DET ER DIGTNINGENS PLIGT AT GÅ IND I FOLK OG RØRE RUNDT
Artikel i Lolland-Falsters Folketidende, Jón Kalman Stefánsson i samtale med sin oversætter, Kim Lembek
   “- Den primitive tanke er, at digtningen skulle afspejle virkeligheden. Men hvis vi siger, at digtning skal afspejle verden, så siger vi, at vi ved, hvad virkeligheden er, og at den er på en bestemt måde. Men det er ikke sådan. Ingen ved, hvordan virkeligheden er, og ingen har den samme virkelighed. Livet er ikke logisk. Det, der sker, går i alle retninger, og det er nok den eneste måde, jeg kan skrive på, sagde han.
Giv mere slip
Derfor kan han heller ikke lade være med at drille de læsere, der forventer en virkeligheds-spejling.
– Jeg synes, det er sjovt at beskrive landsbyen – og så ændre noget. Flytte et hus. Gøre det større. Så er de ikke i den verden, de tror, de kender. Det er en verden, de ikke helt begriber. Og jeg tror, vi ville være mindre stressede og bedre mennesker, hvis vi gav mere slip. Se i øjnene, at du næsten ikke kan kontrollere noget. Og du kender kun en del af dig selv. Det er digtningens og kunstens pligt at gå ind i folk og røre rundt. Ændre, hvis det behøves. Røre i deres tanker og følelser, så de ser verden på en lidt anden måde. Så bliver man større. Håber jeg.”

Anmeldelse i Berlingske:
AT EN FORFATTER SOM STEFANSSON RENT FAKTISK FINDES, ER VILDT, VOLDSOMT OG VIDUNDERLIGT ★★★★★
Jón Kalman Stefánsson mestrer det skrevne sprog i et omfang, der grænser til perfektion i al sin mangfoldighed. »Dit fravær er mørke« er en sublim tour de force gennem vold, liderlighed, druk, Gud, djævlen, tid, tab, regnorme, fåreavl og død, død og atter død.
Jón Kalman Stefánsson har gjort det igen. Sat en ny, solid milepæl. Sat en ny, høj standard. Sat endnu en stor, tyk og fed streg under, at han er blandt de bedste af de bedste, nulevende forfattere. Ikke bare i hjemlandet Island, men i hele Europa, måske endda i verden, og ja, hvem ved, måske er det egentlig ikke nok med bare de nulevende. (-)
LINK TIL ANMELDELSEN

Interview i Weekendavisen: TAPETSERING AF UENDELIGHEDEN
I Dit fravær er mørke står der et sted: »De, der mister deres mor som unge, for ikke at tale om ved fødslen, bærer rundt på et indre sår, der heler langsomt, heler dårligt, ja, formentlig aldrig, som vil springe op hver gang livet gnubber sig op ad dig eller hugger i dig.« Selv var han seks år gammel, da hun døde.
»Hvis du mister nogen, som er så vigtig for dig, når du er barn, vil det påvirke dig hele dit liv,« siger han og holder øjenkontakten længe. »Når du som jeg arbejder med dine følelser og dit indre liv, vil det naturligvis glide ud i skriften. Du skriver med din sorg. Den dirrer på papiret, og den vil altid forsøge at finde vej til det, du arbejder med.« Hans øjne er rolige og frostblå. Det er, som om de rummer den voksne mand og det lille barn på én og samme tid. Ungdommens rødlige hår anes fortsat i den 58-årige forfatters gråsprængte lokker.
»Da jeg var barn, syntes jeg, at det var utroligt uretfærdigt, at min mor pludselig forsvandt og aldrig kom tilbage. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre: at et menneske, du elsker, fra den ene dag til den anden bliver revet væk og ud i døden. Det kommer jeg velsagtens aldrig til at forstå, og måske findes der i den henseende ingen retfærdighed i verden. Jeg er heller ikke sikker på, at den spiller en stor rolle. Når du mister nogen, må du gøre op med dig selv, hvad du tror på. Kun din sandhed bliver vigtig. Hvis du eksempelvis tror på, at det betyder noget, at du mindes dem, der er døde, da eksisterer de selvsagt stadig i dig.«LÆS MERE!

POESI KAN FLYTTE BJERGE OG BREMSE TIDEN
Interview, Kristeligt Dagblad: “Hver gang jeg skriver. Det er en evig kamp for mig. Men min mors død har også farvet mit liv. Jeg var seks år gammel, da hun døde af kræft. Det kommer jeg aldrig over, og det er måske også en af forklaringerne på, at jeg skriver så meget om døden, for måske vil jeg gerne forstå døden. Han tager jo alt fra os. Og jeg vil gerne vide, hvor han sætter det,” siger Jón Kalman Stefánsson, som dog ikke ved, hvad han skal tro på:

“Nogle dage tænker jeg, at de døde bebor et andet univers. Andre gange tror jeg, at de er helt væk. Men man vil jo ikke tro på, at de døde forsvinder helt. Og jeg tror, at det delvist er årsagen til, at jeg skriver. At skrive fiktion er det modsatte af videnskab. En videnskabsmand skriver om det, han ved. Jeg skriver om det, jeg ikke ved noget om. Men gennem poesien kan man indimellem føle, at man rører evigheden nok til at bremse tiden en smule. Måske er det derfor, jeg skriver. Jeg prøver at stoppe tiden og dermed døden med poesi.”

P1 EFTERMIDDAG: TORE LEIFER MØDER JON KÁLMAN STEFÁNSSON I DR BYEN
DR skriver: Nogenlunde på størrelse med universet hedder den nyeste roman af den islandske mester-fortæller Jón Kalman Stefánsson. Den er lige kommet på dansk og har fået 5 og 6 stjerner overalt og sælger som varmt brød. Der er ingen tvivl om, at både anmelderne og læserne her i Danmark har taget Jón Kalman Stefánssons forfatterskab til sig. Tore Leifer mødte ham her i DR-byen. HØR MERE!

KRISTELIGT DAGBLAD: INTERVIEW MED FORFATTEREN JÒN KALMAN STEFÀNSSON (NB! Kun for abonnenter) 
Interview: “Mennesket er spændt ud mellem lyset og mørket. Det er, som om vi har en line til begge dele. Det er det, der både kan få livet til at virke smukt og meningsløst, men det nytter ikke noget kun at beskrive den ene del,” siger han og lyser igen op i et smil: ” Jeg har det som en bluesmusiker, der henter sine sange nede i mørket, men godt kan være glad, når han spiller dem. For dem, der ikke kender mørket, kender heller ikke lyset,” siger den islandske forfatter.” LÆS MERE!

POLITIKEN: FANTASTISK SLÆGTSROMAN ER FEJENDE FLOT OG FORFØRENDE ♥♥♥♥♥
(anmeldelse af Nogenlunde på størrelse med universet)
Anmeldelse: Jón Kalman Stefánsson bevæger sig ubesværet rundt mellem det højeste og det laveste med akkompagnement fra den både fantastiske og barske islandske natur, der sætter livsbetingelserne, og han gør det med både tragik, komik og en patos, vi ikke ser i ny dansk litteratur. Dertil kommer en sindrig, slynget komposition, man ikke forbinder med en mere traditionel og lineær slægtsroman (…) STEFÁNSSONS prosa er strømmende og associerende, fejende flot og forførende. LÆS MERE!