Tomas Espedal - Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv

Tomas Espedal: Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv

Tomas Espedal - Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk livOversat af Jannie Jensen & Arild Batzer
2008. 220 sider. 1. udgave.

En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider.

Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2007.

“Smittende …” Jyllands-Posten.

“En fantastisk gave …” Fyens Stiftstidende.

“En fantastisk roman … en af årets udgivelser.” Citadel

“… noget af det mest inspirerende jeg har læst i lang tid.” Skopet

“Charmerende og tankevækkende.” Politiken

 

 

DKK199.20

Produktbeskrivelse

En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider.

Tomas Espedal starter med at gå der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Overalt hvor han kommer frem er himlen hans tag, og mens han går fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.

De norske anmeldere skrev bl.a.:

”… en sjælden og vidunderlig blanding af selvudleverende bekendelser og langsomtgående rejseskildring”. NRK

”… overgår det meste af det der bliver betragtet som højdepunkter i moderne norsk litteratur. At Tomas Espedal stadig er et ukendt navn for det store læsende publikum, er helt uforståeligt. Men nu er muligheden der for at lære noget opsigtsvækkende nyt at kende, en intens skrivekunst parret med stor lærdom.” Aftenposten


Bøger af Tomas Espedal

Anmeldelser

EN FANTASTISK ROMAN ★★★★★
Tomas Espedal har vandret sig til en fantastisk roman … Det er i den grad inspirerende læsning, og jeg får simpelthen lyst til at kaste pennen i ringen og gå. Jeg har sagt det før: de nordmænd, de kan virkelig det med at skrive betydningsfulde, smukke bøger. Det Tomas Espedal har bedrevet er en beretning fra poesiens yderste kant. er djævelens godt skåret og bliver en af årets udgivelser for mig.
Vagn Remme, Citadel

CHARMERENDE OG TANKEVÆKKENDE
Den norske forfatter Tomas Espedal har gjort sine mange fodrejser til et eksistentielt livsprojekt. Det har han skrevet en charmerende og tankevækkende bog om. (-) Tomas Espedal er et excentrisk og følsomt menneske. Utilpasset, skarpt registrerende. (-) Espedals rejseri slutter med bogen, en charmerende roman, der ikke ligner nogen anden med samme genrebetegnelse.
May Schack, Politiken

TIL FODS
Det er en meget ujævn bog, Espedal har skrevet: selvhøjtidelig, blæret, intens og begejstrende. En kultbog for drenge i alle aldre (og begge køn!). Den skal nok gå ind på lystavlen.
Steen Klitgård Povlsen, Standart

FLYT FØDDERNE, BRUG HOVEDET ★★★★
… charmerende og flere steder utrolig godt skrevet i sin lettere abrupte, springende stil. »Gå« er i sine bedste passager en vital glædessang. Med storladen patos og tilfredshed over at være til folder fortælleren sig ud, befriende altomfavnende med et enkelt budskab til alle og enhver: Gå nu! Det er muligt, bevæg benene og lad tankerne følge med. Det vilde og poetiske liv ligger lige foran fødderne på den, der vil og tør træde ind i det.
Martin Krogh Andersen, Berlingske Tidende

NOGET AF DET MEST INSPIRERENDE JEG HAR LÆST I LANG TID
Det er for mig at se lige så meget en roman som det er poesi som det er autobiografi som det er essay som det er anekdoter. I hvert fald griber samtlige disse elementer ind i hinanden, og det giver værket sammen med forfatterens personlige tone en sjælden vitalitet. (-) Overordnet er dét jo et meget romantisk projekt: at kaste sig ud i verden, give slip, møde verden på ny, med et barns åbenhed. (-) … noget af det mest oprivende og inspirerende jeg har læst i lang tid.
Rasmus Graff, Kulturmagasinet Skopet

