Tekstuddrag

BIBLIOTEKET
Jeg er ved at blive gammel; jeg genkender ikke mig selv. Det har altid tiltrukket mig, dette billede af alderdommen: den gamle mand og den unge pige. Jeg ved ikke hvad det minder mig om, en forbrydelse, måske, eller naturen; naturens brutalitet og vold, dens uskyld. Man ved ikke hvem der er den skyldige, ham der sidder på stolen, eller hende der sidder på ham, på skødet, i en udringet, sort selskabskjole.
Den hvide hud og det gamle ansigt, rynket og groft, der hviler mod det nøgne, unge bryst.
De faste, lyse bryster der bliver løftet op af en stram brystholder. En perfekt bue. Halsens og brysternes hvide bue; hvor står det gamle ansigt godt til den glatte hud. Han hviler. Han er glad. Han sidder på en stol. Hun sidder på hans skød; han hviler hovedet mod det hvide bryst.

De er til fest. Sidder i et afsides rum, et lille bibliotek med svag belysning. De hører lydene fra festen gennem væggen: stemmer, latter, glas som klirrer. Hun holder sin højre arm om hans skulder, trækker ham ind til sig; han presser munden mod det ene bryst. Der er et spejl på væggen. Hun har bundet håret op i en hale eller pisk som slår når hun snakker eller går: da han så hende, glemte han straks sin egen alder.
Der var ingen alder i dette møde.
Alderen kom senere, da de trak sig tilbage og gemte sig i værelset med bøgerne og spejlet.
Hun sidder på hans skød; han holder om hende som om hun er hans mor. De ser sig selv i spejlet. Det får mig til at tænke på et billede, malet af Velázquez: den unge pige virker smukkere når man ser hende ved siden af en krøbling.

Da han så hende, glemte han straks sin egen alder. Hun gik forbi der hvor han sad omgivet af venner og bekendte, forfattere og studerende, hendes hår var bundet op i en hale som slog mod ryggen og skuldrene når hun klaprede forbi i sine højhælede sko, hun var højere end ham. Han rejste sig op, nærmest automatisk, og gik hen hvor hun stod sammen med nogle veninder. Han tænkte ikke et øjeblik på sin alder. Alderen kom senere, da de sad i biblioteket og så på hinanden i spejlet. Et urovækkende billede; de to ansigter, så lig hinanden i al deres ulighed, som to søskende, som far og datter, eller mor og søn, og måske var det dette naturstridige, det groteske og maleriske, ja, det tidløse i billedet, i spejlet, der gjorde at de ikke ville give slip på hinanden, de ville ikke give slip på hinanden.
Han er otteogfyrre år, han virker ældre, håret er gråt ved tindingerne, et gråt kortklippet skæg. En bred mund, tykke læber, der er flænger i læberne og ar omkring munden efter slag eller skader, han har et groft og rynket ansigt. Ansigtet kan være ødelagt af ensomhed eller af for megen nydelse, det er ikke til at sige hvad der bor i hans ansigt, men det er det ødelagte der er smukt ved ham: hun synes han har et ødelagt og smukt ansigt. Når hun ser på ham, på nært hold, når hun sidder på ham og læner sig frem for at kysse ham, føler hun kun frygt. Og det må være en frygt hun har brug for, for hun presser læberne mod hans og stikker tungen ind i den åbne mund. Hvad vil hun? Måske vil hun bare have at han skal være hendes elsker. Måske vil hun kaste sig ud i noget farligt, katastrofalt, der vil forandre hende fuldstændig. Han sidder på stolen ved skrivebordet iført et sort jakkesæt og en hvid skjorte, et sort slips som han har løsnet i halsen; hun sætter sig på hans skød, som om de begge er fortrolige med billedet som venter dem i spejlet: døden og den unge pige.

Det er nytårsaften. Han ser på sit armbåndsur, klokken er ti over elleve. De hører lydene fra festen i lejligheden; han rækker hånden ud efter flasken som står på skrivebordet, han ryster flasken lidt og presser proppen op så den flyver op i loftet, det giver et knald; hun farer sammen, flytter sig og råber, skummet rammer hende på halsen. Hun rødmer og skjuler ansigtet i hænderne, men han har set det, hvordan blodet skød op i hendes ansigt. Han hælder champagne i de to glas, tager det ene glas og holder det op mod hendes mund og hælder væsken ind mellem læberne, hun kan ikke synke og der render skum ud af munden, han kysser hende.
Du kvæler mig, siger hun.
Han ler.
Giv mig noget champagne, siger han.
Hun tager det fyldte glas og hælder væsken i munden på ham, hun hælder så voldsomt hun kan, men han synker det og hun tager flasken og fører den mod hans mund, han synker og synker, som et afløb, tænker hun.

