Beskrivelse
Breve til en ung digter, adresseret til Franz Xaver Kappus, en ung kadet ved militærakademiet, kan læses som led i den samtale Rilke førte med sig selv om hvad han ville med sin digtning. Kappus havde sendt sine digteriske forsøg til den store mester for at bede om hans kritik, og mellem 1902 og 1908 fulgte en brevveksling mellem de to. Tyve år senere udgav Kappus ti af Rilkes breve fra denne periode, breve Rilke skrev undervejs på rejser i Europa: fra Paris, Pisa, Rom, Worpswede ved Bremen, Flädie og Furuborg i Sverige. Allerede i det første brev fra februar 1903 skriver Rilke til Kappus: “Find ud af hvorfor De vil skrive. Find ud af om De måtte dø hvis det blev nægtet Dem at skrive.”
Foruden Breve til en ung digter indeholder bogen tre prosatekster som aldrig tidligere er oversat til dansk: Om digteren (1912) er en lignelse om digterens situation hvor den syngende mand, også kaldt troldmanden, minder om en orfisk magiker.
Om den unge digter (1913), der kan kaldes et poetisk essay om digtekunsten, slutter med ordene: “Hvad kan, når det kommer til stykket, ændre situationen for den der tidligt er bestemt til i sit hjerte at opvække det yderste som de andre i deres holder hen og beroliger? Og hvilken fred kunne der vel sluttes for ham hvis han, indvendigt, står under angreb fra sin Gud.”
Den unge arbejders brev (1922) er et fingeret brev om digtekunsten og forholdet til Gud. I sin lovsang til livet er brevet et opgør med kristendommens opfattelse af jordelivet og kønslivet som syndigt og skamfuldt. “Hvilket bedrag at tilvende sig billeder af dennesidig henrykkelse for så bag ryggen af os at sælge dem til himlen! O, det var på høje tid at den forarmede jord inddrog alle de lån man har taget hos dens lyksalighed, for at udstyre et hinsides med dem.”
For at undersøge hvad disse tekster har at sige os i dag, er bogen udstyret med et efterord af Rilke-kenderen og lyrikeren Mette Moestrup.
Bøger af Rainer Maria Rilke
Anmeldelser
De fire prosatekster, som hermed er blevet gen- og nyoversat på smukkeste vis, udgør tilsammen en meget velkomponeret helhed. Bogen kan tjene som en glimrende ledsager til Rilkes poesi.
Mette Dalsgaard, Berlingske Tidende
Rilkes breve og prosa er ikke bare intellektuelt stimulerende, men tillige en sproglig-stilistisk nydelse – også i Karsten Sand Iversens fornemme fordanskning. Bogen er i øvrigt forsynet med et fint opsummerende og reflekterende efterord af Mette Moestrup.
Niels Lyngsø, Politiken
Om forfatteren
Rainer Maria Rilke blev født i Prag i 1875 og døde i Wallis, Schweiz i 1926. Hans digte og romanen Malte Laurids Brigges Optegnelser, der er en hyldest til J. P. Jacobsen, har for altid givet ham en plads i verdenslitteraturen som en af de største tysksproglige digtere siden Goethe og Hölderlin.
Forfatterprofil
Tekstuddrag
Første brev
Paris, den 17. februar 1903
Ærede herre!
Deres brev nåede mig først for nogle dage siden. Jeg vil takke Dem for dets store og venlige tillid. Mere kan jeg næppe. Jeg kan ikke gå ind på arten af Deres vers; for enhver kritisk hensigt ligger mig for fjernt. Intet egner sig mindre til berøring af et kunstværk end kritiske ord: de afføder altid mere eller mindre heldige misforståelser. Tingene er ikke alle så tydelige og udsigelige som man for det meste vil have os til at tro; de fleste tildragelser er uudsigelige, foregår i et rum som aldrig er betrådt af ord, og uudsigeligere end alle er kunstværkerne, hemmelighedsfulde eksistenser, hvis liv, ved siden af vort eget der forgår, er varigt.
Når jeg forudskikker denne notits, må jeg blot yderligere sige Dem at Deres vers ikke har nogen egenart, men nok stille og skjulte tilløb til noget personligt. Tydeligst føler jeg det i det sidste digt, “Min sjæl”. Dér vil noget som er Deres eget finde ord og melodi. Og i det smukke digt “Til Leopardi” vokser en art slægtskab med denne store, ensomme digter måske op. Alligevel er digtene endnu ikke noget for sig, ikke noget selvstændigt, heller ikke det sidste og det til Leopardi. Deres venlige brev, som ledsagede dem, undlader ikke at forklare mig en og anden mangel som jeg følte ved læsningen af Deres vers uden dog at kunne nævne den ved navn.
