Tekstuddrag

1. kapitel
Tidlig november. Klokken er ni. Musvitterne smælder mod vinduet. Nogle gange flyver de svimle af sted efter sammenstødet, andre gange falder de og bli­­ver liggende i den nyfaldne sne og basker før de kommer på vingerne igen. Jeg ved ikke hvad jeg har som de vil have. Jeg ser ud ad vinduet mod skoven. Der er et rødt lys over træerne mod søen. Det begynder at blæse. Jeg ser vindens form i vandet.
Jeg bor her nu, i et lille hus ved en sø langt mod øst i landet. Ud i søen løber en elv. Det er en lille elv med lav vandstand midt på sommeren, men om foråret og efteråret strømmer den frisk, og der er ørreder i den. Jeg har da taget nogle. Udmundingen er blot nogle hundrede meter herfra. Jeg kan kun lige få øje på den fra køkkenvinduet når løvet er faldet af birketræerne. Som nu i november. Der ligger en hytte ved elven som jeg kan se når lamperne er tændt hvis jeg går ud på trappen. Der bor en mand som jeg tror er ældre end mig. Han virker sådan. Men måske er det fordi jeg ikke forstår hvordan jeg selv ser ud, eller livet har været hårdere mod ham end det har været mod mig. Det kan jeg ikke se bort fra. Han har en hund, en border collie.
Jeg har et fuglebræt på en pæl et stykke ude på gårdspladsen. Om morgenen når lyset kommer, sidder jeg ved spisebordet i køkkenet med en kop kaffe og ser dem komme flaksende. Jeg har talt otte forskellige arter på brættet. Der er flere end noget andet sted jeg har boet, men det er kun musvitten der flyver mod ruden. Jeg har boet mange steder. Nu bor jeg her. Når lyset kommer har jeg været vågen i flere timer. Fyret op i brændeovnen. Gået rundt, læst avisen fra i går, taget opvasken fra i går, den var ikke stor. Hørt BBC. Radioen går det meste af døgnet. Jeg hører nyheder, kan ikke vænne mig af med det, men jeg ved ikke længere hvad jeg skal bruge dem til. De siger at syvogtres år ikke er så meget, ikke i vore dage, og det føles heller ikke sådan, jeg føler mig rask og frisk. Men når jeg hører nyheder, har de ikke længere den samme plads i mit liv. De forandrer ikke mit syn på verden som de gjorde før. Måske er det nyhederne der er noget galt med, måden de bliver fortalt på, måske er der for mange af dem. Fordelen ved BBC World Service, som bliver sendt tidligt om morgenen, er at alt lyder anderledes, at der ikke bliver sagt noget som helst om Norge, og at jeg kan holde mig op­dateret om forholdet mellem lande som Jamaica, Pakistan, Indien og Burma i en sport som cricket; en sport jeg aldrig har set blive udøvet og aldrig kommer til at se, hvis det er op til mig. Men det jeg har lagt mærke til, er at “moderlandet” England altid får bank. Det er da altid noget.
Jeg har også en hund. Den hedder Lyra. Hvilken race den tilhører, er ikke godt at vide. Det er ikke så vigtigt. Vi har været ude allerede, med lommelygte, og er gået ad den sti vi plejer at gå ad mod søen med millimeter tynd is på vandet helt inde ved land hvor de efterårsgule, døde siv står stift langs bredden, og sneen faldt helt stille og tæt mod den mørke himmel ovenover og fik Lyra til at nyse af fryd. Nu ligger hun klos op ad brændeovnen og sover. Det sner ikke mere. Når dagen kommer, smelter det hele. Det kan jeg se på termometret. Den røde søjle stiger med solen.
Hele livet har jeg længtes efter at være alene på et sted som dette. Selv når det har været bedst, og det har ikke været sjældent. Så meget kan jeg sige. At det ikke har været sjældent. Jeg har været heldig. Men selv da, for eksempel midt i et favntag når nogen hviskede ord i mit øre jeg gerne ville høre, kunne jeg pludselig længes efter et sted hvor der bare var helt stille. Der kunne gå år uden at jeg tænkte på det, men det betyder ikke at jeg ikke længtes dertil. Og nu er jeg her, og det er næsten helt som jeg havde forestillet mig.
