Original price was: 300 kr..Current price is: 100 kr..

Oversat fra svensk af Karsten Sand Iversen
2004. Hæftet med flapper. 296 sider
Elisabeth Rynell

Hohaj

Elisabeth Rynell prøver i Hohaj at finde en vej langs halvt usynlige og tilgroede stier i såvel sit eget følelsesliv som i sproget, og den vældige natur i det norrlandske land­skab bliver en klang­bund for de uudgrundelige kræfter som styrer men­ne­skers liv. I Hohaj løber to historier parallelt, begge udspiller sig i udkantområdet Hohaj i Norr­­land i Sverige og handler om mennesker der er fanget eller har ladet sig fange i skæbnens net. Den ene historie handler om en navnløs kvinde der har mistet sin mand og forvilder sig til denne udørk på flugt fra en smerte hun ikke kan udholde. Langt ude i den kolde vildmark finder hun liget af en kvinde som er frosset ihjel for mange år siden. Den anden historie handler om Aron som har været på flugt lige siden han begik en forbrydelse i sit hjemland. I Hohaj finder han husrum hos et venligtsindet par der også skaffer ham arbejde som heste­­vog­ter om sommeren. I sit ensomme ar­bejde med hestene får han selskab idet en kvinde kommer smygende ud af skovens dyb. Hun taler ikke med ham, for hun er sky som et dyr, men hendes øjne følger hans bevægelser og han kan mærke hen­des tilstedeværelse på sin krop. Kvinden hedder Inna og bor i et hus i skoven med sin tyranniske fader, Knorten, der efter moderens død opfatter hende som sin ejendom. Langsomt lærer Inna og Aron hinanden at kende – først nølende, siden ømt og lidenskabeligt.

