Spadsereturen (1917) er en historie hvor man betages af det forførende sprog, den sprudlende glæde og de umiddelbare sansninger der dvæler forelsket ved små detaljer som normalt bliver overset. Henrykkelsen over en udstilling i et butiksvindue, glæden ved to børn der leger stille, fornøjelsen ved en samtale med en høflig bankmand, eller betagelsen af sollyset, der stråler ned gennem trætoppene i en fredfyldt skov. Det er på mange måder en simpel fortælling. Der er ingen egentlig historie eller plot, og der er ingen karakterudvikling. Vi følger fortælleren og lader os føre gennem hans møder med andre mennesker og verden omkring ham. Men Walsers ord og beskrivelser er langt fra simple, og de åbner en helt anden verden for os. En charmerende, vidunderlig verden fremkaldt af hans fortryllende sproglige sans. Robert Walser vandrede fra den ene by til den anden og fra den ene bank til den anden, altid på vej videre, mens han i sin fritid skrev sine fortællinger og romaner. Det blev til fire romaner, ni novellesamlinger og 1500 små tekststykker eller fortællinger fra debuten i 1912 til 1933, hvor Robert Walser blev indlagt på en nerveklinik i Appenzell. Her forblev han de sidste 23 år af sit liv uden at skrive et ord mere.