DROP HUS, JOB OG FAMILIE ★★★★
Tomas Espedals bog om at gå og gå og gå er en fantastisk gave til den, der vandrer … Ind i kunsten og ud ad landevejen, mens dybe samtaler føres med vandringsfællen eller litteraturens store forgangsmænd og kvinder, især dem med hang til det samme hverv – at bevæge sig fremad. I den forbindelse er Espedal virkelig lykkeposen bag regnbuen: Bogen er i sig selv en lille poetisk optegnelse over vandringens betydning i vestlig litteratur … Bogen er så tilpas anekdotepræget eller essayistisk og lommefilosofisk i sin stil, at de litterære henvisninger ikke bliver for meget. De flyder fint ind i forfatterens beskrivelser af landskaberne og personlighederne, han møder på sin vej. På samme tid er bogen også en lille guide til, hvordan man lærer at gå, det vil sige, hvordan man lærer at nyde at være fri fra dagligdagens trummerum, hvordan man lærer at værdsætte smerten i benene, at overnatte i det fri og så videre. En fantastisk gave til den, der vandrer, eller den der bare har lyst til det!
Signe Marie Holdt, Fyens Stiftstidende

OM AT GÅ VIDT
Tomas Espedals ‘vandrebog’ med den kortfattede titel Gå og den lange tilføjelse eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv var i år fra norsk side indstillet til Nordisk Råds pris og blev anmeldt her i avisen (22. februar). Den essayistiske rejseroman, som nu er udkommet på dansk, er en eventyrlig opsigelse af normaliteten med hus og hjem og en romantisk, litterær udflugt med selvindsyn og udsyn i verden – med Arthur Rimbaud som idealskikkelse. Med det spinklest tænkelige udstyr opsøger den 45-årige erfarne forfatter alene eller med vennen Narve først fjeldene, så Paris, Wales, Schwarzwald, Grækenland og Tyrkiet, strabadserende og lystent. Grænser skal overskrides. Hans gode, eftertænksomme og vilde skrift er lystvækkende, brugbar til den langsomhed, han selv efterstræber med både patos og humor. Bogen er delt i to dele, den første med korte afsnit, den anden med lovlig lange, kun lidt nyt bringende partier, men med hjemkomst til nedskrivningen af den bog, man lige læst. Alternativet var at gå i hundene i hjembyen Bergen. Vi sætter pris på valget.
Torben Brostrøm, Information

O VANDRINGSMAND ★★★★
Smittende norsk bogessay om bevægelsen som levemåde. Det er bare om at komme afsted.
Den 46-årige norske forfatter Tomas Espedals boglange og ofte ret pragtfulde essay om at gå, i alle ordets betydninger og med alle dets muligheder, har ganske vist undertitlen ”Roman”.
Men uanset hvor meget af hans fodture rundt om i Europa, fra hjembyen Bergen over blandt andet Frankrig og Tyskland til Grækenland, der måtte være fiktion, så er det først og fremmest en roman i helt gammeldags forstand, en romance, en frit flydende fortælling hvor alt kan ske. Hvilket er hele pointen.
Fri for klichéromantisk der-er-ingen-bånd-der-binder-mig-kunstnerisme og storøjet norsk friluftshujen er Espedal langt fra.
Men han når samtidig ualmindelig langt, nærmest som en mobil udgave af den engelske bestselleressayist Alain de Botton, i sin fabuleren over, hvor meget der ligger i det at flytte sig.
Ikke blot er der jo mere mellem himmel og jord end noget andet sted. Man ved heller aldrig, hvilken verden der åbenbarer sig ved det næste skridt, det afgørende er, at man får det taget.
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

EN USÆDVANLIG BOG
En meget usædvanlig bog, som er forfriskende at læse. Men tro ikke, at den indeholder tekniske beskrivelser af, hvordan man pakker en rygsæk eller hvad slags udstyr, man skal tage med. Bogen er en blanding af filosofiske refleksioner, som tager udgangspunkt i det at vandre, men derfra kommer man vidt omkring med beskrivelser om at bo, om kvinder og parforhold, om det at leve, rejse, skrive og meget andet. Desuden er der smukke rejsebeskrivelser fra vandreture i de norske fjelde, fra det hektiske byliv i Istanbul og Paris, i Tyrkiets øde bjerge og langs hvide strande i Grækenland. LÆS MERE!
Erik Pontoppidan, Dansk Fjeldvandrerklub

Om forfatteren

tomas-espedalTomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tretten bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for og Mod kunsten, som han fik Kritikerprisen for. Han modtog Brageprisen for Mod naturen. Hans seneste roman Bergeners var også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Forfatterweb om Tomas Espedal

