Tekstuddrag

KAPITEL 3 HUNDEN OG HESTEN
Zadig følte at ægteskabets første måned, som der står i Zends bog12, er hvedebrødsdagene, og at den anden er malurtdagene. Han blev nogen tid efter nødt til at forstøde Azora, som var blevet for vanskelig at leve sammen med, og han søgte lykken i naturen. “Intet er lykkeligere,” sagde han, “end en filosof der læser i den store bog som Gud har lagt foran os. De sandheder bogen bringer for dagen, tilhører ham, bogen nærer og opløfter hans sjæl, han lever i fred og ro, han frygter intet af menneskene, og hans kærlige hustru kommer ikke og skærer hans næse af.”
Opfyldt af disse tanker trak han sig tilbage til et landsted ved Eufrats bredder. Der beskæftigede han sig ikke med at beregne hvor meget vand der i løbet af et sekund løb gennem nogle brobuer13 eller om der faldt en millimeter mere regn i musens end i fårets måned.14 Det faldt ham ikke ind at lave silke af edderkoppespind15, og heller ikke porcelæn af flaskeskår.16 Han studerede derimod især dyr og planters egenskaber, og han opnåede efterhånden en skarpsindighed der åbenbarede tusinder af forskelligheder for ham hvor andre mennesker kun ser noget ensartet.
En dag17 hvor han gik tur i nærheden af en lille skov, så han en af Dronningens eunukker komme løbende, fulgt af flere hofmænd der så ud til at være tynget af bekymringer og løb hid og did som forvildede mennesker der leder efter det kæreste de ejer.
“Unge mand,” sagde førsteeunukken, “har De ikke set Dronningens hund?”
Zadig svarede beskedent: “Det er en hunhund.”
“Det er rigtigt,” fortsatte førsteeunukken.
“Det er en meget lille spaniel,” tilføjede Zadig. “Den har fået hvalpe for nylig, den halter på venstre forpote, og den har meget lange ører.”
“Så har De altså set den,” sagde førsteeunukken helt forpustet.
“Nej,” svarede Zadig, “jeg har aldrig set den, og jeg anede ikke at Dronningen havde en hunhund.”
Netop på samme tid, ved et af skæbnens sædvanlige besynderlige luner, var den flotteste hest fra Kongens stald stukket af fra en af staldkarlene og løbet ud på Babylons sletter. Overjægermesteren og alle de andre hofmænd løb efter den med lige så stor bekymring som førsteeunukken efter hunhunden. Overjægermesteren henvendte sig til Zadig og spurgte om han ikke havde set Kongens hest løbe forbi.
“Det er den hest der galoperer bedst,” svarede Zadig. “Den er fem fod høj og har en meget lille hov; dens hale er tre en halv fod lang; dens bidselspænder er af treogtyve karats guld, og dens sko er af elleve denier sølv.”
“Hvilken vej løb den, og hvor er den?” spurgte overjægermesteren.
“Jeg har ikke set den,” svarede Zadig, “og jeg har aldrig hørt tale om den.”
Overjægermesteren og førsteeunukken var ikke i tvivl om at Zadig havde stjålet Kongens hest og Dronningens hund. De lod ham føre for den store defterdars18 forsamling, der dømte ham til piskning med knut og til at tilbringe resten af sine dage i Sibirien. Knap var dommen afsagt før man fandt hesten og hunden. Dommerne var i den pinlige situation at måtte omgøre deres dom. Men de dømte Zadig til at betale fire hundrede guldunser for at have sagt at han ikke havde set hvad han havde set. Først skulle Zadig betale bøden, og derefter fik han tilladelse til at tale sin sag for den store defterdars råd. Han sagde følgende:
“I, retfærdighedens stjerner, visdommens dyb, sandhedens spejle, I, som har blyets vægt, jernets hårdhed, diamantens glans, og som er nært forbundet med guld! Eftersom jeg har fået tilladelse til at tale for denne ærværdige forsamling, sværger jeg ved Ormuzd19 at jeg aldrig har set hverken Dronningens agtværdige hund eller Kongernes Konges20 fredhellige hest. Følgende er hvad der hændte mig: Jeg var ude at gå tur i nærheden af den lille skov hvor jeg siden mødte den velærværdige eunuk og den navnkundige overjægermester. Jeg så dyrespor i sandet, og jeg kunne uden videre se at det var spor efter en lille hund. Nogle lette og lange furer afsat i nogle små sandbanker mellem potesporene gjorde det klart for mig at det var en hunhund hvis patter hang ned, og at den derfor havde fået hvalpe for få dage siden. Andre spor i en anden retning, som så ud til hele vejen at være strøget hen over sandets overflade ved siden af forpoterne, fortalte mig at den havde meget lange ører, og da jeg bemærkede at sandet alle vegne var mindre furet af den ene pote end de tre andre, forstod jeg at vores ophøjede Dronnings hund – med forlov – var lidt halt.
Med hensyn til Kongernes Konges hest skal I vide at jeg, mens jeg gik tur på skovstierne, fik øje på mærker efter hestesko, og de var alle på samme afstand af hinanden. Det er en hest, sagde jeg, der galoperer perfekt. På en smal sti, der kun er syv fod bred, var støvet på træerne delvis forsvundet til højre og venstre tre en halv fod fra midten af vejen. Den hest har en hale på tre en halv fod, sagde jeg, og det er den der har fejet støvet væk med sine bevægelser til højre og venstre. Under træerne, der dannede en fem fod høj vugge, så jeg nyligt nedfaldne blade, og så forstod jeg at hesten havde rørt ved dem, og at den altså måtte være fem fod høj. Hvad dens bidsel angår, må det være af treogtyve karats guld, for den har gnedet spænderne på det mod en sten jeg kunne konstatere var en prøvesten som jeg selv har gjort forsøg med. Endelig bedømte jeg, ud fra de mærker som dens sko havde efterladt på småsten af en anden art, at den var skoet med elleve denier rent sølv.”
Alle dommerne beundrede Zadigs dybsindige og fine dømmekraft; nyheden om den nåede helt op til Kongen og Dronningen. Man talte ikke om andet end Zadig i forgemakkerne, det kongelige gemak og ministeriet; og selv om man efter adskillige mageres mening burde brænde Zadig, befalede Kongen at man skulle tilbagebetale den bøde på fire hundrede guldunser som han var blevet idømt.
Retsskriveren, retsbetjentene og de befuldmægtigede kom hjem til ham i fuld galla og overrakte ham hans fire hundrede unser; de beholdt kun tre hundrede og otteoghalvfems til sagsomkostninger; og deres tjenere forlangte at få løn.
Zadig indså hvor farligt det undertiden er at være for klog, og lovede sig selv ved først givne lejlighed at lade være med at sige hvad han havde set.
Den lejlighed indtraf snart. En af statens fanger flygtede og kom forbi vinduerne i hans hus. Zadig blev forhørt, men svarede ikke på noget af det han blev spurgt om, men det blev bevist at han havde kigget ud ad vinduet. For den forbrydelse blev han idømt fem hundrede guldunser, og i overensstemmelse med skik og brug i Babylon takkede han dommerne for deres overbærenhed.
“Du gode gud!” sagde han ved sig selv, “hvor er man dog ynkværdig når man går tur i en skov som Dronningens hund og Kongens hest er løbet igennem! Hvor er det farligt at stille sig ved vinduet! Og hvor er det svært at blive lykkelig her i livet!”