Fem tekster eller bønner Velsignet er du som har givet hver mand et skjold af ensomhed, så han ikke kan glemme dig. Du er ensomhedens sandhed, og kun dit navn anråber den. Styrk min ensomhed, så jeg kan læges i dit navn, som er hinsides alle trøstende ord, der ytres på denne jord. Kun i dit navn kan jeg stå oprejst i tidens rasen, kun når denne ensomhed er din, kan jeg bære mine synder frem til din barmhjertighed. Jeg trækker forhænget til side. Du spotter os med din verden af skønhed. Mit hjerte hader træerne, vinden som får grenene til at bevæge sig, himlens døde diamantmaskineri. Jeg går op og ned ad korridoren mellem mine tænder og min blære, vred, i morderisk lune, trøstet af min sveds lugt. Jeg gjorde mig svagere i dit navn. Jeg blev en skændsel for mig selv ved at stole på dig, trods alle vidnesbyrd, trods rædslens herskende vinde, pøbelens latter, bødlens loyalitet, den snediges søde spørgsmål. Find mig hér, du som David fandt i helvede. Skeletterne venter på din berømte mekaniske frelse. Svøm gennem blodet, al barmhjertigheds far. Transmittér dit lys gennem smertens æble, du strålende, du kildeløse, lysets kilde. Jeg venter på dig, kongen over de døde, her i haven hvor du har anbragt mig, ved det giftige græs, de forpestede småbrug, det sorte hebræiske nonsens om beskårne vinstokke. Jeg venter på dig i et forår af mishandling og grov unødvendig død. Vis mig vejen ud af dette, o magnet for kirsebærtræets faldende blade. Erklær våbenhvile mellem min afsky og det ulastelige landskab af marker og mælkehvide byer. Knus min svulne lidenhed, infiltrer min skam. Nedbrudt i min sjæls uvirksomhed har jeg drevet en kile ind i din verden, og er faldet på begge sider af den. Tæl mig hjem til din barmhjertighed med takterne af en bitter sang, og adskil mig ikke fra mine tårer. Kom vi da forgæves? Vi troede at vi blev hidkaldt, vi aldrende overtjenere, vi ubetydelige sangere, vi andenrangspræster. Men vi kunne ikke flygte ind i disse beskrivelser af os selv eller fortabe os i atlasset over ankomst og afrejse. Vor bøn er som sladder, vort arbejde som brændende græs. Læreren bliver væltet, fugle-kiggeren laver en lyd, og den gale tillader sig selv at blive født i spørgsmålet om hvem han er. Lad lyset fange tråden som manden hænger fra. Helbred ham inde i vinden, svøb vinden om hans brækkede ribben, du som ved hvor Ægypten var og for hvem han øver sig på disse sorger, Vor Frue af Tora’en, som ikke skriver historien, men hvis venlige læber er loven for al virksomhed. Så sært du forbereder hans sjæl. Kætteren lægger sig ved æstetens side, begærets skabning sidder på en sølvring, falskmøntneren beder den bedre falskmøntner om tilgivelse, Mørkets Engel forklarer forskellen på et palads og en grotte – O bro af silke, O enkelte tråd af glinsende spyt, hårfine mulighed, og intet hjælper, intet hjælper undtagen Dig. Du lod mig synge, du løftede mig op, du gav min sjæl en stråle at rejse på. Du foldede din afstand tilbage i mit hjerte. Du trak tårerne tilbage til mine øjne. Du skjulte mig i dit ords bjerg. Du gav såret en stemme at læge sig med. Du dækkede mit hoved med min lærers omsorg, du gav min arm min bedstefars styrke. O elskede tale, o trøst som hvisker gennem rædslen, unævnelige forklaring på røgen og grusomhederne, tilintetgør sammensværgelsen mod mig selv, lad mig vove glædens satsning. Jeg fór vild på min vej, jeg glemte at kalde på dit navn. Det nøgne rå hjerte slog imod verden, og tårerne faldt for min tabte sejr. Men du er her. Du har altid været her. Verden er kun glemsel, og hjertet er en rasen af retninger, men dit navn forener hjertet, og verden løftes på plads. Velsignet er han som venter i hjertet, når den rejsende vender om.