200 kr.

Oversat fra ungarsk af Peter Eszterhás
2004. Hæftet med flapper. 136 sider
Imre Kertész

Likvidation

Helten i Likvidation er Keserü, forlagsredaktør og læser af profession. Hans ven, forfatteren B., som vi kender fra Kaddish for et ufødt barn, har begået selvmord og efterladt sig et teaterstykke med titlen ”Likvidation”, som Keserü har reddet før det blev konfiskeret af politiet og som nu indgår som en større tekst i romanen Likvidation. Stykket udspiller sig på det forlag hvor Keserü arbejder, og på en spøgelsesagtig profetisk måde handler det om den situation som opstår efter B.s død: Forvirring, gensidige beskyldninger, intern splid, almen krisestemning og kaos. Men mangler der ikke et vigtigt efterladt manuskript? Der må – efter Keserüs bedste overbevisning – være endnu en roman, som forklarer alt, men den er sporløst forsvundet. Er den havnet hos Sára, B.s elskede, eller hos Judit, hans tidligere hustru? Keserü skyr ingen midler for at finde den forsvundne roman, hans søgen bliver en slags besættelse, som var det hans egen historie og pludselig befinder han sig i en malstrøm af historie og psykologi, af metafysisk hjemløshed og kunstnerisk søgen efter mening. Likvidation er spændende som en kriminalroman der endnu en gang stiller spørgsmålet: Hvor begynder undertrykkelsen? Hvordan kan man overleve Auschwitz? Hvordan kan man overleve ’overlevelsen’ og leve med friheden?

