Johanna Thielst: Dunhammere spidder himlen

2012. 132 sider. 200 kr.

“Forlaget Batzer lever primært af at udgive oversatte forfatterskaber. Med 'Dunhammere' viser forlaget, at det også formår at finde og udgive dansk kvalitetslitteratur, når den er bedst.” Fyens Stiftstidende

“Teksterne er poetiske, til tider uendeligt smukke, og det er netop sproget, der er denne bogs absolutte force. Johanna Thielst kan sætte farver på papiret, så man ser billeder og stilleben, og enkelte passager er så blændende, at det er en fryd.” Berlingske.

“Fortællingen er gribende, både smuk og barsk, og ordene er som malerier.” Læser, bog.nu

DKK200.00

Beskrivelse

Dunhammere spidder himlen er en række erindringsfragmenter fra barndom og ungdom til voksenlivets forskellige stadier. Mens historien går sin gang i den store verden omkring hende, kaster forfatteren sig ud i livet, som hun ubesværet og legende gengiver i et sprog der er sansemættet og musikalsk. Tonen er på en gang munter og melankolsk når hun beretter om det at være datter, elskerinde, mor, kvinde og menneske – fra et sted mellem hverdagen og eventyret, kunsten og naturen.

Hele tiden skinner en rodløshed og en vildskab igennem, en oprørstrang der aflejrer sig i sproget som et blik for originale og overraskende billeder. Naturen spiller en vigtig rolle i bogen, det samme gør den usentimentale humor og de mange skæbner der med al tydelighed viser hvor grum tilværelsen kan være.


Bøger af Johanna Thielst

Anmeldelser

STOR, LILLE BOG ★★★★★
Kerteminderen Johanna Thielst (født 1945) debuterer med denne lille og ganske fremragende bog på kvalitetsforlaget Batzer & Co.
Bogen består af erindringsfragmenter fra barndommen og fremefter, fra livgivende forelskelser over sex med kløerne fremme til ordløs død.
Det seneste erindringsglimt er fra 2011, så det er tilsyneladende en bog, der er blevet til over tid. Alligevel er sproget besjælet af en sjælden og uniform styrke, behersket af en evne til at beskrive og indramme, men også til at tie, at lade pauserne og mellemrummene mellem sætningerne tale. Det er til tider smertelig læsning, til tider jublende, men det er næsten hele tiden kunstnerisk på den fede måde.
Forlaget Batzer lever primært af at udgive oversatte, nordiske forfatterskaber. Med ‘Dunhammere’ viser forlaget, at det også formår at finde og udgive dansk kvalitetslitteratur, når den er bedst. Og så endda groet i den fynske have.
Velkommen til parnasset, Johanna Thielst. Jeg håber, du har mere i skrivebordsskuffen.
Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende

EN HELSTØBT LILLE BOG
En lille samling erindringsglimt, som henvender sig til de læsere som sætter pris på et godt sprog, gode iagttagelser, smukke naturbeskrivelser, og som kan nyde en tekst som er uden den ydre dramatik. Også meget velegnet til læsere som selv kan huske tiden. (-) Fragmenterne er indimellem fortalt med humor, somme tider med smerte eller indignation. En helstøbt lille bog.
Anne Grete Jacobsen, DBC lektørudtalelse

EN FIN LILLE SAG
Det er faktisk en fin lille sag, som Johanna Thielst endelig debuterer med. I begyndelsen af de små erindringsfragmenter var jeg ærligt talt skeptisk indstillet. Men så bliver det langsomt, som årene og fragmenterne bevæger sig fremad, vildere og langt mere kradsende og dobbeltforet – sprogligt kommer der også langt mere intensitet i udtrykket, formen retter sig ud og bliver flere steder ganske forførende. Til slut i Dunhammere spidder himlen var jeg ikke i tvivl om, at denne modne debutant kan noget fint og skumringsmættet. Derfor håber jeg også, at man får mere at læse fra Johanna Thielsts hånd.
Nanna Goul, Weekendavisen

EN PRAGTFULD BOG OM AT VÆRE KVINDE OG MOR OG OM AT ELSKE
Jeg hørte forfatteren fortælle om bogen i Skuespilhuset for et par uger siden. Fortællingen er gribende, både smuk og barsk, og ordene er som malerier. Tænk at en debutant kan skrive sådan. Jeg anbefaler den til alle voksne med mod på livet, og til deres børn der ofte tror at kun de selv har stærke følelser.
læser, bog.nu

KVINDELIV I GLIMT
DEN kvindelige fortæller fødes samme år, som Anden Verdenskrig slutter, og Emil Nolde lægger sidste hånd på sine »Ungemalte Bilder«. I fragmenter skitserer hun sit liv fra 1945 og frem til i dag. Små begivenheder og store, hverdagsliv og verdens tilstand stilles op mod hinanden, så kontrasterne flyder ud, og de små detaljer vokser og bliver vigtige og meget nærværende. Hun får foretaget en illegal abort, samme år som Che Guevara myrdes, bliver sygeplejerske, da Beckett får Nobels litteraturpris, og mister sin far, da George W. Bush bliver præsident. Teksterne er poetiske, til tider uendeligt smukke, og det er netop sproget, der er denne bogs absolutte force. Johanna Thielst kan sætte farver på papiret, så man ser billeder og stilleben, og enkelte passager er så blændende, at det er en fryd.
Merete Reinholdt, Berlingske

Om forfatteren

Johanna ThielstJohanna Thielst, f. 1945, er uddannet sygeplejerske og kunstterapeut. Hun har boet i udlandet i en del år, bl.a. i kibbutz i Israel og været ulandsfrivillig i Kenya. Har tegnet og malet og skrevet i mange år. Dunhammere spidder himlen med undertitlen Fragmenter 1945-2011 er hendes debut.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

