Et rejsemøde
Efterord ved Klaus Schulte
I Et rejsemøde, befinder vi os hinsides hvad der kan betegnes som en realistisk skildring af en håndgribelig virkelighed. Det er en paradoksalt ’realitetstro’ beskrivelse af et møde på et værtshus i 1920’ernes Prag mellem tre forfattere: den tyske spøgelsesromantiker E.T.A. Hoffmann, den russiske realist Nikolaj Gogol og den jødisk-tysk-tjekkiske modernist Franz Kafka. De havde aldrig kunnet træffe hinanden i levende live, men her sidder de takket være Anna Seghers ved samme bord som de store kunstnere de hver for sig er: De læser op af egne tekster og roser og kritiserer hinanden. De drager paralleller til og påpeger inspirationer fra alskens værker i verdenslitteraturens univers, inklusiv Grimms eventyr og chassidiske legender. I deres diskussion hen over adskillige kopper kaffe og litteraturhistoriens skel og på tværs af litteraturkritikernes skuffedarier, søger de i fællesskab at finde frem til litteraturens muligheder for at gribe essensen i menneskenes tilværelse og for derigennem at røre ved deres inderste og gribe ind i deres ’virkelige’ liv. Denne i enhver forstand fantastiske fortælling indeholder en hel del af Anna Seghers personlige æstetik.
"Det er prisværdigt at forlaget Batzer & Co. uden smålig skelen til profit, for det kan ikke være tilfældet, med mellemrum dykker ned i litteraturens skatkiste for at fremdrage mere eller mindre ukendte perler til udgivelse i sit Klassikerbibliotek. Senest drejer det sig om tre noveller af DDR's store litterære dame, Anna Seghers (1900-83) , som er samlet under titlen Et rejsemøde og andre fortællinger. Anna Seghers er virkelig en klassiker, en af Tysklands helt store forfattere fra det 20. århundrede." – Dagbladet Arbejderen
"I Et rejsemøde og andre fortællinger mærker man sammenfaldet mellem Tysklands skæbne og Seghers livshistorie. Samlingens bedste novelle "De døde pigers udflugt" har en undseelig barndomserindring som sin ramme ... Her flyder fortid og fremtid sammen, ligesom den personlige historie umærkeligt flyder over i den tragiske politiske historie, som snart skal brede sig fra Tyskland til Europa og resten af verden. Alligevel er det dog først og fremmest Tysklands historie, og kun fra Tyskland kan denne historie fortælles med den stilfærdige, kølige afmålthed, der er Seghers. I al sin nøgenhed er "De døde pigers udflugt" et smukt og stemningsmættet Tysklandsbillede." – Kristeligt Dagblad