Bruno Schulz Sanatoriet under timeglasset

Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset

Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Med efterord af Karsten Sand Iversen

2007. 320 sider. 299 kr.

Bruno Schulz (1892-1942), polsk forfatter og tegner. Som forfatter er Schulz åndeligt beslægtet med Kafka. Som tegner bliver Schulz ofte sammenlignet med Goya, Chagall og Munch. Rigt ill. af forfatteren.

“Vidunderlig læsning … Der er noget mirakuløst bevidsthedsudvidende i disse små historier, der forgrener sig i det uendelige.” Weekendavisen

“Genialt hundehoved … Litteratur i verdensklasse.” Politiken

“… et mesterværk.” Berlingske Tidende 

 

DKK239.20

Ikke på lager

Produktbeskrivelse

Bruno Schulz blev født i 1892 i den lille polske by Drohobycz. Hans far drev en klædehandel, men var ofte syg og gik fallit mens Schulz endnu var barn. Bruno Schulz studerede i en periode arkitektur og malerkunst i Lwow og Wien, men vendte snart tilbage til hjembyen, hvor han resten af livet arbejdede som tegnelærer på byens gymnasium. Han levede beskedent og tilbagetrukket, men gav sin fabulerende fantasi frit løb i brevvekslinger med den tids førende polske kunstnere og forfattere.

Ud af de breve han skrev til den jødiske forfatterinde Deborah Vogel voksede hans første bog, novellesamlingen Kanelbutikkerne (1934). Tre år senere udkom Sanatoriet under timeglasset, hans anden og sidste bog

Med anden verdenskrig gik den provinsielle og dog eventyrlige verden som Schulz beskrev i sine fortællinger under. Schulz var jøde og blev i 1942 skudt på åben gade i ghettoen i Drohobycz af en tysk SS-officer. Flere efterladte manuskripter gik desværre tabt for eftertiden.

Schulz skriver om stumfilmsbiografer, skyformationer, stjernebilleder, voksdukker, kvaksalvere, tjenestepiger og invalider. I hans prosa blandes – som farvede glasstumper i et kalejdoskop – komik, galskab og poesi. Hvad der ved første øjekast tager sig ud som personlige erindringer om mennesker og steder, er i virkeligheden fantastiske og groteske drømmevisioner og filosofiske betragtninger over tidens uudgrundelige væsen.

Kanelbutikkerne udkom i dansk oversættelse i 1964. Sanatoriet under timeglasset foreligger nu for første gang på dansk. Bogen er rigt illustreret af forfatteren selv og forsynet med et efterord af Karsten Sand Iversen.

 


Bøger af Bruno Schulz

Anmeldelser

LITTERATUR I VERDENSKLASSE
… de to novellesamlinger, han nåede at udgive, er litteratur i verdensklasse, ikke af den mondæne art, men blandt de dunkle klassikere som Hoffmann eller Kafka. ’Kanelbutikkerne’ kom på dansk i 1964 i Jess Ørnsbos oversættelse, og jeg kan stadig huske det frydefulde chok, det var at læse den. Nu er der også kommet en dansk udgave af ’Sanatoriet under timeglasset’, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, og chokket er ikke mindre … Bogen er illustreret med Schulz’ egne tegninger og raderinger, der er lige så drømmeagtige og skævt genkendelige som teksterne. Forfatterens eget ansigt dukker op igen og igen, ligesom faderens magre, tyndhårede ansigt med fipskægget, og perspektivet er tit ejendommeligt forvrænget, ligesom opfattet ovenfra, figurerne har store hoveder og alt for korte ben. Underkroppen, underlivet, underbevidstheden, alt det underste prøver ligesom at gemme sig og tiltrækker sig derved netop opmærksomheden, ikke ved første, men ved næste blik. Billederne peger på det, Sand Iversen rammende kalder Schulz’ ’arkæologiske’ skrivemåde. ’Sanatoriet under timeglasset’ er en fantastisk bog at grave i. Men den skal læses med teske, ikke med gravko. LÆS MERE!
Niels Brunse, Politiken

