Anmeldelser

NU GÅR DEN VILDE SVAMPEJAGT ★★★★★
Roman, eventyr, essay, allegori, erindringsværk? Ja, man spørger sig selv, hvad Peter Handkes Forsøg over svampenarren er for en bog, men noget svar giver den ikke.
Sikkert er det derimod, at bogen er det seneste litterære »forsøg«, den egensindige, vildt fænomenale østrigske forfatter har begået, hvor alt er i spil og intet rigtig til at få hold på, men hvor læsefryden – Handke skriver, så alt synger – ikke desto mindre er kolossal. (-)
Umiddelbart handler Forsøg over svampenarren om en forfatter, der sætter sig for at skrive om sin forsvundne vens liv. Svampenarren, kalder han ham, fordi han er en passioneret svampefinder og elsker at gå med øjnene mod skovbunden. Det er det, der giver hans liv fylde og retning, også da han er blevet kendt forsvarsadvokat for krigsforbrydere og har både hustru og barn.
Men passionens nabo er som bekendt besættelsen, og karrieren begynder at lide under svampefinderiet, ligesom familien, der fra den dag til den næste forlader ham. Det sker lige efter, han har fundet et pragteksemplar af en karljohan, som han begejstret viser hustruen, der i forvejen har det svært med hans midtlivskrise. (-)
Hans sprog – som oversætter Hanne Lund har forstået og fanget – er legende, letløbende, perlende, dybt, detaljerigt, og sine steder bevidst kommatæt og altmodisch. (-)
Jeg foretrækker at læse den som en hybrid af eventyr, roman og allegori, der forsøger at sige noget om, hvordan en passion kan rive os så meget med, at vi bliver fremmede for os selv, og hvordan sproget er det eneste, men dybt upålidelige filter at se det hele igennem. Og Handke skriver så godt, at hver sætning skaber en verden i læseren. Som han så straks efter betvivler eller river ned.
Bygge op og nedbryde. Finde og forkaste ord.
I jagten på de fineste og bedste. Som svampenarren i skoven.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

PETER HANDKES ESSAY GENNEMLYSER MENNESKET
Det hele er så overlegent og koldsindigt, næsten kynisk, gjort, samtidig med at det er en dybt indsigtsfuld guided tur gennem menneskesindets besvær med at finde sig til rette i verden.
– Og så tillader han sig nærmest som en guddommelig hersker at lade mand og kone få hinanden til slut.
Hører man Pan le? LÆS MERE! (kræver abonnement)
Karen Syberg, Information

SVAMPEKANTATEN
Der er noget forunderligt let, noget evigt ungdommeligt over den i dag 75-årige østrigske forfatter Peter Handkes prosa. (-) Forsøg over svampenarren hører tilsyneladende til blandt romanerne. Men som læser er man aldrig helt sikker. Måske burde man snarere kalde den en biografisk skitse, en erindringsbog eller simpelthen et moderne eventyr om en ensom, entusiastisk svampesamler, der ganske vist kaldes forfatterens ‘barndomsven’, men som sagtens kunne være hans alter ego. Kender man lidt til Peter Handkes livshistorie og Østrigs geografi, vil man i bogens fint skildrede provinslandskaber genkende Kärnten og Steiermark, hvis skovklædte, grønne bakker grænser op til Sloveniens blå bjerge, og fra hvis frugtbare jordbund utallige svampearter vokser op: fra støvbolde over morkler til nellikebruskhatte, dødetrompetsvampe og judasører. Og i de første nøjsomme efterkrigsår vokser her så også en mager, ranglet dreng op. En dreng, der hvert efterår samler spiselige svampe i skoven, som han herefter sælger til den lokale svampeopkøber. En dreng, der holder af ensomhed, men som allerhelst ville være usynligt til stede blandt sine medmennesker, hvis blot han kunne. En dreng, hvis barndom ender, den dag svampeopkøberens evnesvage datter, som han har følt sig tiltrukket af, pludselig dør. (-) Læs selv Forsøg over svampenarren, der ikke rigtig minder om noget andet. Det skulle da lige være om den dybt originale Peter Handkes øvrige bøger.
Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen

ET SPROGLIGT EKSPERIMENTARIUM ★★★★
Peter Handke opfinder ord i den rækkefølge, han mangler dem, og overskrider igen og igen grænserne mellem poesi og prosa. Sådan lykkes det ham at strække sanserne til det yderste af deres formåen og udvide universet på mikroplan på helt forunderlig vis. (-)
Peter Handke har som led i sin række af “litterære forsøg” kreeret en vægtig lille sag, som både er et sprogligt eksperimentarium, et drivende, allegorisk essay og et økokritisk eventyr af temmelig svævende karakter. (-)
Forfatteren er ikke ude på en videnskabelig ekspedition, når han fortæller om en svampeentusiast, der udvikler sig til en svampenar.
Han vil prikke til vores natursyn, tror jeg, vise os, at naturen er noget i sig selv, at den taler og ånder uden os, at den ikke er til for vores skyld, men for sin egen.
Og for ikke at ende i en flad moralisme bruger han eventyret, som smilende afvæbner enhver skeptiker.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten