I det første bind, Hilmar Iversens ensomhed, mødte vi præstesønnen der henslæber en grå tilværelse i 1930’ernes Oslo indtil han en dag bliver tilskyndet til at melde sig på Folkefrontens side i den spanske borgerkrig. Her oplever han krigens gru og brutalitet og meningsløshed indtil en vildfaren kugle – som stammer fra hans egne – redder hans liv ved at sende ham hjem til Norge. I Et venskab befinder vi os i 1950’ernes Norge hvor den kolde krig raser og politiske udrensninger hører til dagens orden. Hilmar er vendt hjem fra fire års landflygtighed i Sverige under besættelsen. Han er stadig medlem af det kommunistiske parti, men nages af en indre tvivl på partiet og sagen, og nogle mener også at han har tillagt sig borgerlige vaner. En dag bliver Hilmar indkaldt til en kammeratlig samtale hvor han beskyldes for at have begået underslæb for femogfyrretyve øre af partiets kasse, og som en anden forræder bliver han smidt ud af partiet. Da han bagefter møder sin gode ven sportsjournalisten, udbryder han: “Jeg er afmønstret, Oskar, jeg har hårdt brug for en pistol.” I Resignation og portvin har vores desillusionerede helt Hilmar Iversen slået sig ned i provinsbyen Fredrikstad og giftet sig med den langt mere handlekraftige Signe, søster til hans gamle ven Oskar, der endte med at begå selvmord. Hilmar er ingen erfaren mand udi ægteskabets og elskovens kunst, men får hjælp af Karl Evangs tidsskrift for Seksuell Opplysning, som Signe insisterer på at han skal læse. Ud over sit arbejde som boghandlermedhjælper går Hilmar meget op i sin have, hvor han diskuterer Schopenhauer med sneglene og klipper hækken under højmessen, alene for at vække naboernes forargelse. Indimellem får han et anfald af smerte som bliver kureret med portvin, indtil han kommer under kniven hos dr. Fjell og får fjernet en kugle, kaliber 7,62, som han har gået rundt med siden borgerkrigen i Spanien. Nej, ingen kan vel have ondt af at Hilmar Iversen er blevet en mand som går op i de nære ting. Men selv da bliver han aldrig helt almindelig! Med det sidste bind i trilogien om Hilmar Iversen har Jan Jakob Tønseth skabt en medfølt og original fortælling om et menneske som er mærket og såret af tilværelsens omskiftelige luner.

“Stor romankunst.” – Fyens Stiftstidende

“Rasende morsom.” – Politiken