ET MESTERVÆRK ★★★★★
… der er i sandhed tale om et mesterværk … Romanen med den fascinerende titel »Sanatoriet under timeglasset« består af en række mindre fortællinger, hvor fortælleren beskriver opvæksten og livet i forfatterens hjemby. Det er en svunden tid, der beskrives med så megen nutidighed og sproglig virtuositet, at det aldrig kan miste sin aktualitet. Romanen er illustreret af Schulzs egne tegninger – sort-hvide stregtegninger befolket af sære drømmeagtige eksistenser med store hoveder, placeret i surreelle rum … Ikke så sært at Bruno Schulz ofte er blevet læst med Freud i hånden og Kafka i baghovedet. I hans univers er natten en labyrint, erotiske undertoner strømmer uroligt under lag efter lag af syner, drømme og sansning. Her er tusmørkets dunede pels, faren forvandlet til et insekt, stumfilmsstjerner, voksdukker, krøblinge og vinduesrammer, der flyder over af himmel. Det er en vitaminindsprøjtning til sproget og fantasien, som man bør unde sig selv at læse. Helst langsomt og flere gange.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske Tidende

VIDUNDERLIG LÆSNING
Vidunderlig læsning … oversætternes talent for at transportere Schulz over i en dansk sprogdragt gør, at man bare glæder sig over, at bogen, Schulz’ sidste, nu foreligger, endda illustreret med forfatterens egne tegninger … Faderskikkelsen var ligesom hos Kafka stærkt dominerende i hans forfatterskab, der med udgangspunkt i hjembyen består af sære historier om sære personager, dels i et forklaret poetisk lys, dels i en mystisk-filosofisk anretning, der kan virke inspireret af kabbalismen. Hans fortællinger er ikke lineære, men formerer sig snarere ved en slags knopskydning, hvor digressioner og forvandlinger fører handlingen mærkelige steder hen. Der er noget mirakuløst bevidsthedsudvidende i disse små historier, der forgrener sig i det uendelige, uden for tiden.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

STOF TIL EFTERTANKE
Han var også maler, og hans bogillustrationer minder om en mellemting mellem Chagall og Sir John Tenniels tegninger til Alice i Eventyrland. Litterært befinder han sig et sted mellem William Faulkner og Günther Grass, og trods de specielle, sommetider humoristiske tegninger er det er ikke letkøbt underholdning, men stof til eftertanke, genlæsning og mere eftertanke.
Birte Gam-Jensen, Fyens Stiftstidende

KRÆS 
Fortællinger, der kræver tilvænning, men så får man en uforlignelig oplevelse … Når forlaget Batzer & Co. står bag udgivelsen, og Karsten Sand Iversen har skrevet efterordet, ved man, at man har fået et litterært fund i hænderne. Man ved, at det er et overset, glemt eller ligefrem fortrængt stykke kunst … Det kræver tilvænning at forholde sig til disse historier, der udspiller sig på i al fald tre planer og med den største selvfølgelighed og elegance blander realt og surrealt … Sanatoriet under timeglasset er kræs for den sendrægtige læser, der elsker at tygge drøv på frodige metaforer og skarpe refleksioner.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

OVERVÆLDENDE
Der er bøger, der er så overvældende, at det virker forkert at skulle anmelde dem. Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset er sådan en bog. Den er en af de mærkeligste og mest foruroligende, jeg har læst i lang tid. Kunne jeg nøjes med at trykke læseren et eksemplar i hånden, ville jeg gøre det … Det er svært at anbefale sådan en bog. Men umuligt at lade være. Fremragende oversat …
Thomas Thurah, Information

