1
LILLE MENTALUNDERSØGELSE. Roskilde, den 3. november 1887.
Professor Pontoppidan sad ved et imposant skrivebord hvor der lå forskellige papirbunker, en tyk, sort fyldepen og en lille notesblok på hvilken Strindberg skimtede brevhovedet Bidstrup Hospital med to bølgende linjer ud mod kanterne. Under lægekitlen bar professoren skjorte med stivet krave, blåsort slips samt vest. Siri skuttede sig ved Augusts side, det var ham der førte ordet.
“Jeg har som sagt besluttet mig for at lade videnskaben besigtige mig,” begyndte Strindberg, “for en gang for alle at fjerne den tanke hos skvadderhovederne at min hjerne på nogen som helst måde skulle være unaturlig, min psyke angrebet af råd.” Han viftede i retning af Siri. “Visse mennesker snakker dårligt om mig på visse steder. Nu havde jeg hørt tale om Dem. Nok om det, så kan vi i det mindste i Danmark få fred for de dumheder.”
“Godt!” sagde Pontoppidan, “lad os begynde undersøgelsen.”
“Den østlige pavillon!” fortsatte Pontoppidan. “Hvis jeg må bestemme bliver De her på prøve. Det er op til Dem? Og naturligvis til Dem, fru Strindberg. Hvis De stadig føler Dem truet, så må De straks lade høre fra Dem.”
“Siri! Du sidder der og glor ned i gulvet mens jeg fornedres. Skyldig! Skyldig! Og du søger hjælp hos ham der. En plattenslager!” Han strakte højre arm frem og rettede en rystende pegefinger mod Pontoppidan. “Nu er sagen den at jeg som Sveriges fjende nummer et ikke er tabt bag en vogn, hvilket danskerne tager for givet eftersom deres videnskab ikke er nået til selv den mest rudimentære begyndelse. Summa summarum: jeg er ikke kommet til Danmark for at blive indlagt på hospital – på prøve. Men for at holde premiere og det med det samme! Hvad siger du så, din kvaksalver, hold din uvidenskabelige kæft! God dag!”
Strindberg var allerede oppe af stolen, fægtede med armene, greb fat i Siri og trak hende heftigt med ud af rummet, mens han øste forbandelser i retning af Pontoppidan: “Kvakso! Døde sild! Finis, finis, diabolus!”2
KUNSTENS PROBLEM. A Porta, den 9. november 1887.
Wiisby fik øje på Strindberg allerede på afstand, og ligheden med voksdukken i Panoptikon i Vesterbro-passagen var slående, men den virkelige figur forekom mindre og noget mere slidt. Den markante næse, den vippende moustache og hårpragten, det hele virkede støvet og forpjusket og ligesom smurt ind i billigt fedt inden fremvisningen. Pio hilste hjerteligt og præsenterede så Strindberg og Wiisby for hinanden. Underdirektøren fik hurtigt bestilt nogle glas hvorpå man skålede i kor “For Faderen!”
“Oversætter Lundegård kommer lige straks!” sagde Strindberg og skævede mistænksomt til Wiisby.
“Indtil videre kan Wiisby oversætte for os,” sagde Pio, “hvis det behøves.”
“Dansk er et fandens sprog,” mumlede Strindberg, “giver afkald på klarhed og eftertryk. Svensk, det er som et klart trompetstød, dansk er som en bastuba som en spøgefugl har hældt væske i. Gurgl!”
“Derfor har vi engageret en rigtig sprogmand som er absolut hjemme både i dansk og svensk, fra barnsben af, så vidt jeg har forstået,” sagde Pio. “Desuden, hr. Strindberg: Wiisby som teatret uden dikkedarer stiller til Deres rådighed med al den hjælp De kan tænkes at få brug for, hvad det end måtte være, er en vidt berejst mand. Teaterdirektør Hunderup understreger at dette er en mand med stemplet ‘Concert du Boulevard’ i nakken.”
“Vi er jo i Paris!” råbte Strindberg, “skønt uden franske skurkemanerer. Kongens Nytorv, Magasin du Nord! Hele fornemmelsen …”
“Hvad er der med Magasin?” spurgte Pio.
“Han synes om at være her,” indskød Wiisby.
“Skal denne mand tale for mig?” sagde Strindberg.
“De andre forstår jo ikke alt hvad De siger. Det sagde hr. Pio netop.”
“Hils ham og sig at det er gensidigt.”
“Hvad har Kongens Nytorv at gøre med Paris?” spurgte Pio.
“Sig til ham at jeg har fire færdige stykker som vi kan begynde på. Nyskrevne, radikale!”
“Han har fire nye stykker.”
“Udmærket! Men et er nok. Forstår han ikke vores problem? Læser han ikke avisen?” indvendte Pio.
“Hvilket problem drejer det sig om?” indskød Strindberg som havde spidset ørerne.
