Karsten Sand Iversen - Skyggebiblioteket

Karsten Sand Iversen: Skyggebiblioteket. Litteraturhistorier

Karsten Sand Iversen - Skyggebiblioteket2002. 160 sider. 199 kr.

I Skyggebiblioteket går Karsten Sand Iversen på opdagelse i verdenslitteraturen og kaster lys over forfattere og værker de færreste har hørt om, endsige læst. I disse litteraturhistorier opsøges, med Italo Calvinos ord, apokryfe, skjulte bøger af øst- og centraleuropæiske forfattere som afgørende berørtes af det 20. århundredes katastrofer.

DKK159.20

Produktbeskrivelse

Karsten Sand Iversen er først og fremmest kendt som oversætter af bl.a. Elias Canetti, Robert Musil, William Faulkner, Olof Lagercrantz og Sara Lidman, men også hans klumme Skyggebiblioteket i Litteraturmagasinet Standart har mange taknemmelige læsere.

Ligesom arkæologerne finder skatte på marken der hvor de store maskiner har høstet, har Karsten Sand Iversen gennem Skyggebiblioteket gået på opdagelse i verdenslitteraturen og kastet lys over forfattere og værker som de færreste har hørt om, end sige læst. Forfatterskaber som af sproglige eller politiske grunde, men sjældent af æstetiske, ikke har funder vejen til Danmark. Siden 1995 er det således lykkedes Karsten Sand Iversen at gøre opmærksom på en række ukendte forfatterskaber af høj kvalitet, bl.a. den franske romanforfatter Emmanuel Bove, som siden hen også danske læsere har fået glæde af.

I den foreliggende samling litteraturhistorier er det imidlertid Europas mørke hjerter der opsøges: øst- og centraleuropæiske forfattere og som alle berørtes af det 20. århundredes store katastrofer. Flertallet af de behandlede forfattere, hvoraf mange naturlig nok er jøder, er hverken oversat til dansk eller kendt af andre end en inderkreds af specialister. De to store undtagelser er polakken Bruno Schulz, hvis fortællinger Kanelbutikkerne findes på dansk, og sloveneren Ivan Cankar som kendes fra romanen En mand og hans ret.

Med Skyggebiblioteket rokker Karsten Sand Iversen ved den etablerede litteraturhistories verdensbillede, ligesom han nærer et forfængeligt håb om at pirke til vaner eller fordomme hos såvel forlæggere som læsere ved at vise at verden er stor og mangfoldig, at vi kunne berige vores litteratur og vores liv hvis vi forsøgsvis vendte blikket i nye retninger. Inspireret af Italo Calvinos ord har Sand Iversen så at sige samlet et spændende, forunderligt og læseværdigt bibliotek af de ‘apokryfe’, de ’skjulte’ bøger.

Man kan læse Skyggebiblioteket som det første bind i en alternativ litteraturhistorie. Når Sand Iversen har valgt genrebetegnelsen Litteraturhistorier skyldes det at artiklerne nok delvis er litteraturhistoriske, men tillige former sig som fortællinger fra litteraturen og historien. Alle historier i bogen er omarbejdede, udvidede og nyskrevne med henblik på bogudgivelse.

Anmeldelser

Mellem Przemyl og Sarejevo fortæller Sand Iversen om 14 øst og mellemeuropæiske forfattere, hvoraf den ældste er sloveneren Ivan Cankar (1876-1918), og den yngste er Florjan Lipu, født i 1937, også slovener, men fra et etnisk mindretal i det Østriske Kärnten. Mellem disse to kronologoske yderpunkter ligger altså et dusin andre forfattere fra Galicien, Bosnien, Bukovina, Tjekkiet, Rumænien og andre egne af Europa, hvis kulturer historien har sat i skygge. Sand Iversen fortæller umådeligt kyndigt og desuden levende og engagerende om disse mennesker og deres forfatterskaber og forbinder fortælllingerne på kryds og tværs, så de tilsammen udgør en værdifuld, apokryf kulturhistoriefor det 20. århundredes Europa.
Thomas Harder, Politiken