TO TEKSTER
1945

2. verdenskrig slutter
Atombomber over Hiroshima og Nagasaki
Emil Nolde afslutter Ungemalte Bilder

Juni

Mælkebøtterne står og byder sig til i den viltre morgen. Med gulgrønne judasansigter og bitter mælk i stænglerne. Om lidt vil alle småfugle på en og samme tid vide at det er nu, og rådyrene vil indstille græsningen et øjeblik, stå bomstille med løftede hoveder og virrende ører til de indser at det er det samme store kor som brød løs i går og i forgårs. Nogle nervøse harer tager benene på nakken og forsvinder ned ad kirkestien.
Inde i stuehuset er der allerede ild i komfuret, og luften i køkkenet er tæt af damp fra gryder, tyk af blikke der driver mellem forsovede karle og piger som ikke fik nok af hinanden fordi natten sluttede alt for tidligt. Karlekammersengene står for det meste tomme om natten, mens der er fuldt hus oppe på loftet hos pigerne. Men her til morgen blev de vækket af gulve der knirkede og døre der gik op og i. Alle ved at der er noget i gære. Hele det lange stuehus giver sig, som om det holder vejret. Det er mor der ligger og føder i et køligt soveværelse.
En del cykler står lænet op ad den venstre lade. En enkelt er smidt hen over brønddækslet. Det er jordemorens. Stor, mandhaftig og lettere stakåndet har hun givet sig i kast med arbejdet, hun styrer slaget som en general. Kunstmalerens kone står øst for sengen, ved fodenden mod syd står præstekonen, og mod vest, på mors højre side, står hendes ældste søster. Alle giver plads for jordemoren som er over det hele. Far er der ikke, han sidder på bænken under blodbøgen og drikker slåenbitter sammen med skrothandleren som han har ligget soldat med. Da fødslen er overstået, hejser de flaget, far og skrothandleren, og jordemoren giver far lov til at komme ind. Han lægger sig på knæ ved sengen, som var den et alter. Hans hår og fregner gløder.
Da arbejdet er gjort, kaffen drukket og snakken klinget af, pakker jordemoren sin taske. Hun skal videre, i stedet for grusvejen cykler hun ad kirkestien. Den slynger sig som en navlestreng gennem landskabet med runde morænebakker dækket af et blødt lag af hvede, havre og byg. Det får hende til at tænke på det dampende barn med lanugohår som hun havde i hænderne for lidt siden. Hun stopper og smider cyklen fra sig. Lægger sig på ryggen i kornet der endnu ikke er højt nok til at dække hende. Hun bliver liggende lidt, holder pause før den næste fødsel ovre hos en husmandskone for foden af Skamlingsbanken.
En halv snes år senere blev hun gift med skrothandleren. De fik ingen børn.

2011.2

Václav Havel dør

December

Dagene har svært ved at trække vejret, det er som om december har fået åndenød. Men så finder vejret ud af at trække dagene, storme kommer halsende over landet som mægtige blæsebælge der giver kunstigt åndedræt. Langs huse og hegn ligger en grød af nedfaldne blade. På vejen ligger katte der er kørt over. I sandet ved strandkanten halvt fordærvede fugle. Under græssets rodnet muldvarpe fanget i sakse i gange de selv har gravet med kløer så følsomme som organistens blege fingre der trækker toner ud af orgelet mens han i strømpesokker stamper på søndagspedalerne.

Et par sekunder før jeg får øje på svanerne på vinterhimmelen hører jeg den taktfaste lyd af store vingeslag: sjuhw sjuhw sjuhw. Da jeg var barn lavede vi svanefjer om til spidse fjerpenne, dyppede dem i en brun væske vi havde kogt efter en opskrift på trylleblæk fra Ude og Hjemme. Vi havde bygget en grenhytte i hegnet hvor markvejen slog sit første sving. Der sad vi og skrev og skrev: hieroglyffer, spejlskrift og sprog som vi selv opfandt. Vi tegnede noder og skattekort, kradsede forbandelser og besværgelser ned på papiret. En gang imellem rullede vi papirlapperne til tynde rør der kunne passere en flaskehals. Så satte vi prop på og smed flaskerne i åen. På vej hjem forestillede vi os hvordan den der fandt flaskeposten fra nu af ville få en anden skæbne.
Det sker jævnligt at jeg leder efter noget i kælderen eller oppe på loftet der gemmer på alt det jeg har glemt. I stedet for en flaskepost fandt jeg nogle gamle nodeblade. En del af noderne havde musene spist, andre var næsten udviskede af regnen der er sivet ned gennem tagryggen. Jeg vil spørge organisten om han vil spille de noder der stadig kan tydes. Jeg har en idé om at det kunne lyde som når store vinger slår takten hen over himlen en søndag i december.

Jeg er begyndt at arbejde med meterhøje lærreder. Jeg bruger sand fra stranden som jeg tørrer i ovnen og bagefter sigter. Så kommer jeg lim på lærredet og når limen er tørret og sandet sidder fast går jeg i gang med farverne. Jeg ville ønske jeg havde en tom fabrikshal at male i. Så kunne jeg tage tilløb og rulle hen over lærredet, svine mig til som en hund og kradse i de tykke lag som en grådig grib. Ryge 60 cigaretter om dagen. Drikke enhver under bordet. Være sløset og sjusket og glad uden skrupler. Med kikkertsyn og sorte negle, med store støvler på og filtret hår, med et gammelt haglgevær stående i et hjørne, hvis nogen skulle komme og forstyrre.
Jeg ville spille Winterreise med Dietrich Fischer-Dieskau og Pergolesis Stabat Mater.
Eller noget med Tom Waits.
For hundens skyld.

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning