At smyge forbi en økse er historien om Lydia som vokser op i en familie med syv børn i et blåt hus på en bakke i en lille norsk by i 70erne. Romanen består af 58 erindringsbilleder der blander drøm og virkelighed, og på en humoristisk men også gruopvækkende måde afslører det en kritiker har kaldt “en families idylliske helvede”. At smyge forbi en økse er nærmest filmisk i sin fortælleform, små impressionistiske snapshots af en families kaotiske hverdag som formår at trænge ned under overfladen, til sjælens dybeste lag. Man møder en far som ikke formår at holde på et arbejde og som i sin fraværende tilstedeværelse kommer hjem med det forkerte barn fra børnehaven. Og en mor som prøver at holde på facaden og samle stumperne. Mor står for orden og retfærdighed, mens far repræsenterer legen og friheden. Men ingen af forældrene magter i virkeligheden at tage ansvaret for børnene. Bogens omdrejningpunkt er Lydia, en selvstændig og sårbar pige som har talent for fodbold og atletik. Romanen beskriver hendes opvækst fra hun er helt lille til hun kommer i puberteten og hendes oplevelse af omverden, hendes fortvivlelse og håb, hendes ensomhed og stærke følelsesliv. Den kryptiske titel hentyder måske til livets øksehug, om det er muligt at slippe levende – ikke fra døden – men fra den daglige død, fra de daglige øksehug som falder som dug. I den sammenhæng kan selv et middagsmåltid blive skæbnesvangert, og her er vi ved bogens styrke: at de små hændelser får karakter af noget eksistentielt. At smyge forbi en økse er skrevet af en forfatter med et originalt talent. I en impressionistisk stil der er blevet sammenlignet med Hamsuns Sult fortæller Beate Grimsrud en historie som ikke kan undgå at berøre en dybt. Ved en afstemning i Sveriges radio blev At smyge forbi en økse kåret som årets roman. At smyge forbi en økse blev også indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og i den anledning skrev May Schack i Politiken: “Det, der virkelig gør denne roman til noget særligt, er at den er skrevet så rystende konkret. Hele familien aflæses med en barnlig konkret logik, hver scene bliver et tableau for sig, fastholdt med en usædvanlig tydelighed. Man ser alt. Grimsrud var et nyt bekendtskab for mig, overraskende godt.”