Tekstuddrag

Da Emanuel Swedenborg, etableret videnskabsmand og højtstående embedsmand, var seksoghalvtreds år gammel, kom han ud i en krise som gav hans liv en ny retning. Han hører til det fåtal af misundte som bryder op fra en tilvant hverdag og vover sig ud i noget nyt.
Der foreligger et unikt dokument fra krisen, en dagbog ført mellem den 24. marts og oktober 1744. Den blev fundet længe efter Swedenborgs død. Det kongelige bibliotek i Stockholm købte manuskriptet, overbibliotekar G. E. Klemming tydede dets vanskelige skrift og udgav dagbogen i 1859 under titlen Swedenborgs Drömmar 1744. Fra Sverige bredte den sig hurtigt til snart sagt alle jordens lande og er kommet i utallige udgaver. Drømmebogen plejer man at kalde den, og jeg benytter titlen Drømmedagbogen.
Den består hovedsagelig af drømme Swedenborg nedskriver dag for dag og selv søger at tyde. Den er blevet genstand for mange fortolkninger, i Sverige senest af Lars Bergquist som i 1988 udgav sin grundige og skarpsindige analyse Glädjen och det stora kvalet.
Da dagbogen begynder er Swedenborg på rejse i Europa. Hans formål er at lade sine seneste videnskabelige arbejder trykke i Amsterdam og London. Han er rejsevant, europæer. Han kender Amsterdam, Paris, Rom og London. Billeder derfra dukker nu og da op i hans kommende forfatterskab. I London har han boet som ganske ung i 1710’erne. Da var Sverige endnu en stormagt under Karl XII, og det spiller en rolle for Swedenborg som livet igennem bærer på en trang til storhed.
Han har en notesbog med sig og indfører korte og tørre rejsenotitser som han plejede at gøre på sine rejser. Han er kendt for en vis reservation – embedsmandsrollen – og få kommer tæt på ham. En let stammen spiller måske sin rolle.
Pludselig hører notaterne op midt i en sætning og de følgende blade er tomme. Et par sider synes at være skåret ud. Derpå denne optegnelse et år senere, marts 1744, som står i stærk kontrast til de prosaiske optegnelser året forinden:

1. I ungdommen og den gustavianske familie.
2. I Venedig om det smukke palais.
3. I Sverige om den lyse himmel.
4. I Leipzig, om ham der lå i koghedt vand.
5. Om ham der faldt med kæden ned i dybet.
6. Om kongen, der gav i et husmandssted så kosteligt.
7. Om karlen, som ville have at jeg skulle rejse bort.
8. Om mine glæder om nætterne.

Gunnar Ekelöf indsætter disse hemmelighedsfulde linjer i sit digt En Mölna-Elegi og kalder dem “vraggods på søvnens strande”. Det turde passe godt. Swedenborg har åbenbart nedskrevet notitser om drømme der har forekommet ham betydningsfulde og sindsoprivende for at kunne huske dem.
Derpå følger den egentlige dagbog. Den er skrevet på svensk. Alle Swedenborgs værker, naturvidenskabelige som teologiske, er skrevet på latin. For en gangs skyld befrier han sig for den latinske kappe. Nu er det ikke et publikum han henvender sig til. Han noterer for sig selv og ingen anden. Alt er enkelt og ligefremt. Ordene er nedskrevet af et menneske som er helt opslugt af en indre proces. Der er ikke plads til den mindste lille retouchering. Teksten er helt og holdent alitterær. Hvis noget sådant kan tænkes.
I en af de første optegnelser hævder han at være “in exstasibus vigilibus” – vågen henrykkelse. Han skriver i opløftet stemning mens han rejser. Skiftet af sted og stjernebilleder bidrager til hans sjæls uro og bevægelighed.
I hele dagbogsperioden sover Swedenborg unaturligt længe hver nat, ti, elleve, tolv timer, og denne praksis varer ved resten af hans liv. Han oplever en styrtsø af drømme, et endeløst optog af drømmesyner, komiske, latterlige, patetiske, rørende mellem hinanden. Ofte, meget ofte, kommer drømmene i opvågningsøjeblik- ket, i den hypnagogiske tilstand mellem drøm og vågen. Det er let at forstå at Ekelöf følte dragningen. Det betyder at man aldrig med sikkerhed ved hvad der er drøm og hvad der er fantasi.
Allerede fra begyndelsen betragter Swedenborg drømmene som dele af et åndeskuespil opført i hans sjæl til opdragelse og vejledning. Drømme vedbliver at være en væsentlig del af hans liv, og han vogter på dem som en jæger på et bytte. Han nøjes aldrig med udelukkende at betragte dem som uudgrundelige artefakter eller digterværker. Hver drøm er en gåde at tyde og en rebus at løse. Som havde en endnu ufødt Sigmund Freud hvisket i hans øre. Mens Freud imidlertid hævder at en drøm aldrig kan forklares restløst, søger Swedenborg altid et entydigt svar, helst givet af Gud selv. Det er en bibelsk tradition og han er en overbevist kristen. Josef i Egypten, som tydede Faraos drømme, gav også klar besked.
