Beskrivelse
Espedal skriver om naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene og slægtens historie gennem tre generationer, om længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt til slægtninge på landet under krigen og savner sin mor.
I København gør han treogtyve år gammel sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Han deler et værelse med en pige på et kollegium i Rødovre og tager ind til København, går på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger jeg, siger hun.
KRITIKERPRISEN, fra komitéens begrundelse:
“Kritikerprisen for bedste voksenbog 2009 går til et poetisk og usædvanligt skriveprojekt. Det er en beretning om en slægts historie, om at skrive og arbejde, om at flytte eller blive boende, og det er et skrift til en mor. Værket kan siges at gå til angreb på kunsten og er samtidig et tydeligt skrift for kunsten. Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Mod kunsten er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik.”
TO TEKSTUDDRAG
“Jeg kunne lide at sidde ved skrivebordet, uforstyrret og koncentreret, som om jeg ventede på noget jeg ikke vidste hvad var, time efter time, om aftenen og om natten, en slags vågenhed eller opmærksomhed som blev til sætninger og ord, ofte fremmede, til tider ubehagelige, som om de ikke var skrevet af mig, men af en anden; jeg vidste ikke altid hvor ordene kom fra.”
“Så, endelig kom hun. Det var tidligt om morgenen, jeg hørte hende ved døren; hun gik lige hen mod hjørnet hvor jeg lå på gulvet med lukkede øjne, stillede sig over mig og tog tøjet af, jakken og støvlerne, hun stod over mig i en gennemsigtig bluse og en kort, sort nederdel; jeg kunne se hendes kønshår, det nøgne køn under nederdelen, hun bøjede sig frem: sover du? spurgte hun. Du kan lige prøve på at gøre mig ulykkelig, sagde jeg. Hun lagde sig på sengen, på et kunstigt dyreskind hun havde, lagde sig halvnøgen på dyreskindet og støttede hovedet mod den højre arm: jeg gør det for din skyld, sagde hun. Det behøver du ikke, sagde jeg. Men din bog behøver det, sagde hun.”
Klip fra norske anmeldelser:
“… en av de vakreste, viktigste bøkene jeg har lest på mange år”
Johan Harstad, Klassekampen
“Tomas Espedal har skrevet en utrolig rik roman, som helt klart vil stå fram som en av årets beste og som sikkert også vil kvalitetsbardunere norsk litteratur ytterligere i utlandet”
Stein Roll, Adresseavisen
“Tomas Espedal har et personlig farget litterært prosjekt han forfølger og utvider med fascinerende kraft og konsekvens (…) Så fint at han fins”
Steinar Sivertsen, Stavanger Aftenblad
“Imot kunsten angriper litteraturen samtidig som den er intenst litterær. Våre største sorger og kvaler, de individuelle erfaringene som i kunsten ofte blir så fattige, finner et eget språk.” Bernhard Ellefsen, Morgenbladet
“Den gjør det i et poetisk språk som både fanger inn grenseløse og korte lykkestunder, men som i enda større grad dveler ved tap og sorg som skal og må komme. Espedals språk gnistrer til, enkelte setninger står og lyser i sin rike flertydighet” LÆS MERE!
Hans H. Skei, Aftenposten
“Espedals bok fremstår nettopp som et glimrende stykke arbeid som ikke foretar enkle, kunstferdige snarveier, og derfor blir bunnsolid”
Gro Jørstad Nilsen, Bergens Tidende
“Kanskje det er så enkelt. Imot kunsten handler om savn, og Tomas Espedal fortjener å bli utgitt på førti språk”
Frode Johansen Riopelle, Klassekampen
“Imot kunsten rører meg med si morshistorie og stadfestar igjen at Tomas Espedal skriv stor romankunst”
Margunn Vikingstad, Dag og Tid
Bøger af Tomas Espedal
Anmeldelser
DEN LILLE KUNST OG DEN STORE
Det er stor kunst.
Steen Klitgård Povlsen, Standart
DRØMMEN OM EN BOG ★★★★★
Mod kunsten rummer mange bøger i en. Små romaner, essays om køn, skrift og kærlighed, noteringer fra naturen og erindringer om ungdomslivet i København. (-) Han skriver, så det føles, som om man trækker vejret i takt med skriften. Man jager ikke igennem værket for at nå frem, man er så at sige med i det skrivende nu. Frem og tilbage, cirklende, begyndende igen og igen, sådan er Espedals måde at skrive på. (-) Mod kunsten er en stor læseoplevelse.