De spørger, om Deres vers er gode. De spørger mig. De har tidligere spurgt andre. De sender dem til tidsskrifter. De sammenligner dem med andre digte, og De foruroliges når visse redaktioner afviser Deres forsøg. Nu (da De har tilladt mig at råde Dem) beder jeg Dem opgive alt dette. De ser udad, og det burde De frem for alt ikke gøre nu. Ingen kan råde og hjælpe Dem, ingen. Der er kun ét middel. Gå ind i Dem selv. Udforsk den grund der byder Dem at skrive; undersøg om den strækker sine rødder helt ind i Deres hjertes dybeste sted, indrøm for Dem selv om De måtte dø hvis det blev Dem nægtet at skrive. Dette frem for alt: spørg Dem selv i Deres stilleste nattetime: må jeg absolut skrive? Grav i Dem selv efter et dybt svar. Og hvis dette skulle lyde bekræftende, hvis De kan møde dette alvorlige spørgsmål med et stærkt og enkelt “Jeg må”, så byg Deres liv efter denne nødvendighed; Deres liv må helt ind i dets ligegyldigste og ringeste time blive et tegn på og et vidnesbyrd om denne trang. Derpå skal De nærme Dem naturen. Derpå skal De, som et første menneske, forsøge at sige hvad De ser og oplever og elsker og mister. Skriv ikke kærlighedsdigte; undgå i første omgang de former der er for gængse og almindelige: de er de sværeste, for der skal en stor og fuldt modnet kraft til at give noget eget hvor gode og til dels strålende overleveringer indfinder sig i stor mængde. Søg derfor redning for de almene motiver i de motiver Deres egen hverdag frembyder; skriv om Deres sørgmodigheder og ønsker, de forbigående tanker og troen på skønheden i et eller andet – skriv om det hele med inderlig, stille ydmyg oprigtighed og brug tingene i Deres omgivelser når De vil udtrykke Dem, billeder fra Deres drømme og genstande fra Deres erindring. Hvis Deres hverdag forekommer Dem fattig, så anklag ikke den; anklag Dem selv, sig til Dem selv at De ikke er digter nok til at fremkalde dens rigdomme; for den skabende er der ingen fattigdom og intet fattigt, ligegyldigt sted. Og om De så befandt Dem i et fængsel hvis vægge ikke lod nogen af verdens lyde nå Deres sanser – havde De så ikke stadig Deres barndom, denne kostbare, kongelige rigdom, dette skatkammer af erindringer? Vend Deres opmærksomhed mod den. Forsøg at hæve de sunkne sansninger op af denne vidtstrakte fortid; Deres personlighed vil blive rodfæstet, Deres ensomhed vil udvide sig og blive en dæmrende bolig, som andres larm går forbi i det fjerne. – Og hvis der kommer vers ud af denne indadvending, denne fordybelse i Deres egen verden, vil De ikke tænke på at spørge nogen om det er gode vers. De vil heller ikke gøre forsøg på at interessere tidsskrifter for disse arbejder: for De vil se dem som Deres kære naturlige eje, et stykke og en stemme af Deres liv. Et kunstværk er godt hvis det er opstået af nødvendighed. I denne oprindelses væsen ligger dets dom: der gives ikke anden. Derfor, kære hr. Kappus, ved jeg ikke andet råd end dette: at gå ind i Dem selv og granske de dyb Deres liv udspringer af; ved dets kilde vil De finde svar på spørgsmålet om De må skabe. Tag imod dette svar som det lyder, uden at fortolke det. Måske viser det sig at De er kaldet til at være kunstner. Tag da den skæbne på Dem og bær den, dens byrde og dens storhed, uden nogen sinde at spørge om den løn der kunne komme udefra. For den skabende må være en verden for sig selv og finde alting i sig selv og i den natur han har sluttet sig til.
Men måske må De også efter denne nedstigning i Dem selv og i det ensomme i Dem give afkald på at blive digter; (føler man at man kunne leve uden at skrive, er det som sagt nok til at man overhovedet ikke bør gøre det). Men selv ikke da har denne selvransagelse, som jeg beder Dem om, været forgæves. Deres liv vil fra da af under alle omstændigheder finde egne veje, og at de må blive gode, rige og lange, det ønsker jeg Dem mere end jeg kan sige.
Hvad skal jeg yderligere sige Dem? Alt forekommer mig at være behørigt betonet; og til syvende og sidst ville jeg jo også bare råde Dem til at vokse stille og alvorligt gennem Deres udvikling; De kan slet ikke forstyrre den voldsommere end når De ser udad og udefra forventer svar på spørgsmål som kun Deres inderste følelse i Deres mest stille time måske kan svare på.
Det var mig en glæde at finde lektor Horaceks navn i Deres skrivelse; jeg nærer stor ærbødighed for denne elskværdige og lærde mand og en taknemmelighed som har holdt sig gennem årene. Jeg beder Dem meddele ham denne min følelse; det er meget venligt af ham stadig at huske mig, og jeg forstår at værdsætte det.
De vers, som De venligt kom og betroede mig, giver jeg Dem samtidig tilbage. Og jeg takker Dem endnu en gang for Deres store og hjertelige tillid, som jeg med dette oprigtige svar, afgivet efter bedste vidende, har søgt at gøre mig en smule værdigere til end jeg, som fremmed, virkelig er.
Med al hengivenhed og deltagelse:
Rainer Maria Rilke
Oversat af Karsten Sand Iversen. Efterord: Mette Moestrup
