300 kr.
Det store tivoli
1880’ernes København er en kulturel smeltedigel. Alt er i bevægelse: tankerne, moralen, erhvervslivet, følelseslivet. Georg Brandes holder sine berømte forelæsninger hvor han tager afstand fra den højstemte æstetik og proklamerer at den nye tids litteratur er naturalismen. Hans bror Edvard er med til at starte den radikale avis Politiken. Mange af tidens store ånder søger til København, blandt dem Victoria Benedictsson og romanens hovedperson August Strindberg, som er på flugt efter at han under Giftas-processen er blevet beskyldt for blasfemi mod kirken og for kvindehad. I Det store tivoli møder vi tidens forfattere, skuespillere, frie ånder, journalister, ballerinaer og tjenestefolk. Centralt i bogen står Knud Wiisby, som har en dobbeltrolle. Ved siden af at være sekretær for Strindberg er han også ansat af Edvard Brandes til at spionere på Strindberg og rapportere alt om hans gøren og laden. Wiisby er også nært forbundet med den svenske forfatter Victoria Benedictsson som nærer en stor og ulykkelig passion for tidens store ånd Georg Brandes. Sideløbende med beretningen om København i 1880’erne rejser bogens forfatter i vores egen tid til Los Angeles og New York og mindes hvordan han som dreng sad ved middagsbordet i Malmø og hørte sin far fortælle om dengang og nu, alt mens hans faster med den skarpe tunge stillede spørgsmål ved alt hvad faren sagde. Det store tivoli er en roman som ikke bare kaster lys over en uhyre spændende epoke i historien, men også over Strindbergs genialitet og destruktivitet.
"En af efterårets mest overvældende og givende læseoplevelser, en fryd for alle som har den mindste interesse for den tids litteratur og det skrevne ords magt og magi." – Gefle Dagblad
"I Ulf Peter Hallbergs nye, storartede roman om Strindberg og hans samtidige blandes drabelig humor med poetisk inderlighed på en ofte overvældende måde." – hnl.fi
"Fremstillingen syder af liv." – Östgöta Correspondenten
"Det sene 1800-tallets København var som en filial af kulturens Paris, og noget af en kulturel smeltedigel. Hertil rejste mange af tidens store navne, nogle blot på gennemrejse. Som August Strindberg. Her kom han med sit kriseramte ægteskab med Siri von Essen inden han drog videre ud på landet. Og havnede på Skovlyst hvor han hurtigt ragede uklar med forvalter Hansen på grevinde de Frankenaus gods, anklaget for at have gjort Hansens 16-årige halvsøster gravid. Men her fandt han også råmaterialet til sit mest berømte drama, Frøken Julie: grevinden og forvalteren blev dramaets Julie og Jean." – Sunnvalls Tidning