Tekstuddrag

De fleste ved ikke hvor mange dage de har til bage at leve i. Han troede han havde mange år foran sig. Hvad han ville sige i det afgørende øjeblik havde han aldrig skænket en tanke. Han klædte sig på, friserede sig og drak en slevfuld vand fra spanden ved siden af sengen. Der var ingen at se udenfor. Han så op på himmelen, det gamle pergament hvor sol og måne ridser dag og nat.
Snorre Sturlason havde fem dage tilbage at leve i.
Tanken om Orækja kom lige så pludseligt som den plejede. Selvom man har opdraget sine børn behøver man ikke at forstå dem. Hans eneste overlevende søn var et spektakel af et menneske. Han ville hellere tænke på Margrete, hun skulle besøge ham dagen efter. Han så hende for sig, de intense øjne, håret, de hurtige bevægelser, de lange fingre, smilet, hofterne. Han tænkte på hvordan det ville være at kysse de smalle læber.
Denne morgen, et dagsridt væk, blev det besluttet at Snorre skulle dræbes natten før Sankt Mauritiusmessen. Der var ingen der røbede noget for ham. Vist havde han sine fjender, men i dette øjeblik havde han ingen anelse om at nogen ville finde på at hugge ham til døde på hans egen gård. Drabsmændene lagde deres planer i vished om at de havde kong Håkons fulde støtte.
Snorre åbnede døren og så ud over Reykholt. Det blæste. Lyset faldt let over ham. Morgenen fyldte gårdspladsen med lys. Han var indlemmet i dagen. Ved den bløde bakke lige bag ambolten hvor smeden Torkild plejede at smede pilespidser, kunne han se redskabsskuret. Torkild var en stor bredskuldret mand med hænderne skruet rigtigt på, og han var altid hjælpsom når noget skulle repareres eller bygges om. Snorre ville tale med Torkild. Mens han gik over den hårdttrampede eng kunne han mærke at tæerne blev presset sammen i kalveskindsskoene.
Et stykke væk vadede fårene gennem den gulbrune mark, i vifteformation, omsluttet af gråhvidt lys. Fårene, tænkte han, har martyrernes lange ansigter. Men hvorfor var de kommet så tæt på gården?
Snorre gik hen til kærren foran redskabsskuret. Med højre pegefinger strøg han over hamlerne for at se om morgenduggen havde efterladt sig fugtighed. Han lod fingerspidsen glide én gang, to gange over træværket. Hvad var det han hørte? Lyden kom fra skuret. Bøjede Torkild hestesko på ambolten? Snorre gik nærmere. Det var ikke hammerslag. Men hvad var det? Han spejdede ud over de let bakkede sletter neden for gården, over bækken lige i nærheden og bag den igen, elven der havde sin vugge i fjeldene og bræerne i horisonten.
Altid var der noget at reparere og gøre i stand på den store gård. Flere gange havde Snorre bedt Torkild om at afslutte arbejdet tidligere end han plejede. Torkild havde smilet og sagt at Snorre ikke måtte spøge med ham. Han blev ved med at arbejde lige intenst hver aften og gik til ro sidst af alle. Og næste morgen var det altid Torkild der stod først op. Arbejdet i smedjen var vigtigt for hans selvrespekt. Snorre forstod det godt. Torkild var på Snorres alder, i begyndelsen af tresserne, men meget lettere til bens. Nu ville Snorre ønske ham en rigtig god dag og takke ham for alt det han havde gjort. Så ville han spørge om der var noget Torkild ønskede sig.
Det kunne ikke skade med lidt venlighed. Snorre nikkede og mumlede for sig selv. Helt fortrolige var de vel ikke blevet efter at Snorre havde ligget med hans kone nat efter nat for tre år siden. Hun stak af fra gården, og ingen havde set hende siden. Men Torkild måtte vel være kommet over det nu? Af og til havde Torkild beklaget sig over at han tjente for lidt. Snorre havde svaret at fattigdom var et skridt på vejen til lykke i det næste liv.
Som den beskedne mand Torkild var, ville han sikkert svare at han hverken havde brug for eller ønskede sig noget. Derfor ville Snorre lægge en sølvmønt på tønden lige inden for døren.
Var det vinden der gjorde at han ikke kunne afgøre hvor lyden kom fra? Døren til redskabsskuret var lukket. Da han gik rundt om skuret, fandt han ud af at det var bagdøren der klaprede. Snorre tog i døren. – Torkild! råbte han.