Tekstuddrag

Nu levede Aron sammen med Bjørn og sine heste. Nætterne var hvide som glas. Ude på de sumpede moser bevægede tranerne sig. Han hørte dem undertiden udstøde deres skrig. De levede i det særlige, i det lige oppefra kommende lys. Træernes blade flimrede, det grønne blev sølv. Og myggene var der i tykke sværme. Og knot der fik hestene til at bløde. Aron tændte røgbål med poresvampe fra birken i, og de kunne stå i timevis, med lukkede øjne omsluttet af okkerfarvet røg, hund, menneske, heste. Og rense sig. Spettlidenhestene var også kommet nu, tre styk. Så nu havde han elleve fuldvoksne heste i sin varetægt. Og to ungheste. Det var gået lidt vildt til de første dage, men nu var ordenen mellem dyrene fastlagt. Der var jo også godt med plads, de behøvede ikke at trænges unødigt. Dagene var varme. Langsomt tørrede jorderne efterhånden som sneen smeltede og frosten gik af jorden. Om kort tid ville der komme ligesom en florlet skumring en kort tid om natten. Et mørkevarsel. Aron følte ingen længsel efter mennesker. Der behøvedes ensomhed til hans tanker. Han gik blandt hestene, som en efter en havde fået deres eget tydelige ansigt han kunne forholde sig til, han gik blandt dem og fortalte sit liv for sig selv. Engang for længe siden var han flygtet. Og somme tider følte han det som om hans ulevede liv i en nedre skyggeverden lige så vel udspillede sig på de øer han engang havde forladt. Time for time, dag for dag, år for år af ulevethed. At han havde efterladt sit liv der og forladt det. Nu strejfede han om i verden i en slags skinliv. Virkeligheden var der, hvor han havde forladt den. Han, Aron, var der, hvor han forlod ham. Aron var jo heller ikke hans rigtige navn. Det var det skinnavn han havde påtaget sig, en maske, et teaterkostu­me. Nu gik han og mindedes de første år efter flugten. Det var på Island, hvor han nøjagtig ligesom her havde passet heste. Den tid rykkede nær nu, skønt han kun var en stor dreng dengang og fortiden ikke fuldt og helt havde indhentet ham. Det var da han stadig væk troede at det kunne lade sig gøre at leve et nyt liv, at det var muligt at begynde forfra. Men det ulevede, det forladte slog stadig stærkere ind i ham. Han blev nødt til at flygte igen for at værge sig, nødt til at holde sig på flugt. Hvor han end kom hen, var han en gæst, en fremmed, måske ikke i andres øjne, men over for sig selv. Han blev sømand. Det var en måde at overleve på for en hjemløs, en navnløs. I ti år levede han på søen. Da han til sidst mønstrede af i Simrishamn, havde han ingen tanker og ingen planer. I grunden var det krigen der havde skyllet ham i land. Han måtte holde sig borte fra krigen.Vel havde han haft tid til at tænke i årene til søs. Han havde tænkt at han var dømt til at strejfe om som til en livstidsstraf. Han havde besluttet at tage denne straf på sig og bære den med værdighed. At det eneste svar på livet, som det havde formet sig for ham, var ydmyghed. For mørke kan ikke besvares med mørke. Det skal besvares med lys. Men nu, efter at han var kommet til Hohaj, til Krok­myr, var der noget i ham der føltes anderledes. Det var som om kraften sparkede og dunkede i ham og ville ud i lyset. Alt det der havde ligget i hi og bare overvintret i alle årene. Det forår han lige havde oplevet, havde mindet ham om noget, det havde lignet noget og rørt ved ham hårdt og stærkt med alt sit løsslupne, med alt sit lys. Det lignede sult, det der nu havde grebet ham, sult der voksede ud af ham som et væsen og greb om sig. Hele hans underernærede liv syntes som vakt af dvale, nu ville det have mad, det ville have virkelighed. Det hændte at han sang for sig selv i ensomheden. Somme tider fik lyden af hans egen stemme ham til at græde. Om natten bad han sin Gud om at berolige ham. Herre bevar mig, bad han. Der er intet der er mig nok mere. Jeg kan ikke være i mit eget liv. Ensomheden gav ham plads. Han røgede fisk han end ikke kendte navnet på. Han fyrede med elletræ. Han prøvede at røge langsomt og at røge hurtigt. Der var en tyngde i alt hvad han foretog sig. En enkel, holdbar tyng­de. Hestene, som ikke først og fremmest bare var heste, men mere og mere var begyndt at ligne sig selv, de så på ham med deres øjne som om de sagde: Vi ser dig, du er dig. Og Salomons og Helgas ansigter, de sagde: Du er Aron, vi ser ikke hvordan du løber bort fra dig selv. Han skar dagene i en brandstub der hvor han havde slået lejr. Hver fjortende dag ville de komme ud med proviant til ham. Bjørn kunne han fodre med fisk. Og markmus og andet som hunden selv sørgede for. Tudser, harekillinger. Somme tider var det en ynk at se. En aften dukkede Salomon op på lejrpladsen. Det var hans tur til at komme med maden. De lavede bål og ­varmede blodboller med tjurkød i som Helga havde lavet. Salomon havde brændevin med og ville blive natten over. Men Aron ville ikke drikke brændevin. - Jeg plejer ikke at drikke den slags, sagde han afværgende da Salomon forsøgte at hælde en sjat i hans kaf­­fe. - Nej, men netop derfor, Aron! Netop derfor skal du drikke lidt i aften. Vi plejer jo heller ikke at sidde ved et bål midt ude i skoven om natten. Og alligevel gør vi det nu! Hold nu koppen frem. Aron smilede og rakte modvilligt koppen frem. - Du er utrolig, Salomon. De spiste og drak og lagde nye pinde på ilden. Og Aron der ikke var vant til at drikke, blev hurtigt beruset. - Nu skal jeg synge en sang for dig, sagde han pludselig, og så rejste han sig op. - Jeg har forsøgt at komme på alle versene igen her i sommer mens jeg har gået herude. Der mangler sikkert en del, men det kan være lige meget. Han begyndte at synge med lys og stærk stemme. Det var en lang, bugtet sang, og han sang den med armene strakt ud. Efter et par vers begyndte benene at bevæge sig under ham, ét skridt hid, to skridt did, og skønt han ikke var ædru, holdt han takten uden at træde forkert. Øjnene lyste i hans ansigt, der var pludselig kommet noget stolt og selvsikkert over hans skikkelse. Salomon, som også var temmelig fuld, så forbavset på sin ven. Nu fik han en Aron at se han ikke havde set før, men som han måske havde anet og længtes efter at kom­me til at møde. Nu dansede han dér foran ham, næsten som fanget i trance af ordene, skridtene, af sin egen stem­me. Da versene slap op, sank Aron ned på jorden. Ilden var brændt ud, og nu var det solen der glødede på nordhimlen. - Undskyld mig, sagde han. - Jeg er ikke vant til at drikke. - Undskyld? Hvad siger du undskyld for? Du kan jo virkelig synge. Og danse! Og det var da vist dit eget sprog du sang på dér? Aron nikkede lidt opgivende. - Ja, jeg forstod i hvert fald ikke et ord. Men sådan er det nok, at når man er fuld, så synger man på sit eget sprog, så er det kun det der dur. Eller hvad siger du, Aron!? Og se nu ikke så modfalden ud! Han kneb Aron om nakken med fingrene og ruskede ham let. - Hører du hvad jeg siger? Jeg er glad for at du sang for mig. - Det er godt. Det er godt. Jeg blev vel bare forbavset, over mig selv. Jeg plejer ikke at gøre sådan. - Og hvem har sagt at et menneske altid skal gøre som det plejer at gøre? Hva? Er det måske en lov?Aron sendte ham et blik. Han forsøgte at tænke noget, men tankerne var så udviskede. - Nu er vi der igen, sagde han i stedet. - Skal vi ikke sove lidt? Det var et stykke ind i juli, ved multebærtiden, at Aron kom til at gå i nærheden af den enlige gård han havde set på kortet. Han havde indrettet sig en ny lejrplads, og derfra kunne han se røgen sno sig op af skorstenene i Nattmyrberg. Somme tider hørte han også bjælderne på de kreaturer de holdt. Han legede somme tider med tanken om at begive sig derop og sige goddag og give sig til kende. Men hvorfor skulle han egentlig det? De boede måske så enligt netop fordi de ville være i fred. Og han havde forstået på Helga og Salomon at der ikke var grund til at have med folkene dér at gøre. Det var vist bare en pukkelrygget mand og hans datter. Og de holdt sig for sig selv og var på alle måder egne. Men så en tidlig formiddag da Aron var på vej ud til hestene, fik han øje på en kvinde der sad i pilekrattet i overgangen mellem skov og mose og plukkede multebær. Han standsede op lige så såre han fik øje på hende og blev stående sådan. Hun havde ikke lagt mærke til ham, og Bjørn var heldigvis rendt i forvejen ud til hestene. Det var kun ryggen af hende han så, hun sad på hug og flyttede sig en fodsbredde hid eller did uden at rejse sig. Multebærrene kaldte guldgule overalt, og myggene dansede og sved. Men hun mærkede vist ikke noget blik på sig. Hun hørte kun bærrene. Det var en ung kvinde, det kunne Aron se skønt hun viste sig bagfra. Hænderne var unge, skuldrene og skulderbladene var unge. Men håret der stak ud under tørklædet, var sølvgråt. Han bevægede hovedet forsigtigt for at se om det var lyset, men håret lyste som sølv lige meget hvordan han kiggede. Det var underligt, han sitrede let indvendigt af en ophidselse han ikke forstod årsagen til. Han spekulerede alarmeret over hvem hun var, datteren på Nattmyrberg havde han jo forestillet sig som et barn, han havde aldrig tænkt på at datteren kunne være kvinde. Men hvem ville ellers begive sig helt herud for at plukke bær? Hun måtte jo komme derfra. Nu burde han gå hen og sige goddag, men det gjorde han ikke. Han stod og hørte hjertet banke i brystkassen. Pludselig rejste hun sig op og rettede ryggen. Så gik hun et par meter længere bort, stadig væk uden at vende hovedet, og satte sig igen. Aron stod naglet til jorden. Nu måtte han bryde ud, nu måtte han gå hen til hende og sige goddag og måske fortælle at han vogtede krok­myrhestene heromkring. Han tog et par skridt fremad, hen mod hende. I det samme rejste hun sig og vendte ansigtet i hans retning. Hun havde naturligvis hørt ham. Aron stod målløs og så hvordan et stød af overraskelse, eller var det mon skræk, jog gennem hende. I et par sekunder stod de begge stokstille og så på hinanden. - Goddag, sagde Aron med grov stemme. - Jeg vog­­ter krokmyrhestene … Da udstødte hun et skrig, kort, hårdt. Og så løb hun med bærkurven dinglende i hånden. - Nej! råbte han efter hende. - Bliv ikke bange! Bliv ikke bange for mig! Men hun var borte. Han havde skræmt hende. Han havde gjort hende bange. Hun var løbet for ham som for en bjørn, en ulv, et uhyre.

"Elisabeth Rynells meget smukke sprog lyser op."  Weekendavisen

"Et festfyrværkeri over den høje, skandinaviske nattehimmel."  Politiken

"... en bemærkelsesværdig bog, der på samme tid er opsigtsvækkende rå og dybt poetisk."  Information

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

Tirsdag & fredag 12-17

Katalog 2023

0
Kurven er tom