Mattick analyserer i sin bog den udvikling i kapitalismens politiske økonomi, der er indtrådt med den såkaldte “keynesianske revolution” efter verdenskrisen i 1929. Mattick forfægter den tese, at den keynesianske løsning på kapitalismens vanskeligheder kun har forbigående gyldighed og ikke betyder nogen revolution inden for nationaløkonomisk tænkning, men blot repræsenterer en delvis tilbagevenden til den klassiske nationaløkonomi.