Om knap to måneder er dette årtusind slut. Så skal der være fest og fyrværkeri i bygden hvor jeg hører til. Derhen skal jeg ikke. Jeg bliver her i huset med Lyra, tager måske en tur ned til vandet for at se om isen holder, jeg forestiller mig ti frostgrader og måneskin, og så skal jeg fyre op i ovnen og drikke mig passende fuld af en flaske jeg har stående i skabet, lægge en plade på den gamle pladespiller med Billie Holidays stemme næsten som en hvisken, som da jeg hørte hende i Colosseum inde i Oslo engang i halvtredserne, næsten udbrændt, men alligevel magisk. Når pladen er færdig, vil jeg gå i seng og sove så tungt som man kan uden at være død og vågne op til et nyt årtusind og ikke lade det betyde noget som helst. Det glæder jeg mig til.
Indtil videre bruger jeg tiden på at sætte dette sted i stand. Det er ikke så lidt der skal gøres, jeg fik det billigt. For at være ærlig var jeg forberedt på at lægge en del mere på bordet for at sikre mig huset og grunden, men der var ikke megen konkurrence. Nu forstår jeg hvorfor, men det gør ingenting. Jeg er under alle om­stændig­heder tilfreds. Jeg prøver at gøre det meste selv, selvom jeg godt kunne betale en snedker, jeg er langtfra læns, men så var det gået for hurtigt. Jeg vil bruge den tid det tager. Tid er vigtig for mig nu, forestiller jeg mig. Ikke at den skal gå hurtigt eller langsomt, men bare som tid, som noget jeg lever i og fylder med fysiske ting og aktiviteter jeg kan dele den op med, så den bliver tydelig for mig og ikke forsvinder når jeg ikke mærker det.

Der skete noget i nat. Jeg var gået ind og havde lagt mig i kammeret ved siden af køkkenet hvor jeg har snedkereret en provisorisk seng sammen under vinduet, og jeg var faldet i søvn, klokken var over tolv, og det var kulsort ude, og koldt. Det mærkede jeg da jeg var ude en sidste gang og slå en streg bag huset. Det tillader jeg mig. Især fordi der foreløbig kun er et udendørs lokum her. Ingen kan alligevel se det. Skoven er tæt mod vest.
Jeg vågnede ved en skarp, høj lyd der blev gentaget med korte mellemrum, og så blev det stille, og så begyndte den igen. Jeg satte mig op i sengen, åbnede vinduet på klem og kiggede ud. Gennem mørket kunne jeg se den gule stråle fra en lommelygte et stykke nede ad vejen ved elven. Ham der holdt lommelygten var uden tvivl den samme der havde lavet den lyd jeg havde hørt, men jeg kunne ikke forstå hvad det var for en slags lyd, hvordan han lavede den. Hvis det var en han. Så svingede lysstrålen planløst fra højre til venstre, ligesom opgivende, og i et glimt så jeg min nabos furede ansigt. I munden havde han noget der så ud som en cigar, og så var lyden der igen, og jeg blev klar over at det var en hundefløjte, selvom jeg faktisk aldrig før havde set sådan en fløjte. Og han begyndte at kalde på hunden; Poker, råbte han, Poker, som var det hunden hed, kom så min dreng, råbte han, og jeg lagde mig ned i sengen og lukkede øjnene, men jeg vidste at jeg ikke ville falde i søvn igen.
Egentlig ville jeg bare sove. Jeg er blevet meget nøjeregnende med de timer der skal til, det er ikke så mange længere, men jeg har brug for dem på en helt anden måde end før. En ødelagt nat kaster slagskygger mange dage frem og gør mig irritabel og ude af den. Det har jeg ikke tid til. Jeg må koncentrere mig. Alligevel satte jeg mig op i sengen igen, svingede benene ud på gulvet, og i mørket fandt jeg mit tøj der hang over ryggen på pindestolen. Jeg måtte trække vejret hurtigt da jeg mærkede hvor koldt det var. Så gik jeg gennem køkkenet og ud i gangen og tog den gamle sømandsjakke på, tog lommelygten fra hylden og gik ud på trappen. Det var bælgmørkt. Jeg åbnede døren igen og stak hånden ind og tændte lyset udenfor. Det hjalp. Den rødmalede udhusvæg kastede et varmt skær tilbage over gårdspladsen.
