En Årstid i Helvede er Rimbauds sidste fortvivlede forsøg på at give et samlet syn på menneskelivet. (-) Ligesom han selv er engel og djævel på én gang, har han opdaget at livet rummer både de højeste tinder af renhed og ro og de dybeste afgrunde af last og smerte, og at det mellem disse modsætninger er umuligt at bygge bro. Alt må accepteres, alt er lige uundværligt. Med ubønhørlig konsekvens forkaster han derfor den trøst som religionen i enkelte øjeblikke har kunnet byde ham. Han forbliver trofast mod sin amoral, sin stejlhed og sin trods. Og ligevel er det som om der skinner et slags håb gennem de sidste linier: "Og ved daggry skal vi, væbnede med brændende tålmodighed, træde ind i de prægtige byer … og det vil stå mig frit at besidde sandheden i en sjæl og en krop.”