Om forfatteren

Bruno Schulz (1892-1942), polsk forfatter og tegner. Som forfatter er Schulz åndeligt beslægtet med Kafka. Han skriver en prosa der blander komik, galskab og poesi. Under hans lyriske og barokke skildringer af livet i hjembyen Drohobycz løber en understrøm af erotik, syndsbevidsthed og drømme. Som tegner bliver Schulz ofte sammenlignet med Goya, Chagall og Munch.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Fra SANATORIET UNDER TIMEGLASSET
Rejsen varede længe. Der var kun få passagerer på denne glemte, afsides linje hvor toget ikke kører mere end en gang om ugen. Jeg havde aldrig før set vogne af denne gammeldags type der for længst var blevet trukket tilbage på alle andre strækninger, de var rummelige som stuer, mørke og fulde af skjulesteder. De labyrintiske korridorer og de tomme, kolde kupéer havde noget mærkeligt forladt, nærmest skræmmende over sig. Jeg gik fra vogn til vogn mens jeg ledte efter en behagelig krog. Overalt trak det, kolde luftstrømme banede sig vej gennem togets indre. Her og der sad folk på gulvet med bylter ved siden af sig som om de ikke turde sætte sig på de alt for høje, tomme bænke. De bulede træsæder var i øvrigt også iskolde og klæbrige af ælde. På de øde stationer steg ikke en eneste passager på toget. Uden fløjten, uden prusten, som om det spekulerede på noget, satte toget sig langsomt i bevægelse og kørte videre. En tid lang holdt en mand klædt i en laset jernbaneuniform mig med selskab. Han sad tavs, fordybet i tanker og trykkede et lommetørklæde mod sin opsvulmede, ømme kind. Så forsvandt han og steg ubemærket af på en station. Han efterlod et aftryk i halmen som dækkede gulvet og en sort, ramponeret kuffert som han havde glemt.
Med vaklende skridt gik jeg gennem halm og affald fra vogn til vogn. Trækken fik det til at ruske i de åbne kupédøre. Ikke en eneste passager kunne jeg få øje på. Endelig mødte jeg konduktøren, som var iført den sorte uniform der bruges på denne jernbanelinje. Han viklede et tykt tørklæde om halsen og pakkede sine ejendele sammen, lygten og tjenestebogen. “Vi er snart fremme, min herre,” sagde han og så på mig med sine hvide øjne. Toget sagtnede langsomt farten, uden et snøft, uden et ryk gik dampkedlerne i stå, og toget åndede ud. Vi var standset. Der var stille og øde, ingen stationsbygning at se. Jeg steg af, og konduktøren viste mig i hvilken retning Sanatoriet lå. Med kufferten i hånden gik jeg ad den smalle, hvide allé og nåede snart ind mellem parkens træer. Nysgerrig betragtede jeg landskabet. Vejen jeg gik ad steg og førte op på ryggen af en jævnt skrånende bakke, hvorfra man kunne se hele horisonten. Dagen var uden konturer, grå og mat. Måske skyldtes det det tunge og farveløse vejr at hele horisontens kæmpemæssige skål lå hen i halvmørke. Et vældigt, skovklædt landskab bredte sig – både til højre og til venstre – med lange rækker af træer og skråninger som lignede opstillede kulisser der blev mere og mere grå jo længere væk de stod, indtil de til sidst smeltede sammen til tynde streger og blide strøg. Næsten umærkeligt syntes dette mørke, alvorsfulde landskab at glide hen over og ind i sig selv ligesom de vældige skylag på himlen der var fuld af usynlige luftstrømme. De flydende striber af skov bruste op og steg som et højvande der lidt efter lidt skyller ind over land. Midt i det skovklædte landskabs mørke dynamik snoede den hvide allé sig som en melodi på ryggen af brede akkorder, revet med af bruset fra de musikalske masser som til sidst opslugte den. Jeg nippede en kvist af et træ der stod ved vejen. Bladene var mørkegrønne, næsten sorte. Det var en mættet, sort farve, dyb og velgørende som en god nats søvn. Alle landskabets gråtoner stammede i grunden fra denne ene farve. Den samme farve som landskabet af og til antager hos os på en overskyet sommeraften mættet af langvarig regn. Den samme rolige og dybe selvfornægtelse, det samme resignerede og endegyldige stivsind der ikke længere behøver farvernes trøst.
I skoven var der mørkt som om natten. Jeg gik i blinde på det stille tæppe af fyrrenåle. Da jeg kom til en lysning mellem træerne, dundrede en bros bjælker pludselig hult under mine fødder. På den anden side, mellem de sorte træer, kunne man skimte en stor, grå mur med en lang række af vinduer og et skilt med påskriften Sanatorium. Indgangens dobbeltdør af glas stod åben. Man trådte ind ad den umiddelbart fra broen der på begge sider var indrammet af svajende balustrader af birketræ. I den halvmørke korridor herskede en højtidelig stilhed. Jeg listede på tæerne fra dør til dør og læste i mørket numrene over dem. Da gangen drejede, stødte jeg endelig på stuepigen. Hun kom styrtende ud af et værelse, forpustet og ophidset som om hun netop havde vristet sig løs af påtrængende hænder. Først forstod hun knap nok hvad jeg sagde til hende. Jeg måtte gentage det. Rådvild vred og vendte hun sig.