Jeg har været heldig, tænkte jeg. Jeg kan godt gå ud til en nabo om natten når han leder efter sin hund, og det tager kun et par dage, så er jeg i orden igen. Jeg tændte lommelygten og begyndte at gå ned ad vejen fra gårdspladsen mod det sted han stadig stod på den bløde bakke og svingede med lygten så lysstrålen flakkede langsomt rundt i en cirkel mod skovbrynet, over vejen, langs bredden af elven og tilbage til udgangspunktet. Poker, råbte han, Poker, og så blæste han i fløjten, og lyden var ubehagelig højfrekvent i den stille nat, og hans ansigt, hans krop, var skjult i mørket. Jeg kendte ham ikke, havde kun talt med ham nogle gange på vej forbi hytten når jeg var ude med Lyra gerne helt tidligt om morgenen, og jeg fik pludselig lyst til at gå ind igen og glemme det hele; hvad kunne jeg da gøre fra eller til, men nu havde han sikkert set lyset fra min lygte, og det var blevet for sent, og under alle omstændigheder var der noget ved den skikkelse jeg kun lige kunne ane ude i natten alene. Han skulle ikke være alene på den måde. Det var ikke rigtigt.
– Hallo, råbte jeg lavt, af respekt for stilheden. Han vendte sig om, og et øjeblik kunne jeg ingenting se, for han rettede lysstrålen direkte mod mit ansigt, og da han blev klar over det, sænkede han lygten. Jeg blev stående nogle sekunder for at få nattesynet tilbage, og så gik jeg ned til ham, og vi stod der sammen med hver sin stråle af lys i hoftehøjde mod landskabet omkring os, og ingenting så ud som det gjorde om dagen. Jeg er blevet vant til mørket. Jeg kan ikke huske om jeg nogensinde har været bange for det, men det har jeg sikkert, og nu føles det naturligt og trygt og frem for alt overskueligt, uanset hvor meget der egentlig skjuler sig der. Det betyder ingenting. Ingenting kan konkurrere med kroppens smidighed og frihed, ingen defineret højde, ingen afsluttet distance, for ikke noget af det findes i mørket. Kun et stort rum at bevæge sig i.
– Han er stukket af igen, sagde min nabo. – Poker. Altså min hund. Det sker en gang imellem. Han kommer jo altid tilbage. Men det er ikke let at sove når han er væk. Der er jo ulve i skoven nu. Jeg kan heller ikke lukke døren, synes jeg.
Han virkede lidt flov. Det ville jeg vel også have været, hvis min hund stak af på den måde, og jeg ved ikke hvad jeg ville have foretaget mig hvis det var Lyra det gjaldt, om jeg ville være gået ud alene om natten for at lede.
– Ved du at border collien bliver betragtet som den mest intelligente hund i verden? sagde han.
– Jeg har hørt det, sagde jeg.
– Han er smartere end mig, Poker, og det ved han. Min nabo rystede på hovedet. – Han er ved at tage over, er jeg bange for.
– Det er vel ikke så godt, sagde jeg.
– Nej, sagde han.
Jeg kom i tanke om at vi aldrig havde hilst ordentligt, så jeg stak hånden frem, rettede lygten mod den for at han skulle se den og sagde:
– Trond Sander. Det gjorde ham forvirret. Det tog et par sekunder før han fik lommelygten over i venstre hånd og tog min højre med sin højre og svarede:
– Lars, Lars Haug. Med g.
– Glæder mig, sagde jeg, og det lød lige så pudsigt og fremmed ude i den mørke nat som da min far sagde “kondolerer” til en begravelse langt inde i skoven for mange, mange år siden, og jeg fortrød straks at jeg havde sagt de to ord, men Lars Haug lod sig ikke mærke med det. Måske syntes han at det var helt på sin plads, og at situationen ikke var mere mærkelig end en hvilken som helst anden når voksne mænd hilser på hinanden i felten.
