“Alle sagde at min mor gled på de glatte klipper, slog hovedet og druknede.
Jeg ved at det ikke er sådan, min mor gik med en sort hund ud i havet og forsvandt.
Den sorte hund var djævelen og min mor og djævelen gik sammen ud i havet og så forsvandt hun.
Så enkelt var det.”

Sort hund er på samme tid en klassisk fortælling om kysten og havet, og en syngende, ekspansiv roman som giver læseren et indblik i rigdommen på selv det mest forblæste sted.

Oversætteren skrev i en mail: “Er lige blevet færdig med at læse Sort hund. Den er så bevægende og smuk, sproget er helt hypnotisk! Det er som om forfatteren har lavet et umuligt, men uendelig præcist snit mellem poesi og prosa: Det er poesi, hvor tiden er sat næsten helt i stå gennem de manende gentagelser af få grundlæggende ting og cykliske handlinger, og så er det samtidig en tekst, hvor der egentlig er en vild narrativ fremdrift, læs: tiden går utrolig hurtigt, et helt liv på godt hundrede sider. Langsomhed og hurtighed, drama og stilhed på én gang, skiftene umærkelige. Det er så stærkt. Jeg er fuldstændig enig med dig, når du sammenligner lidt med Fosse og Vesaas. I øvrigt får jeg også et strejf af Havbogen tilbage med præcisionen i sproget, når naturen, vejret og arbejdsredskaberne beskrives.”