Original price was: 300 kr..150 kr.Current price is: 150 kr..
Historien om Asta
I Historien om Asta følger vi Asta, hvis navn betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem Astas liv. I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Deres kærlighed er stormfuld og de har et brusende og lidenskabeligt sexliv. Helga er lidt af en femme fatale, hun er umådelig smuk og driver mændene til vanvid og en dag forlader hun pludselig manden og sine to små piger. Sigvaldi lammes af Helgas svigt og formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje hos en varm og godhjertet kvinde. Men da hun brækker næsen på skolens mest populære fyr, sendes hun på sommerophold på vestlandet hvor hun møder Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv. Historien fortælles dels set med Sigvaldis øjne og dels gennem de breve Asta skriver. Helga går i hundene og Sigvaldi falder ned fra en stige og mens han ligger på fortovet passerer hans liv revy. Er det virkelig nødvendigt at falde ned fra en stige og slå sig halvt fordærvet for at finde ud af hvad der er det vigtige i tilværelsen?
"Bogen er usædvanligt velskrevet, teksten flyder smukt og læseren fortrylles. Karaktererne er godt konstrueret; det er et fængslende portræt af komplekse karakterer, som vinder alles hjerter. Det er let at forsvinde i Astas verden - en virkelig, vanskelig, lykkelig og skrøbelig verden. Alt i alt er det en fremragende bog som griber læseren indtil sidste side, teksten i sig selv er smuk og bevæger sig ubesværet over siderne, fortællestilen er underholdende og levende og plottet er fascinerende." – RÚV
”I det hele taget er den på sin vis bedrøvelige historie om Asta og hendes underskønne mors kamp med drifterne brolagt med spids humor og samfundsvinkler, der gør romanen til en af årets bedste fangster fra Nordatlanten. Læs Jón Kalman Stefánsson og bliv fortryllet af sproget og den skiftevis legesyge og alvorlige kærlighedshistorie.” – Weekendavisen
"Fra første linje til sidste var jeg en del af fortællingen, blev båret fra ord til ord, fra menneske til menneske, fra vild lykke til sort sorg, og han gør det så formidabelt, at det ophører med at være bog. Det bliver til en anden virkelighed, sanseligt og uendeligt stort. Kalman skriver så uforligneligt. Det er af en anden verden." – Bloggen Skriv for livet
"… en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk." – K's Bognoter