Der var stille omkring os. Der havde været dage og nætter med regn og vind og uafladelig susen i fyr og gran, men nu var det bomstille i skoven, ikke en skygge bevægede sig, og vi stod stille, min nabo og jeg, og stirrede ud i mørket, og så var jeg pludselig sikker på at der var noget bag mig. Jeg kunne ikke stoppe den pludselige følelse af kulde ned ad ryggen, og Lars Haug mærkede det også; han rettede lygten mod et punkt et par meter forbi mig, og jeg vendte mig om, og der stod Poker. Helt stiv og på vagt, og jeg har set det før, at en hund både kan føle og vise skyldfølelse, og som med de fleste af os var det ikke noget den brød sig om, især ikke da ejeren begyndte at tale til den i en næsten barnlig tone der stod dårligt til det vejrbidte, furede ansigt på en mand der uden tvivl havde været ude en vinternat før og håndteret genstridige ting, komplicerede ting i modvind med modstand og høj egenvægt, det kunne jeg mærke da vi gav hinanden hånd.
– Åh, hvor har du været Poker, din dumme køter, har du været ulydig mod far, fy, slemme dreng, fy, sådan noget må du ikke gøre, og han tog et skridt hen mod hunden, og så begyndte den at knurre lavt nede i struben og lagde ørerne fladt bagover. Lars Haug stoppede brat. Han lod lygten synke til den lyste direkte ned i jorden, og jeg kunne kun lige skelne de hvide felter i hundens pels, mens de sorte forsvandt i natten, og det så mærkeligt tilfældigt og asymmetrisk ud mens de lave strubelyde fortsatte fra et lidt mere ubestemt punkt, og min nabo sagde:
– Jeg har skudt en hund før, og jeg lovede mig selv dengang at jeg aldrig ville gøre det igen. Men nu ved jeg ikke. Han var ikke høj i hatten, det kunne man sagtens se, han vidste ikke hvilket træk der var det næste, og jeg havde pludselig voldsomt ondt af ham. Det var en følelse der væltede op fra jeg ved ikke hvor, fra ude i mørket et sted hvor der måske var sket noget på en helt anden tid eller fra noget i mit eget liv jeg for længst havde glemt, og det gjorde mig forlegen og ilde berørt. Jeg røm­mede mig og sagde med en stemme jeg ikke helt havde kontrol over:
– Hvad var det for en slags hund, du var nødt til at skyde? Selvom jeg ikke tror det var det jeg var interesseret i, men noget måtte jeg sige for at stoppe den overraskende skælven i mit bryst.
– En schæfer. Men det var ikke min. Det skete på den gård hvor jeg voksede op. Det var min mor der så den først. Den løb frit i skovbrynet efter rådyr; to dødsens angste halvvoksne råkalve vi havde set i flere dage fra vinduet hvor de græssede i skovtykningen ved den nor­d­re eng. De holdt altid sammen, og det gjorde de også nu, og schæferen jagede dem, cirklede dem ind, bed dem i haserne, og de var efterhånden meget udmattede, de hav­­­­de ikke en chance, og min mor orkede ikke at se på det længere, så hun ringede til landbetjenten og spurg­­te hvad hun skulle gøre, og han sagde: Du skal bare sky­de den.
– Det er et job for dig, Lars, sagde hun da hun havde lagt på, – kan du klare det, tror du? Jeg havde ikke lyst, det må jeg sige, jeg rørte næsten aldrig den bøsse, men jeg syntes det var meget synd for rådyrkalvene, og jeg kunne ikke just bede hende om at gøre det, og der var ingen andre hjemme. Min storebror sejlede, og min stedfar var i skoven og hugge tømmer for storbonden som han plejede på den tid af året. Så jeg tog bøssen og gik ud over engen mod skoven. Da jeg var fremme så jeg ikke noget til hunden. Jeg blev stående og lyttede. Det var om efteråret, med helt klar luft midt på dagen, det var så stille at det næsten var uhyggeligt. Jeg vendte mig om og så tilbage over engen mod huset hvor jeg vidste at min mor stod i vinduet og fulgte nøje med i alt hvad jeg lavede. Jeg kunne ikke slippe væk. Jeg så ind i skoven igen hen ad en sti, og dér kom de to rådyr pludselig løbende imod mig. Jeg knælede og løftede bøssen og lagde kolben mod kinden, og de store kalve var så skrækslagne at de ikke så mig, eller også havde de ikke kræfter nok til at tage sig af endnu en fjende. De skiftede overhovedet ikke kurs, men kom lige imod mig og strøg forbi nogle tommer fra min skulder, jeg kunne høre dem pruste og så det glinse hvidt i de opspilede øjne.