Mai Misfeldt, Berlingske Tidende
LEKTØRUDTALELSE
Norsk selvbiografisk roman om en forfatters vej henimod sin identitet som kunstner. Det er ikke en rendyrket roman; det er essay, novelle, lyrik, dagbogsoptegnelser og associative passager. (-) Espedal skriver sig ind i den norske trend med selvbiografisk litteratur med navne som bl.a. Dag Solstad, Per Petterson og Karl Over Knausgaard.
Lene Krøgh, DBC
HJEMME I LABYRINTEN
Tomas Espedal er et forfatterskab, jeg personligt bliver nødt til at læse bagfra. Mod kunsten er den elvte roman af denne knortede og dybt genkendelige norske forfatter, der debuterede i 1988. Men desværre min første. Romanen blev fortjent indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris ligesom Espedals forrige fra 2007 Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Og alene for dén titel er man nødt til at kaste sig betingelsesløst ud i forfatterskabet! (-) På den måde skriver Tomas Espedal ikke for at blive fri. Men for at forstå, at han aldrig bliver det. Som sine landsmænd i de senere års overdådige norske forfatterboom – og dog på sin helt egen labyrintiske måde – bevæger Tomas Espedal sig således mellem en demonstrativ melankoli, en maskulin afmagt, en binding til fortiden og en sproglig urkraft, der på sælsom vis kommer det selv samme sted fra. Kunsten er at give op.
Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad
FREMRAGENDE
I en fortsættelse af sit poetiske og selvbiografiske skriveprojekt, skriver Tomas Espedal denne gang om sorg og længsel, når livet tager en af sine sværeste drejninger – det er der kommet en smuk og original bog ud af. (-) Bogen kredser om døden, om det eksistentielle: Hvem er jeg, og hvordan er jeg blevet til det, jeg er? I en søgen efter en dybere forståelse søger jeg-fortælleren tilbage i tiden, ikke bare til sin egen barndom og ungdom, men også til bedsteforældrenes og forældrenes liv. (-) ’Mod kunsten’ rummer flere lag og flere genrer. Bogen er samtidig en meta-roman om ’det at skrive’, om sprog og om vejen mod forfatterdebuten, mod kunsten. ”Jeg ville skrive romaner som var de poesi” – et ønske, der må siges at være gået i opfyldelse! Fremragende!
Kamilla Krogh Uttrup, Litteratursiden.dk
ØEN I BOGEN ★★★★★
Med en suveræn blanding af stillejer – dagbog, essay, romanagtige iscenesættelser, selvbiografi, familiekrønike – skiftevis registrerer Espedal hverdagens småtraumatiserede gang med nærmest demonstrativ banal detaljerigdom og folder mægtige perspektiver ud om familier, liv og død, og hvad kunsten kan bruges eller ikke bruges til. Som andre af disse års norske forfattere, men bedre end de fleste andre, formår Espedal at skrive på én gang let og meget personligt, til tider ret vittigt grænsende til det slentrende, og ud fra, hvad der angiveligt er ham selv og hans eget liv, at skabe et særegent stærkt romanunivers.
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
SØRGMODIG SYMFONI
Espedals slid har båret frugt, hvilket det smukt ciselerede sprig i Mod kunsten vidner om. Han kan skrive sin melankoli og sorg frem, så det dirrer … Hans reflektioner over livet og kunsten og døden danner en sørgmodig symfoni af stemninger, der giver genklang. Man glemmer ikke med det første manden i huset på øen.
Katinka Bruhn, Weekendavisen
DIGTEREN DRIVER VÆRKET ♥♥♥♥♥
For det første er ‘Mod kunsten’ så pokkers hamrende godt skrevet. Uden at det sker på en demonstrativ måde, glitrer ordene næsten som dugdråber i tekstens spindelvæv. Der er næppe en side uden en formulering, man må glædes over, eller et skarpt indblik, man kan føle jaget af. (-) Stilen er poetisk, men prunkløs. (-) Det er en bog, man gerne ville have til at vare ved. LÆS MERE!
Kim Skotte, Politiken
TALE FRA EN TAVS MAND ★★★★★
Tomas Espedals nyeste roman “mod kunsten” er et betagende poetisk hverdagsværk om det at eje det menneskelige lod, det er at elske og ane ikke bare dem, der har skabt en, men også dem, der har skabt dem og hele ens verden. (-) Men han skriver også, så man selv får ord på alt det usagte, der ligger i al den enorme mængde følelser, der er udenfor tiden, fordi vi lever med det blod, de minder, og den lærdom, som andre før os har indpodet helt inde i os. Så langt inde, at vi ikke selv ser det. Før vi får læst Tomas Espedal. Han er en mester, er anerkendt i Norge, på vej til det samme herhjemme, nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og han skal læses.