Ingen svarede. På ambolten foran døren lå fire nagler der var rettet ud. Han åbnede døren på vid gab. Redskaberne hang i sirlig orden på væggene. Hammere, økser, syle, skrabere og ting der var hængt op efter størrelse på den lange væg. En væltet trækop gabte på tønden lige indenfor. Snorre gik ind. Skuret var tomt. Døren smækkede bag ham, og det blev bælgmørkt.
– Torkild, sagde han med lav tøvende stemme. Han sparkede døren op igen, gik over gårdspladsen med tunge skridt og kaldte. Ingen svarede.
Snorre trampede i jorden. Øjnene spejdede over sletten efter fårene i det blålige lys. Han så hen på den nøgne højderyg der hvælvede sig uden et træ nord for gården. Blikket søgte hen over det tørre næsten sandfarvede stykke jord neden for højderyggen. Jorden var furet som gammel hud efter den tørre sommer, fuld af sprækker og ujævne jordklumper, hårde som sten stak de under fodsålerne. Han råbte Orækjas navn og bandede. Et øjeblik så han Orækjas mor for sig. De havde kun været sammen nogle få nætter. Da han besøgte hende nogle måneder senere, havde hun taget på. Sidste gang Snorre mødte Orækja, hjemme hos brorsønnen Tumi, havde stemningen for en gangs skyld været gemytlig mellem far og søn. Snorre tørrede sveden af panden og gik ind igen, satte sig på bænken, lagde albuerne på bordet, foldede hænderne og så frem for sig. Hvilken søn han havde! Hvad havde han gjort forkert? Det værste var at han stadig havde brug for denne morders hjælp. Orækja elskede sin far. Som om det gjorde det lettere.
Var der ikke et par heste der passerede udenfor? Der var ingen der skulle ud nu! Snorre rejste sig med et ryk, gik ind i døren, puffede den op og så lige akkurat ryggen af Torkild, foroverbøjet på hesteryggen og med ansigtet presset ned i manen, i fuld galop. Snorre hastede efter et lille stykke vej. Benene og anklerne havde været hævet det sidste halve år, uden at han forstod hvorfor. Torkild og lærlingen Svein red side om side. Snorre råbte. De vendte sig ikke om. Der var ingen andre der optog jagten. De red i retning af Surtshellir, den lange hule. Hans mest betroede mand på Reykholt stak af, uden en eneste forklaring! Lærlingen, en rødhåret splejs af en ung mand, måtte han have narret til at tage med.
– Forrædere! skreg Snorre efter dem. – Tyve! Pak! Uden et ord til forklaring stak hans bedste smed af.
Snorre kaldte på Torkild endnu en gang før hestene forsvandt. Hvorfor havde ingen forberedt ham på dette? Han stirrede vantro på støvskyen efter de to. Snorre gik med raske skridt tilbage til huset. Der blev han stående i døråbningen. Tænk hvis nogen havde hørt ham råbe?
At Snorre ikke kunne styre Orækja var én ting, men at hans egne tjenestefolk behandlede ham på den måde! Kunne det være forventningerne til mødet med Margrete der havde fået ham til at overse alvoren? Han så hen på de andre huse. Han lod den højre håndflade glide fra panden og ned over ansigtet, over de tunge øjenlåg, den kraftige næse og den skæggede hage. Skulle han kalde på Kyrre der holdt opsyn med arbejdet på gården? Men hvis han begyndte at gå rundt mellem husene på Reykholt for at stille spørgsmål, ville de måske tro han var urolig?
Hvor mange var der i alt på gården? Det var Kyrre der havde den nøjagtige oversigt. Han kendte ikke dem alle sammen, men omkring halvfjerds var de i hvert fald med stort og småt. Og hvor mange af dem var tyende? Nej, han kunne ikke huske det. Han kunne heller ikke huske navnene på alle dem der arbejdede på Bessastadir, eller på de andre gårde, for den sags skyld. Hvordan skulle han kunne favne det hele?
Reykholtgodset, kernen i det gamle kirkelen, var ikke særlig stort, men hele lenet var anseligt. Det var grunden til at han havde købt godset i 1206. Hverken udseendet eller beliggenheden var enestående, men det lå godt. Vejene mod vest syd og nord var anlagt i nærheden af gården. Det er ikke let at se hvor rig man er, men når Snorre så på de tjærede huse omringet af fæstningsvolden, fik øjnene et tilfreds udtryk. Han så først hen på den nordlige port, derefter på den sydlige. Ingen af dem fejlede noget. Husene stod solidt, og over volden kunne han skimte fårene og køerne der græssede fredeligt et stykke væk. At broren Thordr havde kaldt Reykholt for ensomhedens borg, tog Snorre sig ikke af.