Lars Haug stoppede et øjeblik, løftede lygten og lyste på Poker der ikke havde flyttet sig fra stedet lige bag mig. Jeg vendte mig ikke om, men jeg kunne høre hunden knurre lavt. Det var en ubehagelig lyd, og manden foran mig bed sig i læben og lod fingrene på venstre hånd glide hen over panden i en usikker bevægelse før han fortsatte:
– Tredive meter bagved kom schæferen. Det var et stort bæst. Jeg fyrede løs med det samme. Jeg er sikker på jeg ramte, men han ændrede hverken fart eller retning, det gav måske bare et ryk i kroppen, jeg var fandeme ikke sikker, så jeg skød igen, og han væltede ned på knæ og kom op igen og blev ved med at løbe. Jeg blev helt fortvivlet og sendte endnu et skud af sted, han var kun nogle meter fra mig, og så styrtede han om med benene i vejret og gled helt hen til min støvlesnude. Men han var ikke død. Han lå der med lamme ben og så lige op på mig, og jeg fik pludselig ondt af ham, det må jeg sige, så jeg bøjede mig ned for at stryge ham en sidste gang over nakken, og da knurrede han og snappede efter min hånd. Det gav et ordentligt gib i mig, jeg blev rasende og sendte ham to skud til, lige gennem hovedet.
Lars Haug stod med ansigtet i skyggen, lommelygten hængende træt fra hånden igen, og den lavede kun en lille gul skive på jorden. Grannåle. Småsten. To fyrreknogler. Poker stod helt stille og gav ikke en lyd fra sig, og jeg spekulerede på om hunde kunne holde vejret.
– Det var som bare fanden, sagde jeg.
– Jeg var lige fyldt atten år, sagde han. – Det er længe siden, men jeg glemmer det aldrig.
– Så kan jeg godt forstå at du aldrig vil skyde en hund igen, sagde jeg.
– Vi får se, sagde Lars Haug. – Men nu må jeg vel tage hunden med mig ind. Det er sent. Kom, Poker, sagde han og var med ét skarp i stemmen, og myndig, og han begyndte at gå ned ad vejen. Poker fulgte lydigt efter nogle meter bag ham. Da de var fremme ved den lille bro, stoppede han og viftede med lygten.
– Tak for selskab, sagde han højt gennem mørket. Jeg viftede med min lygte og vendte og gik op ad den bløde bakke til huset og åbnede døren og gik ind i den oplyste gang. Af en eller anden grund låste jeg døren bag mig, hvad jeg ikke har gjort siden jeg flyttede hertil. Jeg kun­ne ikke lide at jeg gjorde det, men jeg gjorde det alligevel. Jeg klædte mig af og lagde mig i sengen under dynen og stirrede op i loftet og ventede på at varmen skulle komme. Jeg følte mig lidt dum. Så lukkede jeg øjnene. En eller anden gang mens jeg sov, begyndte det at sne, og jeg er sikker på at jeg vidste det, i søvne, at vejret slog om og blev koldere, og jeg vidste at jeg frygtede vinteren, og jeg frygtede sneen hvis der kom meget af den, og at jeg havde sat mig selv i en umulig situation ved at flytte hertil. Så jeg drømte indædt om sommer og hav­de den stadig i hovedet da jeg vågnede. Jeg kunne have drømt om en hvilken som helst sommer, men det gjorde jeg ikke, det var en helt speciel sommer, og jeg tænker stadig på den mens jeg sidder her ved bordet i køkkenet og ser lyset komme over træerne mod søen. Ingenting ser ud som det gjorde i nat, og jeg kan ikke komme på nogen grund til at jeg låste døren. Jeg er træt, men ikke så træt som jeg var bange for. Jeg holder til i aften, det kan jeg mærke. Jeg rejser mig fra bordet, lidt stift, den ryg er ikke hvad den har været, og Lyra løfter hovedet ved ovnen og ser på mig. Skal vi ud igen? Det skal vi ikke, ikke endnu. Jeg har nok at gøre med den sommer der pludselig begynder at genere mig. Det har den ikke gjort i mange år.