Hermelinen
At læse Jørgen Christian Hansens romaner udvikler sig altid til en række gensyn med éns egen barndom: så konkrete og almene er hans beskrivelser, at man genkalder sig gode oplevelser med verden dengang, og det løber én koldt ned ad ryggen ved mindet om, hvor rå og brutal børnenes verden kan være. Den er et næsten lukket kredsløb, hvor der gælder helt bestemte love og rangordninger, og hvor det at henvende sig udadtil, fx til de voksne, udlægges som sladderhankeri og kun yderligere forøger den ensomheds- og utryghedsfølelse, der altid røber sig og skaber det fuldendte offer. Således også i Hermelinen, hvor den idyl, der var ansats til i Guldsmeden, er tæt på at slå over i sin modsætning. Martin, Sara og David er tilbage hos deres erstatningsmor, fru Mortensen, i København. Martin har problemer i skolen, hvor han viser større interesse og læselyst end kammeraterne finder passende, hvilket giver anledning til pjækkeri og modbydelig mobning; Sara leger med David og sine jævnaldrende i flygtige, intense venskaber, og en efterårsdag ind under aften tager femårige David sin cykel og vil køre til verdens ende for dér at finde den tidlige, første og bedste verden, han allerede nu kun har tilbage som vag erindring. Og de voksne befinder sig travlt optaget et helt andet sted, hvorfra de en gang imellem nærmer sig med legetøj og slik og tilhørende dårlig samvittighed. Børns blufærdighed og indbyrdes spil, deres opfattelse af verden og rige viden om den, deres tilflugt til fantasi og ensomhed, når det kniber – det har næppe været skildret mere nænsomt og med større forståelse og indlevelse end i Jørgen Christian Hansens bøger.