250 kr.
Bergeners
Det begynder i New York City, på det mondæne Standard Hotel, og ender på Askanischer Hof i Berlin, et hotel som har set bedre dage. Mellem verdensbyerne ligger Bergen, Espedals hjemby. Her vandrer han rundt i gaderne, gør notater, reflekterer, skriver dagbog og breve, og inspireret af James Joyces Dubliners tegner han et billede af Bergen, møder forfatterkollegaer og andre bergensere. Han hører anekdoter og fortæller historier. Han længes ud, og han længes hjem.
NOMINERET TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2014
"Bergernes er en humoristisk bog med den hvide klovns tragiske smil, der gemmer på fortvivlelse. Det er Bergen, og regnen siler ned. Titlen er en hilsen til James Joyce og hans Dubliners. Espedal portrætterer sin hjemby og dens litterære liv, forfatterne myldrer i byen og verden og bogen: Knausgård, Løveid, Solstad, Borges, Klougart, Jordal, Bernhard, Søndergaard, Handke, Moravia, Aasprong og mange, mange flere. For Espedal og for Vorherre er vi alle bergeners knyttet til denne by, hvorfra en verden går, Norges intellektuelle hovedstad. Espedal formår fuldstændig ubesværet og uprætentiøst at være meget norsk og meget international på én gang, også det gør ham så indtagende." – Bjørn Bredal, Politiken
"Stilistisk er man ikke et øjeblik i tvivl om, at man befinder sig i en ny bog af Tomas Espedal. Han er så meget sin egen stil, at han sætter sin helt egen mægtige standard for, hvad god litteratur er. Der er Espedal, og så er der alle de andre. I det øjeblik man læser ham, er han suverænen, er han den, der ejer definitionsretten til, hvordan man gør ens eget liv til litteratur. (-) 152 siders konsekvent prosa. Let og legende og som en lang sjælerejse. Jeg havde slet ikke lyst til at slippe Espedal igen. Hvad skal jeg sige andet, end at han må være en favorit til årets Nordisk Råds Litteraturpris." – Peter Nielsen, Information
"Norske Tomas Espedals bøger er noget af det bedste nordisk litteratur kan diske op med i disse år. Den rastløse og poetiske vandrebog Gå fra 2007 er det foreløbige højdepunkt i et forfatterskab, der nonchalant blander det selvbiografiske med fiktion, lyrik og essaystik. (-) Espedal skriver mere melankolsk end melankoliens mester Henrik Nordbrandt og mindre patetisk og selvanalyserende end landsmanden Karl Ove Knausgård. Espedal møder omverdenen med øjnene på stilke og med en barnlig og rundtosset undren. Resultatet er en prosa, som er så intens og nærværende, at man skulle tro, den var presset ud af hudens porer." – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
"Bergeners minder mig om, hvorfor jeg elsker at læse. Så enkelt er det. Det er den slags bog, jeg værner om, som var det en skat, en uudtømmelig kilde, et vindue med en uendelig variation af udsigter, som jeg kan kigge ud ad, hver gang jeg har brug for det. Norske Tomas Espedal skriver så sitrende, så roligt, så nærværende og genkendeligt, at hver linje er sin vægt værd i guld … Bogen er intens, dragende, sjov og inderlig. Den består af en lang række litterære billeder, som man ved, at man aldrig slipper af med igen, som altid vil blive hos én, og kan man i virkeligheden bede om ret meget mere?" – Signe Langtved Pallisgaard, Villabyerne
"Jeg læste Bergeners i ét hug. Det er Espedal, når han er bedst. På én gang eksperimenterende og lige ud ad landevejen, poetisk højtflyvende og prosaisk nede på jorden. Det er alvorligt, til tider med stor patos, men aldrig uden humor. Det er belæst, berejst og begavet. Kort sagt, det er Espedal, og det er godt." – Martin Lykke Nielsen, LitteraturNu
"Personligt har jeg slugt hvert ord i de seneste værker: Gå, Mod naturen og Mod kunsten og således fulgt Tomas Espedal tættere end tæt på rejsen som far, som ægtemand, som elsker, som depressiv forfatter i krise på krise, som urimeligt barn, som livsklog olding, som helt alene i verden, som bange for at dø. Og hver gang er grundtonen den samme. På en gang fuldkommen selvudleverende og dybt blufærdig. Man lukkes ind og holdes ude. Ligesom med stjernerne. (-) Bergeners er ikke Espedals klareste og mest fokuserede tekst. Men grundtonen er den samme. Og ind imellem kan han stadig skrive så minimalistisk stærkt, at grundfjeldet skælver." – Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad
"Alt i én regndråbe. Tomas Espedal favner hele verden og sin afdøde mors kjoler i strøtanker, anekdoter, digte og skrøner om barndomsbyen. Med afstikkere til ensomme hotelværelser. Bergeners svinger organisk mellem digte, skrøner, anekdoter, strøtanker. Der er mareridt, side op og side ned med tung ensomhed. (-) Bergeners er en smuk, sørgelig, vild bog, med sin egen organiske rytme. Det er en vilter slyngplante med masser af grene, som snor sig ud i verden fra hjertet – Bergen. Vi er i Rom, hvor Espedal – igen! – sidder på et ensomt hotelværelse (som regel nummer 11). Han skriver i mørket, rabler bogstaverne i sin notesbog. Han »skriver i vand«. (-) Han skriver så smukt, fortættet, så sitrende. Så fortvivlet. Så sandt. Man får lyst til at slentre i regnen i Bergen." – Marianne Krogh Andersen, Weekendavisen