"Jeg har forsøgt at leve alene. Han har rejst, han har besøgt lande og byer. Han har spist på restauranter og drukket i barer. Han har mærket ensomheden. Han har søgt venskaber. Han har haft kærester. Det Susa kaldte små kærligheder. Vi har, hvis vi er heldige, en stor kærlighed, og så har vi nogle små kærligheder, sagde Susa, siddende på en høj stol i baren. Høje hæle, lange strømper, en lang frakke, alt ved hende var højt, og for at forlænge sin højde havde hun hat på. Susa havde kendt treogtres mænd. Hun havde skrevet deres navne på en liste. Bag navnene, efter et kolon, havde hun noteret den omtrentlige længde på deres erigerede pikke. Samt nogle egenskaber, som: Sød. Godtroende. Uintelligent. Ondskabsfuld. Jaloux. Morsom. Snakkesalig. Den slags. Susa havde skrevet bøger. Hun var en vismand, allerhelst burde hun kaldes for en vis kvinde, men kvinder er dumme, sagde Susa, det er vores opgave at tage vare på dumheden. Jeg går ikke længere op i køn og alder, sagde hun, det er konstruerede størrelser, det hænder at jeg er en dreng på nitten år, men lige nu er jeg en kvinde på treoghalvfjerds. Du skal ikke nægte dig selv de små kærligheder, sagde hun. Jeg har levet i cølibat. Det var de bedste år. Uden mænd. Uden kvinder. Uden seksuelle forhold, det gør seksualiteten bredere, højere, man kommer til at elske træer og fugle, skyer og blomster, børn og ældre, man kommer til at elske livet. Og det vigtigste jeg har oplevet når man elsker flere, når begæret ikke fæster sig ved én bestemt som man skal eje eller blive ejet af, som man skal besidde eller blive besat af, er at man en dag sidder blandt venner eller fremmede og tænker at jeg elsker dem alle. Jeg har kendt en kannibal. Han spiste sin kæreste. Det var i Paris. Montaigne mente at kannibalen er civiliseret. Han dræber ikke flere end han kan spise. Jeg har mødt Borges. Jeg ville pynte mig for ham. En veninde af mig, det var i Buenos Aires, sagde: Hvorfor pynter du dig? Borges er blind. Jeg tog mit fineste tøj på. Øreringe og hat. Sminke. Et silketørklæde. Lidt parfume. Et specielt smykke. Da jeg blev vist ind, af moren, i hans arbejdsværelse, han sad bag skrivebordet i halvmørke, sagde Borges: Hvor er du smukt klædt."