Wikipedia om Tomas Espedal

     Forfatterprofil

Tekstuddrag

1

Espedal-m-solbrilleMed jævne og urolige mellemrum melder tanken sig: Jeg burde se at få mig et arbejde. Jeg har aldrig haft et arbejde. Jeg har valgt anderledes, har gjort oprør, skrevet og udgivet bøger; jeg har rejst og gjort mange vilde ting, men jeg har aldrig haft et arbejde. Du kender ikke arbejdslivets hemmeligheder, tænker jeg. Samtalerne i kantinen. Firmafesterne, seminarerne, kollegerne! Du har heller aldrig – nogensinde – haft fællesferie. Ingen har nogensinde ansat dig eller fyret dig, du er hverken blevet forfremmet eller sagt op, du er ikke blevet sendt op eller ned, frem eller tilbage, ind eller ud, du har, kort sagt, altid været din egen herre.
Et arbejde. Det er virkelig på tide. Du er halvvejs i livet, snart er det for sent, hvis du ikke griber chancen i dag eller i morgen, eller i hvert fald før du ombestemmer dig, så er toget kørt, arbejdstoget, eller bussen, og du vil stå tilbage som en særling, en idiot; en mand det er umuligt at finde plads til i noget firma eller foretagende. Men hvad for et arbejde? Journalist? Advokat? Reklamemand eller sælger? Nej, alt det er ikke kun umuligt, det er også uudholdeligt: for mange penge, for få skrupler og dårlig moral. Der findes for mange umoralske former for arbejde! Men hvad med postbud, buschauffør, lærer? Nej, du er nødt til at indrømme at disse former for arbejde ikke tiltaler dig, på samme måde som du heller aldrig har haft nogen som helst lyst til at blive skuespiller, politiker, redaktør. Dermed er vi lige langt. Sandheden er at du har lyst til et arbejde, og at der ikke findes noget arbejde du har lyst til.
Hvad gør du så? Du tænker dig om. Du begynder igen, et andet sted: du begynder med lysten. Hvad er det du har lyst til? Hvad er det du synes allerbedst om? Og er det muligt at gøre det til et arbejde? Ja, selvfølgelig. Den der kan lide at tænke, gør hvad hun kan for at kalde sig filosof. Den der kan lide at skrive, gør hvad hun kan for at kalde sig forfatter. Men du er allerede forfatter, og inden for filosofien har du ingen ambitioner. Næst efter at skrive og tænke, kan du godt lide at gå. Det må da kunne gøres til et arbejde: en vagabond. Omstrejfer. Landstryger. Vandringsmand. Til enhver tid har der eksisteret omstrejfere. Men i dag er det et arbejde og en værdighed der er ved at dø ud. I hvert fald i velfærdslandet Norge. Og du tænker: nogen bør tage vare på denne form for arbejde. Nogen må påtage sig dette ansvar. Nogen bør redde denne frihed, denne stolthed, genoprette arbejdet og værdigheden, ja, du vil være vandringsmand.