Om man havde modtaget mit telegram? Hun slog ud med armene og hendes blik smøg sig udenom. Hun skævede til den halvåbne dør og ventede kun på en anledning til at springe hen til den.
“Jeg kommer langvejs fra og har over telegrafen reserveret et værelse i dette hus,” sagde jeg en smule utålmodigt. “Hvem skal jeg henvende mig til?”
Det vidste hun ikke. “Måske kunne De sætte Dem ind i restauranten og vente?” sagde hun undvigende. “Alle sover nu. Så snart Doktoren vågner, melder jeg Deres ankomst.”
“Sover? Men det er jo højlys dag, det varer længe inden det bliver nat …”
“Her hos os sover man hele tiden. Vidste De ikke det?” Hun så på mig med nysgerrige øjne. “Desuden er det aldrig nat her,” tilføjede hun koket. Hun forsøgte ikke længere at flygte, men fingererede ved sit forklædes blonder mens hun snoede sig.
Jeg lod hende stå og trådte ind i den halvmørke spisesal. Her stod små borde, og en stor buffet optog det meste af en væg. Det var længe siden jeg sidst havde mærket appetit. Jeg frydede mig ved synet af buffetens overflod af kager og tærter.
Jeg lagde min kuffert på et af de små borde. De var alle tomme. Jeg klappede i hænderne. Ingen reagerede. Så kastede jeg et blik ind i den tilstødende sal der var større og lysere. Den åbnede sig med et stort vindue, eller en loggia, ud til det landskab jeg allerede kendte. Som et trist memento dukkede det frem i den indrammede niche, sørgmodigt og resigneret. På borddugene sås rester af netop afsluttede måltider, åbnede flasker og halvtømte glas. Rundt omkring lå der endda stadig drikkepenge som ikke var blevet taget af tjenerne. Jeg vendte tilbage til buffeten og betragtede de forskellige kager og postejer. De så fristende ud. Jeg overvejede om det gik an at tage for sig. En stor grådighed steg op i mig. Især en særlig slags æbletærte med mørdejsbund fik mine tænder til at løbe i vand. Jeg skulle netop til at tage et stykke med sølvgaflen da jeg mærkede at nogen stod bag mig. Stuepigen var trådt ind på sine lydløse tøfler, hun lagde forsigtigt en hånd på min skulder. “Doktoren venter Dem,” sagde hun mens hun studerede sine negle.
Hun gik foran mig, og sikker på den magnetiserende effekt der udgik fra hendes vuggende hofter, vendte hun sig ikke om en eneste gang. Hun morede sig med at forstærke den magnetiske virkning ved at variere afstanden mellem vores kroppe mens vi passerede den ene nummererede dør efter den anden. Korridoren blev stadig mørkere. I bælgmørke lænede hun sig flygtigt ind mod mig. “Her er døren ind til Doktoren,” hviskede hun, “vær så venlig at træde ind.”
Doktor Gotard modtog mig stående midt i værelset. Han var en lavstammet mand, bred over skuldrene og sortskægget.
“Vi fik allerede Deres telegram i går,” sagde han, “vi sendte en af Sanatoriets drosker til stationen, men De kom med et andet tog. Desværre er togforbindelsen ikke den bedste. Hvordan har De det?”
“Lever min far endnu?” spurgte jeg og granskede bekymret hans smilende ansigt.
“Naturligvis lever han,” sagde han mens han med sindsro udholdt mit ivrige blik. “Men alt afhænger af hvordan De definerer situationen,” tilføjede han og kneb øjnene sammen. “De ved lige så godt som jeg at set fra Deres families synspunkt, fra Deres hjemlands perspektiv, er Deres far død. Det kan der vist ikke laves om på. Og denne død kaster jo en vis skygge over hans tilværelse her.”
“Men ved min far det ikke, har han ingen mistanke om det?” spurgte jeg hviskende.
Han rystede på hovedet, sikker i sin sag. “De kan være ganske tryg,” sagde han med dæmpet stemme, “vores patienter har ikke mistanke om noget som helst …”
“Hele tricket går ud på,” tilføjede han, idet han begyndte at demonstrere denne mekanisme med sine gestikulerende hænder, “at vi har stillet tiden tilbage. Vi er en smule forsinket her, med et interval som det er umuligt at måle. Det drejer sig blot om simpel relativitet. Her er Deres fars død ganske enkelt endnu ikke en realitet, den død som allerede har indhentet ham i Deres hjemland.”
“I så fald,” sagde jeg, “må min far altså netop nu ligge på sit dødsleje eller være døden nær …”
“De forstår mig ikke,” svarede han i et overbærende, men utålmodigt tonefald. “Her genskaber vi fortiden med alle dens muligheder og derfor også med muligheden for at blive helbredt.”
Han så smilende på mig mens han trak sig i skægget.
“Men nu vil De sikkert gerne se Deres far. I overensstemmelse med Deres ønske har vi reserveret en seng til Dem i Deres fars værelse. Jeg skal vise Dem vejen.”
Så snart vi trådte ud i den mørke korridor, begyndte Doktor Gotard at hviske. Jeg bemærkede at han havde filttøfler på fødderne ligesom stuepigen.
“Vi lader vores patienter sove længe, vi sparer på deres livsenergi. Desuden har de intet bedre at tage sig til her.”