I drømmene befinder Swedenborg sig ofte til hest eller i vogn efter heste med fornemt seletøj. Engang dukker der høje vejrmøller op ved vejen og en vinge rammer ham, som det skete for Don Quijote to århundreder tidligere. Med skræk i hjertet balancerer han på stiger over grubeskakter. Han vandrer på en spang over “dyb og farligheder”, han klatrer i et reb, fremmede hunde af alle mulige slags angriber ham. I sådanne drømme ser vi skyggebilleder af hans fortidige liv hvor han som assessor i Bjergkollegiet var på inspektionsrejse til gruber og smedjer. Karl XII havde selv udnævnt ham til denne høje stilling der omfattede ansvar for minedriften i landet, Sveriges førende og vigtigste industri.
Allerede i dagbogens begyndelse, ved ankomsten til Haag, erklærer Swedenborg at han pludselig har mistet “lysten til fruentimmere, som havde været min hovedpassion”. Men “passionen” går under jorden og en stærk erotisk følelse præger alt hvad han skriver frem til sin død. I dagbogsmånederne er der hele tiden kvinder til stede i drømmene, drillende, lokkende, åbne, i alle mulige stillinger. Engang kommer to kvinder, en ældre og en yngre, og lægger sig på hver sin side. Han kysser deres hænder og er usikker på hvem af dem han skal elske. En anden gang rører en kvinde ved hans fallos, som bliver større end nogen sinde men bøjer sig da den trænger ind i hende. I en knap så dejlig drøm ligger han med en kvinde som har tænder i skødet, hvorfor han ikke kan komme ind.
De erotiske scener er befriet for enhver form for moraliseren. Swedenborg søger deres symbolske betydning, men noterer den fortryllelse kvinderne udstråler. Kvinden med tænder i skødet repræsenterer, mener han, den videnskabelige gerning som han nu bør afstå fra. Overbevisningen om at stå over for noget nyt trænger sig på.
Hans voldsomme fantasiliv er måske, tænker jeg mig, det underbevidstes protest mod en alt for vidtdreven sjælelig disciplin. I årtier har han anspændt sig i et kolossalt projekt. Han søgte at finde videnskabelige beviser for sjælens udødelighed. Han har i rasende tempo bedrevet anatomiske og fysiologiske studier. I en drøm hører han en forelæsning i anatomi og venter, men forgæves, at hans eget navn vil blive nævnt blandt autoriteterne på området. Altså en drøm om skuffet ærgerrighed. Han begynder at tvivle på at han vil nå det videnskabelige mål han har sat sig.
Hans sjæl føder uhyggelige billeder af alle mulige slags. “Sukken i dødsangst” hedder et afsnit i den salmebog han benyttede og som hans far, biskop Jesper Swedberg, havde redigeret. En sådan sukken er nu hans daglige brød. Han kæmper med en mørkegrå slange. En bøddel steger de hoveder han hugger af og lægger dem i en ovn. Hans døde bror Eleasar ligger mellem to vildsvin og de æder hans hoved. Det makabre blandes på sædvanlig drømmevis med det latterlige og morsomme. Han spiser middag på en kro sammen med en præst og må betale lovlig meget for maden. Det ærgrer ham, hvorfor han lægger beslag på to sølvkar fra bordet. Bagefter grubler han over hvordan han skal smugle dem tilbage og tyder drømmen i from retning.
Jeg tror ikke svensk litteratur – og måske heller ikke verdens – ejer et dokument som dette. Strindberg er i sin okkulte periode vågen, nøgtern, klarsynet i sammenligning med Swedenborg som farer vild i drømmetåge. Den svenske og europæiske virkelighed, der har været hans, sender fragmenter ind i hans drømme sammen med alskens kristent tankegods. Karl XII og søsteren Ulrika Eleonora, Fredrik I og hans elskerinde Hedvig Taube og personager fra hoffet skimtes. Han selv optræder i kongelig sammenhæng, men ser sig ikke passende klædt og skammer sig, en drømmetype alle kender. Faderen træder frem og spørger hvorfor hans søn “alarmerer sådan”.
De historiske henvisninger kræver lærd kommentar ligesom alle de kristne begreber. Men alligevel føles alting nært, fordi vi kender selve situationen, ophidselsen, de hurtige skift, følelsen af at være forfulgt.
Dagbogen skildrer et opbrud, en sjæl der brydes op under smerte. Han føler taknemmelighed for den nåde der er vederfaredes ham, men også ængstelse, som havde han fået en dosis af en medicin der var alt for stærk for hans organisme. Ofte brister han i gråd, ikke af sorg men af den inderlige glæde som Herren af nåde har villet skænke ham. Han kaster sig ned med foldede hænder. Han vågner op med angstsved på panden. Han begynder mere og mere at tvivle på sin videnskabelige gerning, forkaster sin ærgerrighed og begynder at ane at nogen vil give ham en helt anden slags hverv.