“Publikum,” svarede Pio sørgmodigt.
Wiisby så i dette øjeblik hvordan en af tjenerne som længe havde kredset om en kvinde et stykke væk nu nærmede sig Strindberg og høfligt forespurgte: “Skal jeg servere for fruen?”
“Det må vente til vi har fået glas til. Har De absint?”
Pio trak en ufoldet hundredlap frem.
“Tag den her! Fra direktøren!”
Strindberg lod umærkeligt sedlen glide ned i jakkelommen, så hen mod kvinden og nikkede.3
FORELSKELSE. Østergade 24, København, den 23. december 1887.
Han stod der i sit nye tøj, og hun så på ham.
“Boheme?”
Han nikkede usikkert og betragtede sig selv i butiksruden.
Anne Aretino gik ind i tøjforretningen, men han blev bare stående og se på hende. Hvordan hun bevægede sig, hvad hun rørte ved, helt ubevidst om hans blik.
Gennem hende var alt ændret, også disse huse, gadesnavset og de skarpe stemmer, tjenestepigerne i vinduerne, buddrengene og frøknerne, de gamle mænd som hang omkring trapperne, alt det han aldrig havde været opmærksom på, var nu en del af ham. Hun havde vækket ham af en Tornerosesøvn, der var en mening med at han stod her, og det var en følelse han kunne holde fast i for han ville så gerne beskytte hende, og al den usikkerhed og hjælpeløshed som det skabte, var faktisk dejlig.
“Kommer du?” sagde hun og lo.4
VIRKELIGHEDENS LADNING. Rydbergs café, den 30. december 1887.
Røgen lå tungt over lokalet, der var et brus af stemmer og travlhed, der stank af sved og forfald, og selv Wiisby var nået til den tilstand hvor man adspredt betragter sine egne sko og synes de er budbringere om ens egen plads i universet. Den laveste skohylde, beskidte, grimme, et udtryk for bæreren. Endnu værre var det med Strindberg som tømte snapse i en tilstand af foragt og raseri. Håret strittede, blikket sortnede, som kun den ludfattige kan blive fortørnet når han ikke kan give sine børn det de har brug for, skønt han arbejder i sit ansigts sved, anstrenger sig så hovedet er ved at sprænges. Avisprojekter med Branting, ægteskabsroman, udenlandske dramatiske projekter, det hele halvfærdigt og illusorisk, sendebudet en drøm, Hunderup på turné uden at betale. Wiisby så at Strindberg havde nået grænsen for hvad han kunne tåle, og så kom den, hånen.
“Æslet Bjørnson spjætter rundt i Europa og sludrer om engifte og mangegifte! Nogen skulle piske det ihjel!”
“Gode teatre står tomme på trods af at De lader dramaet med virkelighed!” beroligede Georg Brandes. “Edvard har en femspaltet artikel om den ny tids former på søndag.”
“Formerne, Wiisby! Hør! Alle bladsmørere er ikke svin. Hvad er det, Edvard ser?”
“Han ser forstenede former blive brudt op,” sagde Brandes.
“Hvad kommer der i stedet?” spurgte Wiisby naivt.
“Sjælen bliver afsikret!”
“Alt bliver dynamit!” råbte Strindberg.
“Vi skal ikke underkende modstanden.”
Strindberg tømte sit ølglas så skummet sprøjtede i ansigtet på de Neergaard som sad ved siden af ham. Denne råbte: “Hvad fanden snakker I om?” Men inden nogen nåede at undersøge det havde digteren trukket en lille perlemorsbesat revolver op af brystlommen og viftede med den mod gæsterne i baggrunden som råbte og skreg: “Pas på ham der!”
“Tag det roligt, August!” sagde Brandes.
Strindberg rettede revolvermundingen mod gennembruddets store talsmand i Europa og lo.
“Det er min forelæsning nu, Georg.”
Så skød han, tre skud op i loftet og et i gulvet, blev overmandet og hurtigt ført ud på gaden af den lille forbløffede kunstnerkreds der var så vant til at kæmpe med ord og intriger, men mere rådvilde over for våben, selvom de var alment bekendte med hysteriske reaktioner efter druk under trængte omstændigheder.
“I den nye suggestionspsykologi ville man sige at en stærk hjerne var blevet tvunget i knæ af en ustyrlig krop,” sagde Brandes. “Sådan går det når man forsøger at kombinere etik og æstetik – det gjorde han i Tjenestekvinden.”
“Han har brug for hjælp,” sagde de Neergaard vredt. Han var ikke nogen stor ven af teorier.
Strindbergs blik var glasagtigt som han sad der på det tilsneede fortov.
“Skrækken, Wiisby! Kunstens evige ledsager!” Så mumlede han indtil han fik nye kræfter og slingrede af sted mod Kongens Nytorv.