Det er voksenverdenen, som er og har været bestemmende for den retning Martins, Saras og Davids skæbne følger, der kommer i focus i Knæleren. Det er faderens verden, og det er moderens verden – to, viser det sig, meget forskellige sfærer. Og det er her, det skjulte drama og den uudtalte rædsel, der har ligget bag såvel idyllen som de mere konfliktprægede forløb i trilogien, har deres udspring.

Den levende og helt usædvanligt sikre erindring om barnets sanse- og forestillingsverden, Jørgen Christian Hansen forstod at formulere i Guldsmeden og Hermelinen, finder man også i Knæleren; men heri viser han tillige en dyb og foruroligende indsigt i voksenlivet og i overgangsfasen fra barn til voksen.

Det gælder ikke mindst moderens syge, spaltede sind og den verden, der er den sindssyges virkelighed og dermed baggrund for hendes handlinger og valg af liv og skæbne. Det er frysende flot. Der viser sig billeder af stor, farlig skønhed og tilsvarende gru, efterhånden som følgerne af en virkelighedsopfattelse om moderens bliver præsenteret – hospitalsindlæggelse på ubestemt tid og isolation fra den såkaldt “normale verden”, hvor hun har måttet efterlade både mand og børn; fra den institution, hun nu befinder sig på, kan hun kun give sig til kende gennem tegn og symboler, som man skal have Saras og Davids højaktive modtagelighed for at forstå.