Charlotte Rørth, Nordjyske Stiftstidende
DAGEN ER EN SKRØBELIG KONSTRUKTION
Norske forfattere kan altså et eller andet særligt. Noget smukt med sproget. Tomas Espedal er en dem. (-) Tomas Espedal skriver så vildt og poetisk at ens hjerte smelter, når han lige så stille ånder de fineste sætninger.
Pia Stærmose, Helsingør Dagblad
SKRIFTENS BLIDE NARKOSE
Tomas Espedals bøger har gerne sære titler og stritter lidt imod faste genrebetegnelser. Den forrige hed Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, og nu er sidste års atter pris- og kritikombruste roman Mod kunsten med den parentetiske tilføjelse notesbøgerne, kommet på godt dansk. (-) Det hele projekt ligner et norskfarvet opgør med romankunstens normer gennem den privatisering af fortællingen, der næsten er blevet til genrelitteratur, med blandt andet Dag Solstad, Per Petterson, Karl Ove Knausgaard, der på forskellig måde og gerne i eget navn lever deres liv i fiktionen eller fornemmer fiktionen som deres egentlige virkelighed. En særlig vågenhed for sprog.
Torben Brostrøm, Information
Om forfatteren
Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris tre gange, for Gå, Bergeners og Mod kunsten, som han fik Kritikerprisen for. Han modtog Brageprisen for Mod naturen. I 2019 udkom hans roman Elsken på dansk, i 2022 udkommer Mit privatliv og i 2023 hans nye roman Lyst.
Forfatterweb om Tomas Espedal
Wikipedia om Tomas Espedal
Forfatterprofil
Links
Forside i høj opløsning
Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Jakob Dall
Gyldendalprisen: Tomas Espedals pristale
POLITIKEN: NORGES SVAR PÅ LARS VON TRIER
INTERVIEW: Den norske forfatter Tomas Espedal dummer sig konstant i det offentlige rum. Som Lars von Trier har også Tomas Espedal en særlig evne til at udtale sig, så ansvarlige folk i hans nærhed overvejer at springe ud ad det nærmeste vindue. LÆS MERE!
POLITIKEN: DIGTEREN DRIVER VÆRKET ♥♥♥♥♥ (anmeldelse af “Mod kunsten”)
For det første er ‘Mod kunsten’ så pokkers hamrende godt skrevet. Uden at det sker på en demonstrativ måde, glitrer ordene næsten som dugdråber i tekstens spindelvæv. Der er næppe en side uden en formulering, man må glædes over, eller et skarpt indblik, man kan føle jaget af. (-) Stilen er poetisk, men prunkløs. (-) Det er en bog, man gerne ville have til at vare ved. LÆS MERE!
AFTENPOSTEN: DEN UMULIGE DRØMMEN OM EN BOK (anmeldelse af “Mod kunsten”)
“Den gjør det i et poetisk språk som både fanger inn grenseløse og korte lykkestunder, men som i enda større grad dveler ved tap og sorg som skal og må komme. Espedals språk gnistrer til, enkelte setninger står og lyser i sin rike flertydighet” LÆS MERE!
KRITIKERPRISEN 2009 TIL TOMAS ESPEDAL
Tomas Espedal får Kritikerprisen for beste voksenbok 2009 for romanen Imot kunsten (notatbøkene). LÆS MERE!
NRK: KNAUSGÅRDS OVERMANN
Norske kritikere foretrekker Tomas Espedal framfor Karl Ove Knausgård. Det ble klart da Kritikerprisen for beste voksenbok ble utdelt kl. 12 i Litteraturhuset i Oslo i dag. LÆS MERE!
NRK: SOBERT OM LENGSEL OG SAVN (anmeldelse af “Mod kunsten”)
Dette er både refleksjon, selvbiografi og historie. Tomas Espedal har skrevet en vakker roman om savn og lengsel. LÆS MERE!
KRISTELIGT DAGBLAD: INGEN VED, HVOR LÆNGE GLÆDEN VIL VARE
INTERVIEW: Den bogaktuelle norske forfatter Tomas Espedal lever et liv i evig angst for død og ensomhed. “Det er prisen for at elske livet så højt,” siger han. LÆS MERE!
NATT & DAG: IMOT LITTERATUREN
Jeg har aldri hatt et yrke. Det er perioder – som regel om sommeren og i feriene – at jeg savner det å ha et yrke. Det kanvære at det er søndag og jeg tenker: mine søndager er ikke som andres søndager. Det kan hende at jeg tenker: i morgen søker jeg en jobb. LÆS MERE!
Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