I sit kommende liv blander Swedenborg bestandig drømme og fantasier sammen. Hvad der sker nu er at han løftes ud af sin videnskab og bliver digter. Drømmene er digte, endnu uregerlige og vildfarende, endnu placeret i et hvirvlende kaos, men et kosmos er på vej.
Natten mellem den 6. og 7. april – da er han i Haag og er dagen forinden, påskedag, gået til nadver i en af byens kirker – ser han Jesus ansigt til ansigt og tænker, at sådan må Jesus have set ud da han levede på jorden. Jesus smiler til ham og spørger “om jeg havde en sundhedsattest”. Swedenborg svarer: “Herre, det ved du bedre end jeg.” “Nåh, så gør det”, er en afsluttende replik fra Jesus. Dagbogsoptegnelsen slutter med ordene: “vågnede skælvende”. Mødet med Jesus er altså en drøm.
Mens foråret 1744 skrider frem gennem Kristi himmelfart og pinse, fortsætter og øges hans ængstelse. Han svinger mellem lykke, hovmod og tvivl og beder Gud om hjælp. Billeder af kvinder trænger sig voldsommere end nogen sinde frem, som om eros og det hellige hørte sammen. Han rejser hele tiden mens alt dette sker i hans indre. Han er i Leiden den 24. april og drager den dag til Amsterdam. Siger at han hverken er vågen eller sovende, “i en underlig dvale”. Rejsen stimulerer ham, men han lever helt indelukket i sit eget drama og noterer med enkelte undtagelser intet om de byer han passerer eller de mennesker han møder.
Jeg evner ikke at give et rigtigt billede af hvad der sker med ham. Han kommer tilsyneladende læseren nær som var han i samme stue, men hvad der sker med ham er dunkelt. Det er det stærke liv i hans ord der driver dybt. Men det er på grund af det han skrev og lærte efter drømmekrisen at jeg skriver denne bog.
Mens Swedenborg fortsætter sin rejse bliver det stadig mere klart for ham at han bør anvende “min øvrige tid på det højere”. Han bør forlade sin videnskabelige forskning for i stedet at hellige sig det der er tilværelsens centrum: kærligheden til Herren.
Den 1. maj forlader han Haag og kommer den 4. eller 5. maj til England. Verdensbyen London med dens brus og dufte omgiver ham, men han er ensom. Han tager ind hos en håndværker, går i kirke og endog til nadver.
Mange år senere, da han var firs, fortalte Swedenborg en nabo på Söder i Stockholm, Carl Robsahm, om et nyt Jesusmøde. Det sker først da drømmedagbogen er ophørt. På en kro i London i april 1745 ser Swedenborg en mand sidde i et hjørne og hører ham sige: “Spis ikke så meget!” Om aftenen kommer samme mand hjem til Swedenborg, erklærer at han er Gud Herren selv og pålægger ham at fortolke Biblen. Fra den dag af, siger Swedenborg til Robsahm, ophørte han med al anden skrivevirksomhed end den der gælder ånderne. “Dagligt åbnede Herren derpå ret ofte mine legemlige øjne, så jeg midt på dagen kunne se ind i det andet liv og i muntreste vågenhed tale med engle og ånder.”
Det er tydeligt at Londonepisoden også er en drøm fra samme store drømmesekvens som dagbogen 1744. Replikken “Spis ikke så meget” kæder den sammen med den absurde “sundhedsattest”. Swedenborg har, da Robsahm interviewer ham, levet så længe i en opdigtet verden at han blander sammen. Eller måske misforstod Robsahm.
I vores kristne verden går der trolddom i alt hvad der har med Jesus at gøre, og almindelig sund fornuft har ikke en chance. De to Jesustilsynekomster er indgået i en myte som har haft en uheldig virkning på efterverdenens billede af Swedenborg. De har tilmed fået visse forskere, deriblandt Martin Lamm, til at sammenligne Swedenborgs møde med Jesus med den Den Hellige Teresas Kristusvisioner og henregne ham til mystikerne.
Jeg tror man må gå en anden vej til den rette forståelse. Den hjertets ængstelse Swedenborg lever i under krisen har til opgave at give ham kraft til at bryde op. I dagbogen tror han at han i overensstemmelse med det kristne bekendelsesskema har overvundet sin ærgerrighed og nået et barns uskyldige Gudstro. Men en sandsynlig sandhed er at den længsel efter udødelighed han med så stor lidenskab søgte at tilfredsstille inden for naturvidenskaben nu overføres til et nyt felt. Tvunget til lydighed under naturlovene forvandles videnskabsmanden til en kunstner som suverænt råder over tilværelsen. Det barn han tror han er efterfølges af en myndig prædikant ikke ulig hans far, som i drømme udnævnes til hans bror, et symbolladet navneskifte.
Beviset for at Jesus på Londonkroen er en drøm finder man i Swedenborgs skrifter. I otteogtyve år sidder han dagligt ved sit skrivebord og skaber en række mægtige værker hvori al hans erfaring og viden indgår. Ikke en eneste gang nævner han Londonepisoden, hvis man ser bort fra at han én gang hentyder til en detalje i Robsahmfortællingen som ikke har med Jesus at gøre.