200 kr.

Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen
2009. 8. oplag. Hæftet med flapper. 154 sider
Herta Müller

Mennesket er en stor fasan i verden

Herta Müllers første bøger blev skrevet i Rumænien og handler især om opvækstårene, men i romanen Mennesket er en stor fasan i verden (1986) møder vi for første gang persondyrkelsen af diktatoren, indoktrineringen af børnene og det gennemkorrupte statsapparat. Romanen kredser om det at opnå udrejsepas og skildrer en sump af menneskelig afstumpethed og gemenhed. De hjemvendte – mændene fra Hitlers krig, kvinderne fra Stalins arbejdslejre – sviner hinanden til med beskyldninger om hor begået for brød og overlevelse og drysser, med menneskets udsøgte sans for at pine og nedgøre andre, salt i blødende sår. Det er nærmest reglen at myndighedspersoner afpresser dem der ønsker udrejse og derved viser utaknemmelighed mod landsfaderen. Magteliten tager sig langvarigt betalt i fødevarer, i mel og kød, men den endelige pris for at få et pas er uslagtet kød. Familiernes unge kvinder må lægge sig på offerbænken. Disse voldtægter kaldtes “audiens”. Herta Müller stillede sig ikke til rådighed som ungt kød eller villig spion, men slap dog ud. Regimet turde nok true og chikanere, men veg på grund af den gryende internationale berømmelse tilbage for at arrangere et bekvemt “selvmord”. I 1987 forlod hun Rumænien og bor nu i Berlin. Egentlig var det slet ikke hendes hensigt at blive forfatter, og hun nærer foragt for enhver mytologisering af forfatteren, “for mig har det altid været et arbejde jeg snublede over”, som hun selv siger.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Berlingske

NOBELPRISEN 2009

Nu 8. oplag. Trykt i 5.000 eksemplarer

Tekstuddrag

HØJMESSE
Windischs kone står i gården bag de sorte druer. “Går du ikke til højmesse,” spørger hun. Druerne vokser ud af hendes øjne. De grønne blade vokser ud af hendes hage. “Jeg går ikke uden for en dør,” siger Windisch, “så folk ikke kan sige: nu må din datter holde for.” Windisch stiller albuerne på bordet. Hans hænder er tunge. Windisch lægger sit ansigt i de tunge hænder. Verandaen vokser ikke. Det er højlys dag. Verandaen falder et øjeblik hen på det sted hvor den aldrig har været. Windisch mærker stødet. I hans ribben hænger der en sten. Windisch lukker øjnene. Han mærker sine øjeæbler i hænderne. Sine øjne uden ansigt. Med nøgne øjne og stenen i ribbenene siger Windisch højt: “Mennesket er en stor fasan i verden.” Hvad Windisch hører, er ikke sin stemme. Han mærker en nøgen mund. Og det var væggene der talte.

"Vidunderlig bog: Lille, gnistrende og hård som diamant." Femina ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

"Et mesterværk."  Litteratursiden.dk

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Nordjyske 

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

Tirsdag & fredag 12-17

Katalog 2023

0
Kurven er tom