Knut Hamsun (1859 – 1952) var en foregangsfigur inden for den europæiske prosamodernisme. Med Sult (1890) og Mysterier (1892) bidrog han på afgørende vis til opbruddet fra 1880’ernes realisme og introducerede en ny psykologisk digtning med vægt på “det ubevidste sjæleliv”. Senere vendte han sig mod samfundet, og i en række bredt anlagte, socialsatiriske romaner går han til angreb på “den nye tid” og fremhæver et førkapitalistisk bondesamfund som aktuelt alternativ. Idealiseringen af bonden nåede sit højdepunkt i Markens Grøde (1917), som indbragte ham Nobelprisen i litteratur i 1920.