Manden de kaldte Præst. William S. Burroughs – hans liv og værk
illustreret i farver
William S. Burroughs (1914-1997) er blevet kaldt beatgenerationens fader og punkens gudfader. Han er kendt som manden der skød sin hustru, junkien som rapporterede fra stoffernes verden, men også som den synske opdagelsesrejsende og undergrundens ukronede konge. Det enestående ved Graham Caveneys bog, Manden de kaldte “Præst”. William S. Burroughs – hans liv og værk, er at han formår at forklare myten eller gåden Burroughs: En gentleman, iført et ulasteligt jakkesæt, som kunne føre en samtale på et højt niveau og flittigt citerede sine litterære forbilleder, Buddha og Rimbaud, og samtidig var junkie med en livslang fascination af stoffer, våben, pornografi, kriminelle og al slags “low-life”. William Burroughs debuterede i 1953 under pseudonymet William Lee med romanen Junkie, der skildrer narkomaniens helvede. Collagestilen og bogens hallucinatoriske univers videreudviklede Burroughs senere i romanen Nøgen Frokost, hvor narkotikamareridtet bliver til en vision af en surrealistisk verden. Nedenunder ligger dog en dyb moralsk undertone: Det er digteren, den udstødte, som i sine rusfantasier kan se den moderne civilisations sygdom og undergang. Mens Ginsbergs digte rummer ekkoer af Walt Whitman, og Kerouacs road-bøger genoplivede ånden fra Huckleberry Finn, står Burroughs i sine eksperimenterende romaner i gæld til en Joseph Conrad, en Jean Genet eller en de Sade. Her er spor af Dostojevskijs eksistentielle angst, George Batailles maniske erotisme og den satiriske tradition som går tilbage til Jonathan Swift. Graham Caveney fortæller levende og indsigtsfuldt om Burroughs liv og bøger. Men det som også gør bogen til noget helt enestående er Simon Jennings’ grafiske udformning, hvor hver eneste af de 224 sider er en håndmalet firefarvet collage, som afspejler Burroughs’ cut-up teknik.
