200 kr.
Alice
I sin tredje bog, novellesamlingen Alice (2009), portrætterer Judith Hermann en kvinde sidst i trediverne. Den første af de fem noveller foregår i en tysk provinsby, den anden i Italien, de tre sidste i Berlin. I hver af dem oplever, genoplever eller bearbejder den gennemgående hovedfigur Alice en mandlig vens, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død. Dødsfaldene er ikke spektakulære. Vi ser Alice på hospitalsbesøg. Vi hører hende tale. Vi følger hende på hendes vej gennem Berlins gader, mens hun på skift forsøger at huske og glemme. Vejret og årstiden skifter. Imens rydder Alice op i garderober, gennembladrer breve og sorterer gamle grammofonplader. Alt er på samme tid almindeligt og anderledes. Det er som om døden oplyser tingene indefra.
“Et lille under af en bog.” – Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Tekstuddrag
Fra MALTE
Den dag Alice så Friedrich for første og eneste gang, regnede det. Let regn, men uden ophør, skrå streger på vinterhimlen. Midt i november. Fried-rich havde sagt at han under alle omstændigheder skulle til Berlin, han havde ikke valgt det her vejr, det havde Alice heller ikke, selvom hun sådan set følte sig udmærket tilpas i det. Grund nok til at være søvnig og langsom, regn nok til en paraply. Bilen stod, som den plejede, langt væk, mere end ti gader borte i udkanten af kvarteret. Alice var taget for tidligt af sted, med paraply og på højhælede sko, i en grå frakke, håndtasken over skulderen og en følelse af at være klædt på til statsbesøg. Friedrich havde et hotelværelse midt i byen, lige ned til floden, det havde været hans idé, Alice anså det for at være en idé, men måske var det bare praktisk sådan, et værelse i centrum. Med udsigt til vandet og en bro af stål hvor togene kørte fra øst til vest og tilbage igen, og på hvis støttepiller duerne holdt til. Snavset grønt vand med glitrende striber af olie. Den smukke Spree, dens rustne lastpramme, udflugtsskibe, slidte slæbebåde, alt stadig i dag som dengang, for fyrre år siden. Måske havde Friedrich netop derfor valgt at gøre det sådan.
Alice skulle hente ham på hotellet, lidt i elleve.
På værelset?
I foyeren. Ikke på værelset. Jeg kommer ned i foyeren.
Hun vidste ikke nøjagtig, hvor gammel Friedrich var. Omkring halvfjerds år, egentlig et mirakel, at han overhovedet stadig fandtes, han kunne sagtens have været væk allerede, ja det ville vel sådan set have været mere sandsynligt. Hun havde ringet til ham. Han havde taget telefonen. Faktisk var hun blevet så forskrækket over det at hun var lige ved at lægge på igen. Hans stemme havde lydt blid og dæmpet. Ikke affældig, men netop blid. Hun havde taget en dyb indånding og sagt: Goddag, mit navn er Alice. Vi kender ikke hinanden, men jeg er Maltes niece.
Friedrich havde i et kort øjeblik intet sagt. Så havde han spurgt hvor hun havde hans telefonnummer fra, hverken venligt eller uvenligt, sagligt.
Fra telefonbogen, havde Alice svaret, som sandt var.
I det øjeblik hvor han intet havde sagt, i det lillebitte tidsrum, havde Friedrich, det vidste Alice, måttet tænke næsten fyrre år tilbage. Om han ville det eller ej – tilbage. Tilbage over stok og sten til den dag hvor hans ven Malte havde taget sit eget liv. Var det vanskeligt? Alice havde med sin opringning revet Friedrich ud af hans verden, ud af det som han netop nu havde beskæftiget sig med, ud af sin nuværende verdens ligevægt. Ubetænksomt og påtrængende. Med mindet om et navn, udtalt så blidt og omsorgsfuldt, som det nu lod sig gøre.
Aha. Og hvad drejer det sig om, havde Friedrich sagt.
Trods alt havde Friedrich sagt aha, og hvad drejer det sig om, og Alice, der var taknemmelig for det næsten afslappede tonefald, havde sagt at hun faktisk ikke vidste, hvad det drejede sig om for hende, hun ville bare gerne se ham.
Jeg ville gerne møde Dem. Ganske enkelt. Jeg kan ikke give Dem nogen egentlig grund til det.
Det forstod han tilsyneladende. Eller det var tilsyneladende i orden. Han sagde, bor De da i Berlin – og mente, sådan som Malte, bor De da i Berlin sådan som Malte havde boet i Berlin, eftersom De jo, til forskel fra Malte, ikke er død – og Alice sagde, ja, hun boede i Berlin, og så i samme øjeblik en plante for sig i en lerpotte i en vindueskarm i en stuelejlighed med udsigt ud mod en baggård uden lys og med affaldsspande og tørrestativer. Et knitrende slør af insekter rundt om potten. Det var det der i samme øjeblik faldt hende ind. Hvem ved hvorfor.
Nå, jeg skal under alle omstændigheder til Berlin, sagde Friedrich. Stadigvæk, ofte. Vi kan mødes i Berlin. Giv mig Deres telefonnummer. Jeg ringer til Dem når jeg er der næste gang.
Han havde bestemt hvordan det skulle foregå. Hans stemme havde pludselig lydt kraftfuld, lysvågen. Alice havde opgivet sit telefonnummer en enkelt gang, han havde ikke bedt hende gentage det. Det kunne være blevet ved det. Men han havde faktisk ringet, to måneder senere.
“Judith Hermanns noveller er små, stillestående tableauer – og alligevel måler de mindst 6,5 på Richterskalaen. Det er formidabel skrivekunst, stille jordskælv i verdensklasse.” – BogMagasinet
“Det er noget af det skønneste jeg har læst i lang lang tid! Hvilket sprog, hvilken elegance. En meget stor oplevelse. Og så er den helt vidunderligt oversat.” – Naja Marie Aidt
“Læs denne bog, den er intens og er beviset på, at litteraturen stadig lever i bedste velgående og at forfatterens danske forlag, Batzer & Co gør et aldeles fremragende stykke arbejde i valget af forfattere de vælger at udgive.” – Bogrummet
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – Berlingske – Jyllands-Posten – Nordjyske – Fyens Stiftstidende