2

Trappe-hjemmesideAllerede Aristoteles tog en græsk tradition op som forenede det at tænke med det at gå. Aristoteles gik og underviste i søjlegangene i Lykeion, eleverne af denne skole blev peripatetikere, af græsk peripatein: spadsere. Sofisterne gik fra by til by og underviste, i retorik. Vi kender Sokrates’ spadsereture, inden for og uden for bymurene, han elskede at gå og tale, spadsere og samtale, men når han virkelig faldt i tanker, stoppede han op, han kunne blive stående længe, engang stod han stille en hel nat. Stoikerne fik navnet efter kolonnaderne i Athen; stoaen, en spadseresti hvor de spadserede og diskuterede. Det var altså filosofien som etablerede forbindelsen mellem det at tænke og gå: Immanuel Kant gik sin daglige spadseretur rundt i Königsberg efter middag. Der er en kendt vej i Heidelberg som kaldes Philosophenweg, efter den strækning hvor det siges at Hegel gik sin vanlige tur. Vi husker Nietzsches udsagn om at han ikke fæstede lid til egne tanker der ikke var tænkt i den friske luft, på en gåtur. Men også digterne gik og skrev om det at gå, vi ved at Dante fór vild, Den guddommelige komedie er en vandring, en kristen fortsættelse af Orfeus’ nedstigning i underverdenen, en myte som efterfølgende inspirerede troubadurerne. Og det er netop digterne der begyndte at vandre. Tænk bare på Hölderlins vandringer, på Wordsworths og Coleridges vandreture i Lake District og ned gennem Europa, på Rimbauds frenetiske travetur væk fra hjembyen, og på Vinjes mange ture i fjeldene. Charles Baudelaire var byvandrer, alle flanørers far (det fortælles at Baudelaire ofte blev observeret i nattøj i gaderne uden for den ejendom hvor han boede, han spadserede op og ned ad gaderne i pyjamas, og på den måde demonstrerede digteren at han havde gjort ude til inde; han må have kunnet lide tanken om at gaderne var hans hjem. Samtidig fortælles det at digterens lejlighed bar præg af at være ude, folk kom og gik, rummene var bestandig befolket af venner og ukendte, af kvinder og mænd, hele døgnet rundt, og Baudelaire må have kunnet lide tanken om at han havde forvandlet lejligheden til en gade), og i vores tid er der ikke mange forfattere der har gået så meget og så langt som Bruce Chatwin. Hele sit forfatterliv drømte han om at skrive en bog om nomaderne, og i et af notaterne til det der var tænkt som et hovedværk, påpeger Chatwin at det engelske ord for at rejse, travel, har samme oprindelse som det franske ord travail, altså: arbejde.

3

GrekenlandJeg har ofte gerne villet bo, men har aldrig været i stand til det. De gange jeg ville blive boende, skete der altid et eller andet som gjorde at det var nødvendigt at flytte. Som Klaus Høeck drømmer jeg om at skrive en bog om alle de adresser jeg har haft; gaderne, lejlighederne, byerne, rummene, husene, alle disse umulige steder vi kalder hjem.
Jeg sidder ved vinduet og noterer. Et klart mørke, gennemsigtigt, oplyst af månen. Snedriver, en bæk, den lyser. Koldt. Stjerneklart. Varmen inde, lyset fra ilden, urolige skygger, de går rundt, som om ilden giver liv til alt det der skal stå stille. Ingenting står stille, stilheden bevæger sig, er snart inde, snart ude, jeg sidder her og bliver urolig af ingenting. Der er en radio i hytten, batteridrevet, efter midnat er der klassisk musik, Johann Sebastian Bach. Ich habe genug. Bachs musik får mig ofte til at græde, altid til at takke, jeg ved ikke hvem. Jeg er hjemme i Bachs musik, ikke et hus, ikke en bolig, og alligevel føler man sig tryg i denne musik, et område vi ikke ved hvor begynder eller slutter, et lille bygningsværk som svarer til den uendelighed vi går og bærer på. Vi ejer ingenting. Jeg har alt hvad jeg behøver. Jeg er tilfreds.

