Melancholia I-II er et hovedværk i nyere norsk og europæisk litteratur og handler om Lars Hertervig (1830-1902), lysets maler, måske det største navn i norsk malerkunst ved siden af Edvard Munch. Melancholia I falder i tre dele. De to første skildrer to dage i Lars Hertervigs liv, den tredje en aften i forfatteren Vidmes liv. Første del foregår i 1853 i Düsseldorf, hvor Lars Hertervig er elev ved kunstakademiet. Et af hans malerier skal bedømmes af Hans Gude, og han er bange for at hans læremester ikke kan lide det og i stedet vil råde ham til at rejse hjem til Stavanger og male døre og vægge. Han er forelsket i Helene, som spiller klaver og står der med håret løst og lyser mod ham, men han ender med at blive smidt på porten af hendes onkel. Med en kuffert i hver hånd går Lars ned på Malkasten, værtshuset hvor alle de malere der ikke kan male holder til. Anden del foregår juleaften 1856. Lars er indlagt på Gaustad asyl, og doktor Sandberg har forbudt ham at male. Plaget af jalousi tænker han på hvad Helene og onklen foretager sig og kalder alle kvinder for ludere og ønsker alle talentløse malere udryddet. I tredje del er handlingen rykket frem til 1991. På Nasjonalgalleriet i Oslo har forfatteren Vidme set et maleri af sin slægtning Hertervig, et maleri der har ramt noget i ham – som et glimt af noget guddommeligt, selv om det er et ord han nødig tager i sin mund. Han opsøger den lokale præst for at få svar på om kirken kan rumme hans religiøsitet, men finder ud af at den kvindelige præst er lige så utilpasset som han selv. I Melancholia II møder læseren igen Lars Hertervig som Oline, hans aldrende storesøster, husker ham en efterårsdag i 1902, mens hendes eget liv er ved at rinde ud. For Olines krop er værkbruden. Hun lider af forstoppelse, har svært ved at holde på vandet og tilbringer en stor del af tiden på det lille hus, hvis hun da ikke nøjes med natpotten, som hun for nemheds skyld har anbragt på spisebordet. I glimt mindes hun opvæksten i en kvækerfamilie på den norske vestkyst og husker hvor egenrådig og opfarende Lars kunne være, som den gang han viste Oline sine første trækulstegninger, blandt andet en tegning af hende, for så i vrede at kaste det hele i havet. Og hvordan han ernærede sig som omvandrende brændehugger og til sidst døde på fattiggården. En dag forærede han hende et af sine klatmalerier, som hun kalder det, malet på bagsiden af etiketten fra en tobaksdåse, nu hænger det på det lille hus. Og så mærker hun at det presser på dernede, og ude på det lille hus bliver alt pludselig roligt og som gennemstrømmet af lys. Melancholia – titlen stammer fra den diagnose Hertervig fik stillet da han var indlagt på Gaustad asyl – er en roman om Lars Hertervigs mentale rum, om sorgen og melankolien og bagsiden af lyset, om frenesien og glimt af det guddommelige. I sin besværgende og rytmiske stil, hvor temaerne gang på gang vender tilbage og sproget stræber mod det uudsigelige, fortæller Fosse læseren en medrivende historie om en person der befinder sig i grænselandet mellem klarsyn og galskab. På trods af social fornedrelse, fattigdom og isolation, skaber Hertervig noget af det bedste og mest originale i norsk malerkunst, spændende fra guldaldermalerier til naivistiske billedfantasier, af nogle stemplet som “hallucinationer”. Først posthumt kom berømmelsen.