En Årstid i Helvede er sammen med Illuminationer, de to hovedværker i Rimbauds produktion. Længe opfattede man En Årstid i Helvede som Rimbauds sidste værk, som hans "afsked med poesien", hans nekrolog, skrevet i en nærmest epileptisk eksplosiv stil, hvor han lever op til ordene i hans berømte seer-brev: "Digteren bliver seer ved en umådelig langstrakt og bevidst forvirring af alle sanser." Digteren er et medium, han må eksperimentere med alle former for kærlighed og galskab, han må i sidste ende være villig til at ofre sig selv, for at nå frem til det ukendte, "at se det usynlige og høre det uhørte". Han må om nødvendig være villig til at stige ned i Helvede for at blive "en skygge af den evige bevidsthed".