⭐️⭐️⭐️⭐️ Berlingske Tidende

Tekstuddrag

Lad os kalde vor mand, helten i denne historie, Keserü. Vi forestiller os en mand og dertil et navn. Eller omvendt: vi forestiller os et navn og dertil en mand. Selv om vi selvfølgelig sagtens kan undvære alt dette, eftersom vor mand, helten i denne historie, også i virkelig­heden hed Keserü. Allerede hans far hed det samme.J a, sågar hans bedstefar. Følgelig blev Keserü ved fødslen registreret under navnet Keserü: det er altså virkeligheden, hvorom - altså virkeligheden - Keserü ikke havde alt for høje tanker for tiden. For tiden - et af de sidste år i det forgangne år­-tusind, lad os sige en solbeskinnet forårsformiddag 1999 - var virkeligheden blevet til et problematisk begreb, og hvad værre var: en problematisk tilstand for Keserü. En tilstand, som - ifølge Keserüs allerinderste følelser - først og fremmest manglede realitet. Når han af en eller anden grund var nødsaget til at anvende dette ord, føjede Keserü straks til: “den såkaldte virkelighed”. Det var dog kun en ringe satisfaktion, som selvfølgelig heller ikke stillede ham tilfreds. Keserü stod som så ofte i den senere tid ved vinduet i sin lejlighed og kiggede ned på gaden. Gaden frembød et af de mest hverdagsagtige og banale gadebilleder blandt alle Budapests hverdagsagtige og banale gadebilleder. På fortovet, dækket af affald, oliepletter og hundelorte, stod biler parkeret, og i mellemrummet på omkring en ­meters bredde mellem de parkerede køretøjer og de afskalle­de husmure bevægede de mest hverdagsagtige og banale fod­gængere sig i gåsegang, deres fjendtlige ansigtsudtryk tydede på dystre tanker. Nogle af dem trådte ned fra for­­­tovet, måske for i al hast at overhale kolonnen af andre fodgængere, for straks at få ethvert forfængeligt håb om at bryde ud af køen forpurret af bilhornenes hadefulde kor. På pladsen overfor sad kvarterets hjemløse på bænke - hvis brædderne ikke allerede var fjernet - med deres pakkenelliker, plasticposer og plasticflasker. Over et viltert fuldskæg lyste en karmoisinrød strikhue, kvasten hang og dinglede muntert omkring den martialske ansigtsbehåring. En mand med en krøllet officerskasket fra en ikke længere eksisterende armé samlede den tunge, falmede vinterfrakke uden knapper om sig ved hjælp af en koket blomstret silkesnor som engang formentlig hav­de hørt til en damehousecoat. Et par knoklede kvindefødder stak ud af nogle slidte cowboybukser iført sølvfarvede sko med nedtrådte hæle; lidt længere henne, på den smalle og slidte stribe grønsvær, lå en udefinerbar skikkelse med optrukne knæ i katato­nisk ubevægelighed som en bunke klude, fældet af alkohol eller narkotika, måske begge dele i fællig. Mens Keserü stod og kiggede på de hjemløse, blev han pludselig klar over at han nu igen stod og betragtede de hjemløse. Keserü havde i den sidste tid utvivlsomt spildt alt for megen opmærksomhed på disse husvilde. Han var i stand til at tilbringe halve timer af sin i forvejen værdiløse tid ved vinduet med en betagelse som en voyeur der slet ikke kan løsrive sig fra sit obskøne syn. Denne hans tilbøjelighed ledsagedes tilmed af dårlig samvittighed, men samtidig også af en med væmmelse blandet dragning, som til sidst mundede ud i kvælende beklemmelse, en slags livsangst. Så snart denne frygt havde antaget utvetydige konturer, vendte Keserü sig så at sige forløst fra vinduet, som om hans gådefulde virksomhed dermed havde nået sin endnu mere gådefulde bestemmelse, og trådte hen til skrivebordet, dækket af opslåede manuskripter der lå bredt ud som nedfaldne fugle. Keserü var selv klar over at der var noget foruroligende i det tvangsmæssige forhold som han, så at sige uafvidende og uden at give sit samtykke, havde udviklet til de hjemløse. I virkeligheden led han ved det som havde det været en sygdom. Han skulle blot have besluttet aldrig mere at træde hen til vinduet. Eller udelukkende at gøre det for udluftningens skyld eller af andre praktiske grunde. Men pludselig greb han sig igen i at stå ved vinduet og se på de hjemløse. Keserü anede at der skjulte sig en eller anden rationel betydning bag hans bizarre lidenskab. Ja, han følte endog at såfremt det kunne lykkes ham at afkode denne skjulte mening, ville han forstå sit eget liv meget bedre, hvad han for øjeblikket ikke just gjorde. Han følte det som om afgrundsdybe kløfter skilte ham fra det engang så håndgribeligt bestandige han kendte som sin egen person. Det Hamletske spørgsmål var for Keserü ikke længere at være eller ikke at være, men snarere er jeg til, eller er jeg ikke til? Keserü bladrede distræt i et af de manuskripter der lå på bordet foran ham. Det var manuskriptet til et skuespil og havde en anseelig tykkelse. På omslaget stod titlen prentet: LIKVIDATION, så fulgte genrebetegnelsen: “Komedie i tre akter”. Nedenunder stod anført: “Handlingen udspiller sig i Budapest i året 1990”. Han holdt titelbladet mellem to fingre for at bladre videre, men så overgav han sig alligevel til den tvivlsomme fornøjelse som læsningen af sceneanvisningerne bød på: (Et trøstesløst redaktionsværelse på et trøstesløst forlag. Slidte vægge, vakkelvorne reoler, gabende huller mellem bøgerne på hylderne, støv, vanrøgt; skønt intet her tyder på flytning, bærer det hele alligevel præg af flytningens midlertidighed. I værelset er der fire skriveborde, fire arbejdspladser. På bordene ses skrivemaskiner, nogle med støvhætte på, stabler af bøger, tidsskrifter, manuskriptsider, mapper. Vinduerne vender ud mod baggården. Bagerst fører en dør ud til korridoren. Et sted langt borte anes det sene eftermiddagslys, men her i det trøstesløse redak­tions­værelse råder der et trøstesløst, kunstigt lys. I værelset befinder Kürti, hans hustru Sára og dr. Obláth sig. De sidder fortabte som fremmede omkring et skrivebord, som senere viser sig at tilhøre Keserü.) Keserü var ved at blive grebet af læsningens passion, denne ejendommelige besættelse, som i den grad havde været be­stemmende for hans liv.

"Et nyt mesterværk (-) Likvidation er et enestående litterært, menneskelig og historisk dokument, som er klarsynet nok til at handle om sin egen udslettelse. Med denne bog lakker en epoke mod enden."  Die Zeit

"Fuldt vidende om at han hermed gentager sig selv, vil denne anmelder hævde, at Kertész har gjort det igen. Altså begået et mesterværk."  Weekendavisen

"Man hører Becketts latter i baggrunden, en latter man ikke har stødt på hos Kertész tidligere. Også det hæsblæsende tempo er nyt. Under den tynde fernis med et stænk af kynisme, behandler Likvidation - ofte skitseagtig, til tider vanvittig spændende - en overflod af vigtige temaer"  Frankfurter Rundschau

⭐️⭐️⭐️⭐️ Fyens Stiftstidende

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

batzer@batzer.dk

Tirsdag & fredag 12-17

Katalog 2023

0
Kurven er tom