4. november (starten)
Det er fantastisk. Marokko, oh! Jeg sidder på et hustag, højt over Rabat og kan se til alle sider. Mod vest, havet, blåt, klart, mod syd, kongens slot, mod nord byen Salé, adskilt fra Rabat af en flod … ellers bare himmel, - himmel, sikke en himmel. Heldet smilede endelig til os. Normal couchette fra Paris til Madrid, hvor vi spildte en dag fordi vi hverken kunne finde bokse til vores bagage eller få fat i Maria, selvom jeg syntes, at jeg så hende alle vegne. Der var mildt, med dybblå himmel og den velsignede sol … om aftenen tog vi toget videre mod Algeciras og fik det første fremmedchok. En glad, men meget pågående fyr gik lige i flæsket på pigen, inden vi overhovedet havde sat os. Og mænd overalt, uendelige mængder arabiske mænd, lastet med vestlige goder, deriblandt et utal larmende kassettebåndoptagere; melankolsk arabisk pop alle vegne fra. Iklædt kaftaner, som de bærer over det traditionelle jakkesæt. De sorte øjne, overskæggene, Marlboro-cigaretterne, som de ustandseligt byder hinanden, det drivende syngende sprog, der så let åbner samtalen mand og mand imellem. Vi er vantro, vi er fremmede. Fyren hed Joel, og grunden til hans frembrusende adfærd var, at hun mindede ham om hans søster. Endnu en gentleman i kupéen, Mohammed, ellers var det vores, selvom folket kom og gik. Besøgte hinanden, snakkede, udvekslede historier og erfaringer deroppe fra. Nat ned gennem det sydlige Spanien, isnende kulde. Joel sov på det ene sæde, Mohammed på gulvet, veninden og jeg delte det andet sæde. Sov med min jakke over hovedet, så frøs jeg ikke så meget; forstod pludselig fidusen med de der kaftaner. Ankom udmattede til Algeciras, sultne, beskidte og mødte den arabiske køkultur, naivt uforberedte. Da bussen til havnen kørte op foran stationen, prøvede samtlige tilstedeværende at komme ind i den. På én gang. Færgen var vel ikke meget mere end en time forsinket og himlen et studie i blåt. En blå, man hverken husker eller glemmer, og vi kiggede undrende, da dækket oversvømmedes af mænd som med ansigtet mod øst gik i knæ for deres Gud. Et sært syn efter besøget i den toldfrie kiosk. Efter opgøret i Paris tager vi begge to, vel, mere hensyn. Ikke at det gør nogen forskel. I pludselige blikke, illuminationer, noget, der kunne ligne det tabte. Men det går over. Det hele er lige præcist så uvirkeligt som kun den såkaldte virkelighed kan være. Tanger var et mareridt, trods stive litterære flash: Old Bull Lee, Kerouac, all that jazz. Vel gennem tolden blev vi ramt af hedens hammer, samt angrebet af 10-15 drenge, der hev og sled i os, ville have os med, både her og der. Ville overhovedet ikke med. Nogen steder. Så påstanden - “racist”. Det kan du fanme selv være, din lille neger. Kæmpede os hen mod ekspressen, der betænksomt nok var parkeret på kajen, ombølget af påtrængende, upålidelige drenge. Pandede ind i officiel, uimødekommende arrogance, blev verfet tilbage til tolden for at købe Air Condition Supplement. Og den første snigende fornemmelse af bøf. Fik vi de penge, vi vekslede, pesetas, dirham? Kostede de tillæg virkelig så meget. Åh varme, støv og fluer. De samme drenge igen, den samme bredmavede betjent, der skræmmer dem et par meter, den samme overvindelse, slag i intet. Indtil vores ven Joel pludselig kommer til syne i en togdør, stikker en hjælpende hånd frem og på bredt marokkansk overbeviser drengene om at vi er venner, meget gode venner. Trods det følger drengene os, helt ind i toget. Fortsat ubehagelige - ubemærket giver én af dem mig et kraftigt skub i ryggen, little bastard. I Joels kupé genser vi Mohammed, to forretningsmænd og en ung kvinde ved navn Melikka - humøret er højt blandt vores 5 medrejsende. De er alle hjemme efter deres udenlandsfærd, af hvilken karakter den så end har været. Udenfor er landskabet forandret, noget andet, som er/ikke er; solen ligger dybt over den brunrøde jord, der bakker sig i uendeligheder, med fårehyrder og maleriske landsbyer, der har losseplads i hovedgaden. Sidde og drage dybt af en Lucky Strike, lytte til den glade uforståelighed, deres sprog. Kun Joel taler engelsk - vi har fortalt at vi er gift, spøgefuldhederne vil ingen ende tage. “Hvor mange gange kan han?” spørger de pigen. Hun kan pludselig ikke tale engelsk. Og Joel forklarer mig at Marokkos kvinder er “the honey of the world”. Jeg må prøve én, mener han og har jeg lyst, kan vi bytte koner. Det er ikke noget problem, for han har tre. Så kan jeg selv vælge. Senere bytter vi sange. De synger én og vi synger én. Spontant snupper jeg “Johnny B. Goode”, de er helt vilde med “go, Johnny, go, go, go”. Så tager de fat på de sjofle vittigheder, hvorefter den engelske oversættelse hurtigt udebliver - vi henfalder til at betragte det natsorte landskab, der kun sjældent oplyses elektrisk. Indimellem stopper vi på en uddød station, indimellem på sporene et sted i sort. Joel, der bor i Salé, har forelsket sig lidt i pigen, beder Melikka tage os med til Rabat - hvor vi har besluttet os til at gøre første stop - og finde et billigt hotel. Et sted i medinaen. Smager på ordet; medina. Vi tager afsked, opmuntrede af pludselig godhed.