Alt dette var hans. Efter Hallveigs død to måneder tidligere var det kun hans. Det var femogtredive år siden han havde købt Reykholt af Magnus Palsson. Tømmeret og stavkirken var importeret fra Norge. Alt stod som før. Hvad var det egentlig han var urolig over? Selvfølgelig havde det været mere prangende at have hovedsædet på Bessastadir med havet udenfor. Men nej, det var her inde i landet han bedst kunne lide at være. Det blæste endnu mere på Bessastadir. Snorre vendte blikket mod dampen der steg op fra kilden nogle hundrede meter vest for engen ved Deildartunga. Bagved kunne han skimte de snedækkede isbræer mod øst. Han havde besluttet sig, han ville aldrig flytte fra Reykholtdalen. Dalen var ikke smuk eller opsigtsvækkende på nogen måde. End ikke Reykjadalselven var speciel med hensyn til slyngninger eller vandfald, i modsætning til Hvitá, der var lumsk og vild hvert forår.
Hvor var der stille på gården. Ingen var kommet til ham og havde spurgt hvorfor smeden red af gårde. Han trak døren til og satte sig ved langbordet.
Han betragtede de øjeblikke der passerede. Det var bedre end at prøve at fylde dem med noget. Modvilligt tog han fjerpennen og gjorde sig klar til at skrive. Hvorfor? For at fylde øjeblikket? Han kom ingen vegne. Der kom ikke et eneste ord på kalveskindet, kun en usikker tegning af et øje. Han ville skrive om sig selv. Ellers ville andre gøre det. Var der nogen grund til at stole på de andre skrivekyndige i landet? Brorsønnen Sturla Thordarson var ikke helt uden evner, men derudover stod det dårligt til. Hans ord var få, og det han sagde forsvandt ofte i det store brune skæg. Men skrive kunne han. Snorre lagde sig på briksen ved siden af langbordet. Var det sådan at hvis man mistede kontakten med ordene, så forsvandt også langsomt forbindelsen til menneskene? Nej. Han måtte skrive sin egen saga. Den skulle begynde således: Snorre Sturlason hed en mand.
Han plejede altid at hvile sig på briksen. Øjnene lukkede sig. Han vågnede ved at han faldt på gulvet. Det var aldrig sket før. Hvad skulle der blive af ham hvis kroppen heller ikke ville lystre ham? Inderst inde vidste han at den aldrig ville gøre det mere.
Tanken om at Margrete skulle komme næste dag, fik Snorre til at rejse sig op, lidt hurtigere end godt var. Det bankede i tindingen. Han støttede sig til bordet med højre hånd. Bare morgendagen ville komme! Han følte sig svimmel. Med tøvende skridt gik han hen til sengen hvor han lagde sig uden at klæde sig af.
Snorres længsel efter Margrete var ikke kun knyttet til hende som elskerinde. Hun havde også udfordret ham på et felt ingen anden havde udfordret ham på. Hun mente han havde været uredelig som historiker. Ifølge Margrete havde Snorre i lighed med kirken svigtet sine tidligere allierede i Konstantinopel under korstogene. Margrete havde været på pilgrimsrejse til Rom og havde mødt flere flygtninge fra Konstantinopel og Det Byzantinske Rige. Hun vidste hvad hun talte om. De første gange hun fremførte anklagerne, havde Snorre svaret at hun umuligt kunne elske ham. Hun svarede at netop fordi hun elskede ham, sagde hun sin mening.
Første gang han traf hende, havde han været alt andet end betaget. Han havde haft indtryk af at Margretes ægtemand, Egil Halsteinson, havde skubbet hende foran sig. Manden havde set Snorre for sig som en mægtig allieret i flere af afstemningerne på Altinget. Snorre havde en mistanke om at Margretes generøse blik og latter skyldtes hans rigdom og magt.
I sagaen om sig selv ville han lægge vægt på de seneste år. I løbet af de fem sidste var der ingen der blev bagtalt mere end han på hele Island. Skulle så ikke han som virkelig kunne skrive, tage til genmæle? Eftertiden burde i hvert fald have én sikker kilde til hvem han var. Efter at kong Håkon dræbte hertug Skule, havde Snorre fået mange fjender. Han vidste hvordan han skulle tage dem. Han ville nævne dem ved navn. Først måtte han gøre det klart for hjemmefødningerne hvem han var ude i den store verden. Snorre Sturlason var ikke kun kendt på Island. I størstedelen af Norden, men også i byer som Visby, Riga, Lübeck, Paris, Rom, Novgorod og Konstantinopel var man, i visse kredse, klar over hvem han var. Han vidste godt at det ikke skyldtes hans skrivefærdigheder, men den politiske indflydelse han havde på Island og i Norge. I kølvandet på det blev hans rigdom og strategiske evner kendt viden om. Folk der havde talt om magtbegær og intriger, skulle få svar. Indflydelsen strakte sig i tid adskilligt længere end de tolv år han var valgt til at være Islands øverste, med titlen lovsigemand.
