Anmeldelser

EN FORNØJELSE AT LÆSE
Romanen tager fat om de store spørgsmål og små håndgribeligheder i et menneskeliv. Det er en bemærkelsesværdig, nostalgisk og fortrøstningsfuld fortælling, skrevet i et bevægende og usædvanligt rigt sprog. En fornøjelse at læse. Forfatteren kan minde om Per Petterson.
Elly Frost Nielsen, Dagbladet Ringkøbing-Skjern

UFORGLEMMELIGT, MÆTTET, SMUKT, KLAUSTROFOBISK
Denne griben ud efter verden i hunger og begær, denne længsel efter at ville have mere, at falde i afgrunde og dø. Den ejer Lydia ikke. Eller hvis hun gør, holdes den i kortest mulige snor af hendes forfatter. Som var Lydia selv en forsøgsmus i sprogets trange bur. En eremit på forfatterens indre landkort. På den måde er Ensomheden i Lydia Ernemans liv en dobbeltbundet hyldest til ensomheden som både åndehul og beskyttelsesdragt og et kvindeportræt med indbygget spændetrøje. Uforglemmeligt, mættet, smukt, klaustrofobisk.
Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad

EN SMUK, LYSLEVENDE OG VANEDANNENDE ROMAN ★★★★★
En bog om et almindelig liv, skrevet på en måde, der ikke dramatiserer, men i stedet underspiller, underbelyser. Ja, det lyder vel nogenlunde lige så spændende som at se maling tørre. Med mindre altså forfatteren er Rune Christiansen. Hans Ensomheden i Lydia Ernemans liv er det stik modsatte: En smuk, lyslevende og vanedannende roman, der fuldt fortjent vandt Brageprisen i forfatterens hjemland, Norge.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

ENSOMHED ER IKKE EN DIAGNOSE ♥♥♥♥♥
Den norske forfatter Rune Christiansen har skrevet en pragtfuld roman om at være alene. (-) Romanen romantiserer ikke eremittilværelsen som sådan, men fortæller bare i al fredsommelighed historien om en kvinde, for hvem ensomheden hverken er en skændsel eller en diagnose: »I sit eget selskab var hun hverken rastløs eller urolig. Ikke sjældent tog hun sig i at tænke at hun havde det godt«. (.) Selv om Lydia Erneman selv forsværger at være »religiøs«, tangerer romanens underspillede glæde ved det nøjsomme og enkle en form for fromhed, der dyrker protestantiske værdier som mådehold, flid og troskab. For nylig sad jeg med Ingvild H. Rishøis fremragende noveller om næstekærlighed og håb – i øvrigt også fra forlaget Batzer og Co.
Lise Garsdal, Politiken

DEN GODE ENSOMHED
Tidløs. Originalt portræt af en selvberoende ung kvinde, der elsker sin hverdag med få mennesker og meget natur. (-)
En selvberoende ung kvinde, som har det fint med at gøre arbejdsglæden og naturen til livets fikspunkter. Sådan er Rune Christiansens prisbelønnede roman og hans hverdagsheltinde Lydia Erneman. (-)
Lydia er en dygtig ung dyrlæge fra Nordsverige, i begyndelsen alene, senere med en sympatisk kæreste. Men det er ikke båndene til andre mennesker, der giver hendes liv fylde, det er arbejdet med dyr, årstidernes skiften, fuglene, blomsterne, naturens lyde og lugte. Hendes sociale liv er begrænset, og forholdet til forældrene er harmonisk uden at være tæt. (-)
For hende er ensomhed ikke et problem, men et grundvilkår, som man kan leve lykkeligt med. Hun samler ikke på opmærksomhed, har ikke behov for at være på i tilfældige forsamlinger. Livet handler om noget udefinerbarligt andet: Følelsen af kontinuitet og nærvær i en hverdag, som lykkes. Vi er med hende rundt på gårdene, hvor syge dyr bliver helbredt eller hjælpes ud af livet med et sidste skud smertestillende medicin. Og vi følger hende i al slags vejr i skoven og på markerne, i harmoni med omgivelserne og sig selv.
Birthe Weiss, Weekendavisen