4

PlankerEn morgen tog jeg forstadstoget ud til Arcueil-Cachan, der havde Erik Satie boet på et lille værelse i Rue Cauchy, nummer 22. Hver dag gik Satie fra denne adresse og ind til sin stamcafé i Paris, en gåtur på mere end tolv kilometer, kun afbrudt af komponistens mange stop på drikkestederne langs ruten, han var fuld da han endelig kom frem til stedet hvor han skulle sidde og drikke. Nogle aftener gik han også hele vejen tilbage, uden penge, fuld af idéer; det fortælles at han gjorde regelmæssige stop under lygtepælene for at skrive noderne han hørte ned i sin notesbog. Roger Shattuck udvikler, i en samtale med John Cage, teorien om at kilden til Saties sans for musikalske rytmer, muligheden for variation inden repetition, effekten af kedsomhed i organismen, kan skyldes hans endeløse vandren frem og tilbage i det samme landskab, dag ud og dag ind. Jeg ville gå den samme rute, kun for at gøre mig mine notater: jeg ville skrive en bog om det at gå, det var en god idé, sandheden var at den ikke interesserede mig længere. Jeg tog toget ud af byen. Stod af der hvor kortet fortalte at jeg var fremme; på stationen var der en bar, der gik jeg ind, det var en god begyndelse. To mænd havde taget opstilling ved bardisken, jeg stillede mig ved siden af dem og tændte en cigaret. Jeg bad om et askebæger, men fik besked på at aske på gulvet. Askebægrene lægger man drikkepenge i, sagde værten. Jeg lagde to franc i askebægeret og smed cigaretstumpen på gulvet. Du har forstået de franske direktiver, sagde værten. Vil du have mere at drikke? Nej tak, sagde jeg. Du har ikke forstået noget som helst, sagde han. Jeg fortalte at jeg ledte efter huset hvor Erik Satie havde boet, og straks ville sidemanden køre mig derhen, han var ikke ædru: Huset med de fire skorstene, sagde han, sæt dig ud i bilen. Bilen var en metalgrå, bulet Range Rover; vi kunne have kørt ud af byen, ud af Frankrig, ned gennem Spanien, taget færgen over til Marokko og kørt ind i ørkenen. Vi kunne have kørt langt. Vi kunne have kørt væk. Men chaufføren var fuld, han kørte langsomt og forsigtigt hen til gaden med det faldefærdige murstenshus. Det lignede ham der havde boet der. Erik Satie var alkoholiseret, fattig; rummet han boede på var ikke stør-re end at døren stødte ind i sengen når man åbnede den, man åbnede den ikke, Satie modtog ikke besøg, kun nogle få gange, kun nogle få venner havde set rummet hvor han sov de sidste syvogtyve år af sit liv. Her var huset. Jeg sad på forsædet i bilen, rullede vinduet ned, jeg ved ikke hvorfor, men med ét havde jeg tårer i øjnene, jeg vendte mig bort, måske genkendte jeg fattigdommen, måske genkendte jeg ensomheden, måske var det bare alkoholen, jeg var i ubalance; hvad i alverden lavede jeg her?