Hvis det ikke var for et par kendte forfatternavne som Bruno Schultz og Milena Jesenská, kunne man fristes til at tro, at KSI’s portrætter fra verdenslitteraturen var den rene fiktion … Littereturhistorier kalder forfatteren sin lyssætning på denne del af Europas digtning, der nærmest overalt har katastrofen som grundvilkår. Nogle sten i en imaginær mur er fjernet.
Torben Brostrøm, Information

Jeg ved ikke hvordan Karsten Sand Iversen bærer sig ad, men det lykkes ham på såre beskeden plads at formidle disse forfattere og deres værker på en måde, så man får fornemmelse af at være fortrolig med dem, hvad der i sig selv er en grund til at anskaffe bogen.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

…korte, fint svungne, illustrative og instruktive litteraturhistorier.
Bo Kampmann Walther, Kristeligt Dagblad

Det er vidunderligt og dybt berigende at blive ført ved hånden af en så belæst mand som Karsten Sand Iversen. Til sammenligning må man ty til navne som Paul V. Rubow, Poul Borum og Klaus Rifbjerg, hvor de er bedst. Litteraturarkæologi på højeste plan. Af hjertet tak. LÆS MERE!
Kristian Kristiansen, Sentura

Tekstuddrag

Forord
Italo Calvino beskriver i et essay sit ideelle bibliotek som et der stræber udad mod de apokryfe, de skjulte bøger. Kernen må altid udgøres af den ubestridte kanon, fællesgodset af hjemlige og fremmede storværker, men et bibliotek, hvad enten man fylder sin bolig med det eller bærer det i hovedet, træder først i karakter i det excentriske, uforudsigelige. I midten troner Homer, Cervantes, Montaigne, Shakespeare & Co., men er det Ignacy Krasicki eller Vizconde de Lascano Tegui der tegner sig i randen, er det Ibrahim al-Koni eller Mahmud Doulatabadi der danner nye centrifugerende midter?

Skyggebiblioteket begyndte i 1994 som en smal klumme i Litteraturmagasinet Standart og er med tiden og tilliden vokset til to store sider. De kan opfattes som modvægt og modstand: Standart har til formål at anmelde nyudgiven litteratur, Skyggebiblioteket minder om den litteratur som af mange grunde, men sjældent æstetiske, ikke er nået og næppe vil nå ind i varmen og lyskredsen omkring den danske læselampe.

Litteraturhistorier kaldes stykkerne. De er i slægt med egentlig litteraturhistorie, og oftest behandler de forfatterskaber som ikke optræder i danske fremstillinger. Men stykkerne er mere fortællende end analyserende. Ikke sjældent har de omtalte bøger været gemt eller glemt i deres hjemlande. Stykkerne handler da også om den skæbne bøger har. Den afhænger nok, som Terentianus Maurus hævdede, af læserens fatteevne, men Historien skaber stadige forhindringer. Potentater og ideologer nærer frygt for læseres fatteevne mens romeren måske så mere skeptisk på den.

Skyggebiblioteket rummer litteratur fra mange tider og steder. Dette reviderede og ajourførte udvalg af ældre og nye stykker samler sig imidlertid om Mellem- og Østeuropa i det 20. århundrede. Læser man dem i den givne orden, skulle der tegne sig brudstykker af et mønster og en samtale. Det traumatisk delte Europa formeres i disse årtier i nye konstellationer. Nationalstatens stive former opblødes, regioner vågner til live. I sammenvækstens, og den nationalistiske renhedsmystiks, ingenlunde smertefri tidsalder kan det nok være tjenligt at rette blikket ind i slagskyggerne af vort eget hus.