De drikker, af flasken. Han tager en maske op af jakkelommen, en sort maske med to små huller i stoffet som dækker panden og størstedelen af ansigtet, kun næse og mund er synlig under de blå øjne. Han ser på hende, og nu kan hun mærke at hans blik er gammelt. Det er som om disse to øjne altid har været der, i mørket, har hængt der i luften, uden ansigt, uden hænder, to øjne som aldrig vil slippe hende, som hun aldrig kan skille sig af med; er de en del af hende selv, er det hendes eget blik som er hængt op foran hende, to stirrende, ovale organer som er bundet fast til hendes krop, og som er groet fast uden for hende, som en kunstig finger, forlængelsen af en arm; hun lukker øjnene. Jeg er ked af det, siger hun.

Han tager slipset af, vikler det to gange rundt om hendes hoved og hår. Et stramt bind over øjnene, som om han umiddelbart forstår hende, dette ønske om mørke, fraværet af øjne; hun slår armene om hans hoved og trækker ham ind til sig.

Han rejser sig fra stolen, lader hende sidde i mørket. Han trækker en bog ud fra en af hylderne, lader som om han læser op fra bogen: Ovid skriver at blindhed øger følsomheden i hænderne, siger han. Han finder en pose i inderlommen, en gennemsigtig plasticpose, han drysser det hvide stof i to striber ud over et stykke papir på skrivebordet, stikker et tyndt rør op i hendes næsebor; snus ind, siger han. Han tvinger hendes hoved ned mod skrivebordet, og hun trækker vejret forsigtigt gennem næsen, husker med ét hvordan hun blev presset ned i sneen, hvordan sneen fyldte mund og næse, den kolde sne, hun snuser ind og bliver overrasket over hvor varm den er, den brænder i næseborene og i hovedet, en flamme af sne. Hun åbner munden og vil spytte varmen som fylder halsen og brystet ud. Hun spytter ham i ansigtet.

Han skubber hendes hoved bagover, og hun lægger overkroppen i en bue mod skrivebordet. Så trækker han kjolen ned over hendes skuldre, hiver brystholderen ned og drysser en hvid stribe af pulveret mellem hendes bryster. Han stikker røret ind mellem de hvide bryster og snuser kraftigt ind.

Hun har sved på panden, små svedperler, de løber ned langs næsefløjene, en tynd, fugtig hinde af sved i de lyse dun over munden; han kysser hende.
Du kysser som en slange, siger hun.
Du har en slangetunge.

Hun stikker sin tunge ind i hans mund, og han trænger forsigtigt ind i hende; en ubrydelig cirkel, som slangen der bider sig selv i halen, som når han lægger sig på gulvet og hun sætter sig over ham; hun læner sig frem og tager hans køn i munden mens han stikker sin tunge ind i hendes køn.

Hun former læberne til en trutmund som hun kører ned over hans pik, hun suger hårdt. Hun lægger tommelfingeren og langfingeren i en ring omkring skaftet og trækker det trange hul mellem fingrene op og ned, langsomt og hurtigt, i en skiftende rytme mens hun holder munden over penisspidsen som hun fugter med tungen. Hun stikker tungen ud.

Han tager fat i hendes hår, i hestehalen, og trækker hovedet så hårdt bagover at hun må rejse sig op på alle fire. Hun står som et dyr på knæ og albuer, med kjolen trukket op om hofterne, og han er et dyr der trænger ind i hende bagfra mens hun kryber hen over gulvet. Hun kryber i blinde over mod skrivebordet, tager fat i bordkanten med begge hænder og rejser sig op. En skrivebordslampe, hun vælter den. Penne og papir, hun skubber det væk, lægger sig på ryggen på skrivebordet og trækker kjolen op.

Pierre Abélard skriver, i sit lange selvbiografiske brev fra 1132, Mine trængslers historie: “I Paris boede der en ung pige som hed Héloïse. Hun var niece til en kannik som hed Fulbert, og som af kærlighed ikke havde sparet på noget for at give hende en så god boglig uddannelse som muligt. Hun var meget smuk og havde fremragende boglige kundskaber.” Héloïse var seksten år. Hun var toogtyve år yngre end Abélard der var hendes lærer, og som hun forelskede sig i; han skriver i brevet: “Jeg var så berømt og smuk at jeg ikke behøvede at frygte noget afslag, hvem jeg end beærede med min kærlighed.” Den selvbevidste, arrogante og temperamentsfulde Abélard rejste til Paris for at studere filosofi og for at skrive bøger, han ville være forfatter. Han underviste og skrev en række bøger om logiske emner, men det var først og fremmest det selvbiografiske brev hvor han fortalte om sit forhold til Héloïse der gav ham en plads i litteraturhistorien:
“Under påskud af at studere hengav vi os fuldstændig til kærligheden, og studierne gav os anledning til at træk-ke os tilbage til afsidesliggende rum, som kærligheden fordrer.
Hvad mere kan jeg sige? I vort begær undlod vi ikke en eneste fase af kærlighedens nydelser, og dersom lidenskaben kunne udpønse noget ualmindeligt pirrende, så tog vi det med, og jo mindre erfaring vi havde i disse kærlighedens glæder, desto mere intenst gik vi frem, og disse glæder blev aldrig vendt til afsmag.”