I kredsen omkring paven i Rom kaldte de ham “havets fyrste”. Paven fik stadig bud fra ærkebispesæderne i Nidaros og Lund som fortalte om hans storhed. Det burde hans landsmænd også have at vide. Selvom han havde skrevet de mest berømte værker i de år han var på højden af sin magt, blev de ikke oversat til andre sprog. Det ville de blive. Bare vent. Måske ville Den Yngre Edda, lærebogen i skjaldekunst med oversigt over norrøn mytologi blive den første? Eller Heimskringla, hvor sagaen om Olav den Hellige var den han var mest tilfreds med?
Han ville ikke skåne fjenderne. Han var fuldstændig klar over hvad der blev sagt om ham. Det var ikke historikeren og forfatteren Snorre de talte grimt om. Det var den kyniske far. Det var den griske stedfar. Det var kong Håkons svigefulde undersåt der blev bagtalt. Og så var det kvindebedåreren der forførte andres koner. Heller ikke sturlungerne – hans egen slægt! – var til at stole på. Hvis han ikke nævnte navnene på sine fjender, kunne uskyldige blive udsat for mistanke.
Han ville skrive om Orækja først. Forholdet mellem ham og sønnen var det de fleste talte om. Han lagde ikke skjul på at han havde elsket sin førstefødte, Lille-Jon. Snorre mindede stadig Orækja om at Lille-Jon var en alle havde set op til. Orækja havde nok lagt mærke til farens alvor når han talte om hvor inderligt han savnede Lille-Jon.
Hvor langt kunne han gå når han skulle skrive om de strengt fortrolige samtaler med Orækja? Han plejede at indlede dem med at hvis ikke den eller de blev fjernet, kunne hele formuen stå på spil. Når der ikke var mere at sige, plejede han at klappe Orækja på skulderen med ordene: – Find ikke på noget galt. Sønnen forstod sjældent hvad faren mente. Orækja beundrede ham og var taknemmelig over at han ikke var i stand til at slå ihjel. I modsætning til Snorre var Orækja næsten altid tavs. Han var slet ikke ubegavet, men uden erfaring i hvor berusende det er at såre. Orækja udførte de drab som faren mente var nødvendige for at kunne bevare eller udvide sin og familiens magt og rigdom. Sønnen var hans forlængede arm. Tænk hvis Orækja en dag forstod at han end ikke følte et strejf af omsorg for ham. Snorre skrev sirligt sønnens navn. Det stirrede på ham. Han kom ikke længere.
Det sidste år havde han fået stadig flere fjender.
Hallveig havde været Islands rigeste kvinde. Efter hendes død havde Snorre ladet være med at kalde hendes sønner Klængr og Ormr sammen for at dele den betydelige arv med dem. Alt tydede på at han agtede at beholde hele arven selv. De tre svigersønner Gissur, Kolbeinn og Arni havde det til fælles at de i løbet af de første år havde elsket hans døtre og sat pris på den position det gav at være gift ind i familien. Men efter nogle år blev de Snorres fjender. De mente han forrådte dem når han ikke havde brug for dem længere.
Mod et betydeligt beløb og titel af lendermand havde Snorre lovet at føre Island ind under Norges krone. Det var over tyve år siden han havde afgivet løftet. Tre år tidligere havde kongen bedt Snorres egen bror Sighvatr og nevøen Sturla om at bringe Snorre til Norge. Kongen havde denne gang givet opdraget til en anden der var ærgerrig nok til at blive Islands mægtigste.
Og så var der de forsmåede ægtemænd, som smeden Torkild og Margretes ægtemand Egil. Den sidste var en affældig storbonde der havde al mulig grund til at ønske Snorre under mulde efter en æreløs død.
Han ville skrive om alle sine fjender, men også om Margrete. Så mange år de havde kastet bort! Han ville leve resten af livet med hende.
Han strakte sig i sengen. Den knirkede ynkeligt, det var det sidste han tænkte før han faldt i søvn midt på formiddagen.