Bogen ender sin rejse i det religiøst og sprogligt mangfoldige Sarajevo som den bosniske romanforfatter Dzäevad Karahasan kalder en “metafor for verden”. I en vis forstand begynder bogen også i Sarajevo. Gavrilo Princips dræbende skud i 1914 indvarslede ikke bare første verdenskrig, men hele den kædereaktion af ulykker som, med Imre Kertész´ ord, gjorde århundredet til en “bestandigt arbejdende henrettelsespeloton”.

Der begyndes dog reelt i byen Przemys´l i det tidligere Øst-galicja. Przemys´l ligger nær Europas midte, nævner Richard Swartz i sin smukke, lærerige østeuropabog Room Service. Allerede i det østrig-ungarske dobbeltmonarki var denne midte udkant og forpost mod Halvasien, og i moderne vesteuropæisk bevidsthed kunne den lige så godt være en by i Rusland som i Polen. For nutidens fattige ukrainere, moldavere, rumænere, viser Swartz, er Przemys´l en port de ikke for alvor kan gå igennem, men hvori de for en stakket stund kan skimte Slaraffenland. Przemys´l lå og ligger på en endnu ulægt brudlinje mellem Øst og Vest.

Allehelgensdag 1918, da dobbeltmonarkiets skrøbelige konstruktion lå i ruiner og nationalismerne vejrede morgenluft, forvandledes Przemys´l midlertidigt fra geografisk til åndelig og politisk helende midte. Håbets flamme brændte da Herman Lieberman, leder af Galicjas socialistiske parti og en glødende orator med en frelser i maven, proklamerede den Fri Republik Przemys´l. Her skulle alle folkeslag, tilmed jøder, leve samdrægtigt i frihed, lighed og broderskab.

Utopien fandt selvsagt heller ikke sted her. Mindre end et døgn varede det, før flammen kvaltes af gamle fjendtligheder mellem polakker og ukrainere. For det kyniske eller blot realistiske blik var Liebermans høje idealisme på forhånd dømt. Men ingen beskæmmes af håbet, og hans smukke drøm om fred på jord, midt i det krigshærgede Europa, skal lyse over indgangen til disse beretninger om Europas rædsler, og skønhed.

KORTE FORFATTERPORTRÆTTER
EUGENIA SZAJN-LEWIN
Menneskeliv kan gale magthavere udrydde, men ikke fortællinger. De overlever, undertiden mirakuløst, mundtligt eller skriftligt skyder de op af selv de grundigste ruiner.

BRUNO SCHULZ
Hans poetik, hans syn, er forvandlingens, og forvandlingens mestre og demiurger er børn, gale og digtere.

FLORJAN LIPUŠ
Lipuš fortæller i ynglende bevidsthedsstrømme, fabulerende digressioner, omsiggribende billeder fulde af krop, safter, dunster. Han graver forræderiske gange under hierarkier og stivnede former og får undertiden afløb for en katartisk urvrede.

BÉLA ZSOLT
Hans selvbiografiske roman Ni kufferter, der er komponeret som en uges nedtælling til den frygtede nultime: deportation til en tysk tilintetgørelseslejr, er et af de allerførste litterære vidnesbyrd om nazismens fremfærd mod jøder og såvel dokumentarisk som æstetisk af en overvældende styrke.

JOŽE JAVORŠEK
Hans usædvanlige selvbiografi fortæller om en urokkelig tro på socialismens ideelle mål, men han føler sig forrådt af stalinistisk autokrati. Omslaget på den tyske udgave viser hovedet af Karl Marx på sort baggrund. Ansigtet er lysegrønt. Venstre øje fælder en rød tåre.

ALEXANDRU VONA
Romanen De tilmurede vinduer er et uventet og forbløffende mesterværk i dén europæiske modernisme der retter mikroskopet mod bevidsthedens hemmeligheder, mens den vender ryggen til en brydsom ydre verden hvis virkelighed nok er den alment anerkendte men ikke derfor den eneste eller virkeligste. Her er intet af den magiske realismes farveopbud, dog både magi og realisme.