5

HyttenPå bakketoppen ligger endnu et faldefærdigt hus, det står på tykke, høje pæle, en trappe op; vi bryder døren op, og stuen er tom, bortset fra nogle gamle uldtæpper der er smidt på gulvet. Vi bestemmer os for at overnatte her, fejer gulvene med tæpperne og hører at der bliver blæst i en fløjte. Vi går ud på trappen, og bag huset, under et appelsintræ, står en mand med hvidt skæg og sort hue, han har en fløjte i munden. Han fløjter og løfter den højre arm over hovedet, stift op i luften, og lader hånden falde ned mod låret, det er hyrdens tegn til hunden, at den skal komme på plads, men han har ingen hund, tegnet er til os. Han gentager bevægelsen: på plads. Vi ser på hinanden, Narve og jeg. Det er en invitation, siger jeg. Hyrden står under et træ omringet af geder, han blæser i fløjten og gør endnu en gang bevægelsen med armen. På plads. Vi adlyder og går op mod hyrden, der løfter den anden hånd mod munden som han åbner og lukker mens han laver tyggebevægelser med tænderne; det er en invitation til at spise, siger jeg. Vi henter rygsækkene og følger efter ham, han går langs bakkekammen fulgt af gederne og to sultne vandringsmænd; vi går langs bakkekammen og ser huset som langsomt vokser frem fra det træ det er bygget rundt om, ligesom de hytter vi byggede i træerne som børn, bortset fra at dette hus har solide vægge i to etager som klatrer op ad træstammen hvor det nederste løv vokser ind i taget som er skråt og overgroet af blomster og græs. Et smukt hus. Et enkelt hus med en lille terrasse og en tilbygning bagerst; køkken og rindende vand der bliver pumpet op af en gammel traktormotor, fra brønden.
Vi klatrer op ad trapperne, tager støvlerne af og bliver vist ind i en lille stue hvor en ældre kvinde sidder på gulvet indsvøbt i hovedtørklæde og en tyk frakke, hun har skæg som en mand, men ansigt som en kvinde, et rundt og rødmosset ansigt som er fortrukket af smerte, hun kniber øjnene sammen og udstøder korte klynk mens hun vugger frem og tilbage med overkroppen. Hyrden Ramazan peger på Narve og viser tydeligt at han vil have at Narve skal undersøge kvinden på gulvet. Dette er på alle måder underligt, Narve er lægesøn, og i sin hvide skjorte ligner han muligvis en læge; han har altid et lille udvalg at medikamenter med; smertestillende, beroligende, og sovepiller, kan Ramazan have opfattet denne lægetilbøjelighed hos ham, eller er det bare et fortvivlet håb, et ønske om at nogen kan hjælpe? Doktor Drink bøjer sig ned og undersøger kvinden på gulvet. Hendes ene fod er svulmet kraftigt op; det er en betændelse der kan skyldes nyrerne, siger Narve til mig. Der er ikke noget jeg kan stille op, siger han, hun skulle have haft antibiotika, jeg giver hende noget smertestillende, et opiat, det er det eneste jeg har der kan redde os ud af denne situation.
Efter undersøgelsen og behandlingen, som ret hurtigt viser sig at være vellykket, rejser den gamle kvinde, der er Ramazans kone, sig op og virker straks yngre; hun laver mad til os alle. Vi sidder på gulvet i husets andet rum, et kombineret soverum og stue; en bænk hvor Ramazan sover, en madras på gulvet til konen, og mellem sovepladserne er der en ovn. Der bliver lagt birkebrænde i ovnen, temperaturen og humøret stiger. Vi får hønsekødssuppe og brød som vi dypper i en yoghurtlignende creme. Derefter blødkogte æg med peber og dette vidunderlige brød som bliver varmet i ovnen. Vi drikker iskoldt vand. Så ser vi nyhederne på et lille fjernsynsapparat og drikker tyrkisk te med nogle søde runde kager til. Det er tid til at ryge cigaretter. Vi går ud på den lille terrasse, det er fuldmåne. Ramazan har tårer i øjnene. Han er lykkelig, virker det som om. Narve er bekymret, han står og overvejer om han skal give Ramazan vores smertestillende piller; hun har brug for en læge, siger han til Ramazan. Ramazan nikker og klapper Narve på skulderen; doktor, skryder han, anerkendende og glad.
Vi sover i et udhus, et lille skur med en jernseng hvor der akkurat er plads til to når vi ligger med hovedet hver sin vej. En paraffinlampe, to puder og nogle tæpper hvori Ramazan har gemt cigaretter og brændevinsflasker; det her er hans fristed, vi sover længe og godt. Bliver vækket af Ramazan der står i døråbningen, han giver sit tegn med hånden og munden; der er morgenmad. Vi sidder på gulvet i stuen, spiser æg og brød, med kaffe og vand. Ramazans kone sover på madrassen, slået ud af pillerne, eller måske bare af al den søvn hun uventet har fået i gave. Ramazan er stadig i godt humør, Narve er fortsat bekymret, han giver Ramazan hvad han har af smertestillende piller. Så finder vi en pakke amerikanske cigaretter frem og nogle tyrkiske penge, men pengene vil Ramazan ikke have. Pengene er til en doktor, siger Narve og Ramazan nikker og omfavner ham; doktor, gentager Ramazan og tænder en cigaret.

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Helge Skodvin

Forfatterweb: Tomas Espedal

Forfatterside – Gyldendal Norsk Forlag

POLITIKEN: MENNESKET ER EN GANGART (anmeldelse af “Gå”)
Norske Tomas Espedal er romanforfatter og vagabond på deltid. Disse to sider af sit liv har han ført sammen i romanen ’GÅ’, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og nu udkommet på dansk. LÆS MERE!

DAGBLADET: Å LEVE ER Å GÅ (anmeldelse af “Gå”)
Florlett, men sjarmerende spasertur. LÆS MERE!

BERGENS TIDENDE: TOMAS ESPEDALS METODE
INTERVIEW: Forfatter Tomas Espedal har alltid kunnet skrive. Å gå, derimot, har han lært seg i voksen alder. LÆS MERE!

BERLINGSKE: »EFTER TO TIMER BEGYNDER EVENTYRET«
INTERVIEW: Tomas Espedal holder af lange fodture. »Man kommer i et vældig fint afhængighedsforhold til andre mennesker,« siger den norske forfatter, der har skrevet en roman om vandreren og forfatteren Tomas Espedal. Vi mødte ham i hans elskede København. LÆS MERE!