Han standsede ud for en dør og lagde en finger på læberne. “Gå stille ind – Deres far sover. Også De må hellere lægge Dem. Det er det bedste De kan gøre for øjeblikket. På gensyn.”
“På gensyn,” hviskede jeg og mærkede mit hjerte banke helt oppe i halsen. Jeg trykkede håndtaget ned, døren gik op af sig selv, åbnede sig på klem ligesom en mund der forsvarsløst åbner sig under søvnen. Jeg trådte ind. Værelset var gråt og bart, næsten tomt. På en simpel træseng under et lille vindue lå min far begravet i sengetøj og sov. Hans tunge åndedræt løftede store læs af snorken op fra søvnens bund og tømte dem ud i værelset. Hele værelset forekom allerede at være fyldt med snorken fra gulv til loft og der kom stadig nye læs. Forfærdet betragtede jeg min fars afmagrede ansigt som var fuldstændig opslugt af arbejdet med at snorke, et ansigt som i dyb trance havde efterladt sit jordiske hylster og et sted på en fjern bred aflagde regnskab for sit liv og højtideligt talte dets minutter.
Der var kun én seng i værelset. Fra vinduet trak det koldt. Ovnen var gået ud. Her bekymrer man sig vist ikke meget om patienterne, tænkte jeg ved mig selv. Tænk at lade så sygt et menneske ligge i træk! Og ingen gør vist rent her. Der lå et tykt lag støv på gulvet og på natbordet, hvor der stod flasker med medicin og en kop med kold kaffe. På buffeten i restauranten ligger stakkevis af kager, og patienterne giver de sort kaffe i stedet for noget nærende! Men det er selvfølgelig en bagatel i forhold til den store velgerning det er at skrue tiden tilbage.
Jeg klædte mig langsomt af og lagde mig op i sengen til min far. Han vågnede ikke. Kun faldt hans snorken, der allerede var kravlet for højt op, en oktav. Den gav afkald på sin højstemte, deklamatoriske tone og blev, så at sige, en privat snorken. Jeg trak dynen ned om min far for at beskytte ham så meget som muligt mod trækken fra vinduet. Snart faldt jeg i søvn ved siden af ham.

Forside i høj opløsning

POLITIKEN: GENIALT HUNDEHOVED FRA PROVINSEN (portræt af Bruno Schulz)
Provinshullets storhed stråler fra den polsk-jødiske forfatter Bruno Schultz’ værk og historie. Han nåede kun at skrive to bøger. Nu kommer også den anden – ’Sanatoriet under timeglasset’ – omsider på dansk. LÆS MERE!