Rummet, afsidesliggende, et bibliotek med et mørkerødt tapet som skinner der hvor lyset fra vinduet rammer de sølvbroderede roser i det mørke tapet. Et blyindfattet vindue med en bred karm hvor man kan sidde og læse, hvor Héloïse sidder og læser. Boghylder, bogbind i skind langs væggene, fra gulv til loft. Gyldne fade af messing med tællelys i stagerne, et kvadratisk spejl indrammet i rombeformet bronze. En bænk betrukket med tæpper og belagt med orientalske puder. Det samme mønster på puderne som på tæpperne på gulvet, lagt lag på lag i et tykt dække som lydløst giver efter når man går over gulvet, når Abélard går over gulvet, han lukker døren efter sig. Står i halvmørket bag skrivepulten der næsten når ham til brystet; han er klædt i stramme, mosgrønne bukser der er stukket ned i de spidse sko af skind. En hvid skjorte. En jakke i orangefarvet fløjl som er bundet sammen om livet med et tyndt bælte af læder. En sølvkniv i bæltet, en rosa pengepung og en lille parfumeflakon med et guldhjerte i flasken; han er ubarberet og har en sort, rund hue på hovedet, trukket ned over det mørke, lange hår. Héloïse sidder i vindueskarmen og læser. Hun er iført en sort trøje med hvid linning i halsen, en appelsinfarvet kjole med lange ærmer og et broderet bryststykke som går ned til midjen hvor det tykke kjolestof er bundet sammen af et langt bælte med røde kvaster i enderne. Et hårspænde i det sandfarvede hår der hænger løst over skuldrene; Héloïse læser og løfter ikke blikket fra bogen: Glossulae super Porphyrium, Logica nostrorum petitioni sociorum. Rødmer hun? Abélard tager jakken af, den hvide skjorte er åben i brystet; han holder et smykke frem, det er en gave til hende, til Héloïse, et halskæde af sølv, en forsølvet slange; den bider sig selv i halen.

Abélard lægger smykket om Héloïses hals, lukker låsen i nakken og kysser hende på munden: den der giver en gave forventer noget til gengæld, hvad er det han vil have af hende; hun giver ham forsigtigt sin tunge.

Hun har aldrig kysset nogen før. Hun strækker halsen, lukker den ene hånd i en klo. Presser de lange negle ind i håndfladen til huden giver efter og sprækker. Hun løfter hagen og ser hvordan han lægger sit ansigt ind over hendes; øjnene, næsen, munden, ansigtet, det fylder hele hendes synsfelt og hun vil skubbe ham væk. Hun kysser. Hun skubber ham fra sig og ser at hun har farvet hans kind rød med blodet fra sin hånd.

Han er hendes lærer, en mand hun ser op til og respekterer. Han er Petrus Abaelardus, forfatter af logiske og filosofiske bøger, klerk og forelæser ved l’École du Cloître, den vigtigste læreanstalt i Paris.
Han er otteogtredive år, ambitiøs og selvsikker, siger man, og meget smuk, synes hun, slet ikke opblæst og arrogant, ikke selvhøjtidelig, som hun har hørt, nærmere egenrådig og vild, som om han har været tættere på naturen end på bøgerne, tættere på skoven end på læreanstalterne, tættere på dyrene end på menneskene; og genkender hun ikke sig selv i denne ensomhed? Hans hår falder frit ned over det smalle ansigt, skjuler kun delvist de store ører; han har et rastløst blik, to kvikke øjne der følger hende med opmærksomhed og hengivenhed, har han ikke et udseende der minder hende om hendes hunde, om hestene, måden han går på, og farer op på, som om han aldrig hviler, altid er på vagt. Hun har et tættere forhold til dyr end til mennesker, til sin hund og sin hest.
Hver dag, efter skoletid, går hun med hunden over markerne og gennem skoven; har hun ikke fantaseret om ham, ventet på ham? Han har et sanseligt og smukt ansigt, synes hun; siger rygtet ikke at han bruger alle sine penge på forlystelser og kvinder? Er hun ikke blevet advaret mod ham, burde hun ikke være forsigtig med ham? Har hun ikke hørt at han er glad for piger, at han forfører kvinder? Har hun ikke hørt at han har skrevet sange og digte om det, om hvor glad han er for piger, man synger hans sange i gaderne: Lai des Pucelles. Sangen om de unge piger.