Hilmar Iversens ensomhed er fortællingen om et desillusioneret menneske der i 1953 – 44 år gammel – finder sin gamle dagbog frem og ser tilbage på sine ”ulykker”. Hilmar Iversen er en ensom arbejdsløs akademiker der henslæber en grå tilværelse i 1930’ernes Oslo som arkivar i kommunistpartiet, indtil han en dag bliver tilskyndet til at melde sig på Folkefrontens side i den spanske borgerkrig. Her oplever han krigens gru og brutalitet og meningsløshed – ligesom George Orwell og Arturo Barea har skild­ret den spanske borgerkrig i deres bøger. Man hører om livet i skyttegravene, om støvet, tørsten og heden, som kan tage livet af de fleste – hvis ikke en vildfaren kugle gør det. Om den dag Nordahl Grieg kommer på besøg og læser op af sine digte og forærer Hilmar Iversen sin trøje. Om den interne splittelse mellem kommunister og anarkister, for Moskva-processerne fandt også sted i Barcelona, som Hilmar Iversen skriver i sin dagbog. Romanen begynder med den scene hvor krigen er forbi for Hilmar Iversens vedkommende, en vildfaren kugle – som stammer fra hans egne – har reddet hans liv og sendt ham først på hospitalet, dernæst hjem til Norge. Og hans dissektion af krigen er sylespids og uden bedøvelsesmidler: “I har hørt at i den krig var der ingen forskel på folk, at det var en krig for frihed. Men jeg siger jer: At være med i den krig var som at gå frivilligt i fængsel. I den krig var halvdelen af os dissidenter. De blev sendt ud i krig uden våben og udstyr. Jeg siger det lige ud. De blev likvideret af deres egne.” I en krig er alle tabere. Hilmar Iversen er en tragikomisk antihelt og kommunist, men en ensom og ikke særlig rødglødende af slagsen, og det Jan Jakob Tønseths roman hand­ler om er denne kommunists nagende tvivl. Antihelten Hilmar Iversen bliver så at sige et levende vidnesbyrd om kom­mu­nismens historie og indre fraktionsstridigheder – og endelige fald. Og Tønseth formår at fortælle den historie med stor indsigt – og megen humor. Man kan mærke at der er en poet på spil, én som behersker sine virkemidler og kan skrive så det er en fryd. Hilmar Iversen er en belæst mand, han kan sin bibel og sin Marx. Han er kommunist, men mest at alt minder han om en tragikomisk antihelt som han drager af sted til den span­ske bor­gerkrig. Nu er hans krig forbi, såret af en vild­faren kugle fra si­ne egne indser han at dette er begyndelsen til det definitive sammenbrud.

“En fabelagtigt husket beretning … som jeg ikke kan huske at have læst magen til siden Remarques berømmelige Intet nyt fra Vestfronten.” – Carsten Clante, DR