François de Voltaire (1694-1778) er en af Frankrigs og oplysningstidens store forfattere. Han gik i skole hos jesuitterne og blev som ganske ung fortrolig med den moderne livsstil, lærte sig at bære maske og sørge for at hans hus havde mange udgange. Han havde let ved at skrive vers og politiske satirer, hvad der kostede ham et år i det parisiske fængsel Bastillen. Voltaire havde en stærk tro på fremskridtet, på retfærdighed og menneskelig tolerance. Han var optimistisk rationalist, nærede mistro til religion og fanatisme og til ”det gamle styre”.

Flere gange måtte han gå i eksil på grund af sine systemkritiske skrifter og udtalelser, men han blev taget til nåde og vendte tilbage til Paris i triumf, hyldet af folket som sin tids åndelige fyrtårn, før han døde 84 år gammel. Blandt hans skrifter kan nævnes nationaleposet Henriaden (1728), som skildrer religionskrigens rædsler, tragedien Zaïre (1732), som foregår på korstogenes tid, og romanen Candide (1759), en satire hvor han polemiserer mod Leibniz’ teori om at vores verden er den bedste af alle verdener.