Byen vi boede i var en provinsby dengang, langt nordpå i landet, næsten så langt som det var muligt at komme fra København og gå i gader stadigvæk. Men vi havde en skanse efter Tordenskjold og et skibsværft med over hundrede arbejdere og en middagssirene der kunne høres over hele byen klokken tolv. Vi havde en havn med fiskerbåde hvor der var en dunken ud og ind af små kuttere som aldrig stilnede af, og der kom skibe fra hovedstaden, fra Sverige og fra Norge. Hvis man gik ad de snoede trætrapper til Pikkerbakken op fra Møllehuset og stillede sig ved udsigtsstedet på toppen, kunne man se havet som et kæmpestort maleri når de store både drejede ind mod de to fyrlys på molen. Fra Pikkerbakkens top så havet ud som om det hang og ikke lå.
Jeg kan huske vi stod på kajen og så de fine mennesker gå ned ad landgangen fra Københavnerbåden. De havde rejst på første klasse og nu skulle de til Frydenstrand Badesanatorium eller videre til Skagen med tog for at leje et hus eller bo på hotel i sommerugerne. Mændene havde stråhatte og damerne kjoler der skinnede i solen. Overklassen i København havde lige opdaget Skagen, og der gik et særligt jernbanespor fra havnen så de kunne blive fragtet til stationen selvom den kun lå nogle få gader oppe. Jeg stod og så hvordan mænd i uniform bar deres kufferter over i toget, og jeg tænkte at det måske var et mål i livet, at slippe for at bære sine egne kufferter.
Når bådene kom ind kunne vi høre dem tude langt uden for molen, og da tog min far sit snedkerforklæde af og hængte det på et søm bag døren i værkstedet og gik gennem gaderne til havnen for at se dem komme. Han gik med de samme skridt som han altid brugte og skyndte sig ikke, han vidste nøjagtig hvor lang tid det tog. Nogle meter fra kanten af kajen standsede han, og der blev han stående i den lange frakke han altid havde på når det blæste, med hænderne på ryggen og den brune alpehue på hovedet, men det var ikke muligt at se hvad han tænkte for i hans ansigt var alt roligt og han stod der kun når skibene kom ind og aldrig når de sejlede ud, undtagen de gange der var nogen om bord han kendte, og det var kun sjældent.
Når jeg ikke var i skole stod vi der begge to. Jeg havde også hænderne på ryggen og vinden sled i hans frakke og vinden sled i mit hår og hvirvlede det rundt så det piskede både ham og mig. Det var et stort og brunt hår med slangekrøller der slog mod min ryg når jeg løb. Der var mange i byen som sagde det var pænt, ja oven i købet flot, men jeg syntes mest det var i vejen, og når jeg foreslog at få det klippet, sagde min mor nej,
– for det er det bedste du har, sagde hun, – og uden det ville du ligne en eskimo på grund af dit runde ansigt. Eskimoerne var ifølge hende et folk der boede på Nordpolen og troede på guder af spæk og knogler og desværre hørte ind under Danmark. Men alle har deres kors at bære, og jeg havde dengang ingen magt til at trodse hende og derfor plejede jeg at sætte det stramt op med et bånd i nakken så jeg kunne være sammen med Jesper i alt hvad han havde for. De Store Opdagelser var det sidste nye. Sammen med nogle venner var han i gang på vejene og i de skove der fandtes i nærheden og om aftenen sad de i en kælder på den anden side af Plantagen hvor en af dem boede og lagde planer om Den Store Rejse. Som eneste pige fik jeg en gang imellem lov til at være med.
Men jeg kunne lide at mærke vinden trække i håret, og jeg vidste at min far kunne lide at se det blæse lige ud i luften når vi stod på kajen og så bådene komme, og trods alt var det min eneste stolthed.
Bag os ventede toget, det stønnede og prustede i ventilerne, og selvom det kun tog en time at rejse til Skagen, havde jeg aldrig været der.
– Kan vi ikke rejse til Skagen engang, sagde jeg. Sammen med Jesper og hans venner var det gået op for mig at verden var meget større end byen jeg boede i og markerne rundt om, og jeg ville gerne ud at se den.
– I Skagen er der ikke andet end sand, sagde min far, der vil du ikke op, min tøs. Og siden det var søndag og han sjældent sagde min tøs, trak han fornøjet en cigar op af vestelommen, tændte den og pustede røg ud i vinden. Røgen slog tilbage i ansigtet på os så det sved, men jeg lod som om jeg ikke mærkede det og det samme gjorde han. Med værkende øjne så vi passagerskibet “Melchior” nærme sig åbningen i molen for fuld damp, tårerne trillede og jeg kneb øjnene sammen til smalle sprækker. Langs den ene side af det lange skib hang passagererne ud over rælingen og viftede med lommetørklæder, “Melchior” krængede let og satte farten ned, og bugserbåden var der og fik trossen om bord og drønede i gang og trossen smældede op af vandet så det sprøjtede og dråberne blinkede i solen. Det store skib drejede langsomt mod kajen hvor folk stod i klynger og ventede, og én fra land råbte:
– Har I været søsyge?
– JAAA! råbte hele rækken i kor.
Når alle passagerer var ude og de der skulle med toget var vel om bord og toget kørt, vendte vi ryggen mod vinden, tørrede os i ansigtet og gik op i byen. Så gik vi skråt over den brolagte kaj mod Hotel Cimbria og rundt om hotellet til Lodsgade med Konsul Brochs hus til højre og Færgekroen til venstre og videre ad Danmarksgade hele vejen til hjørnet hvor vores vej, Asylgade, svingede ind. Der standsede vi, og han sagde:
– Det var os to. Gå nu hjem til din mor. Han var omhyggelig med at det ikke skulle blive for meget selvom han vidste at jeg hellere ville være sammen med ham. Men jeg skulle hjem og ville snart få det meste at vide om hvordan præsten havde været i dag og hele gudstjenestens forløb, og han gik videre til Aftenstjernen for at spille billard med sine venner hvis det var søndag.

Første gang jeg kan huske vi tog til Skagen var det efterår. Bedstefar i Vrangbæk var lige fyldt femogtres og alle havde været ude på gården, hele familien med onkler og mostre og flere fra nabogårdene. Solen stod ind gennem vinduerne, stuerne var fulde, og der var folk på gårdspladsen og mellem buskene i den kinesiske have, og alligevel var det en dag fyldt med klirrende stilhed og stive nakker. Bedstemor gik med sit hvide forklæde for første gang i fyrre år, hun serverede glas fra en bakke og smilede på en måde der fik bedstefar til at sidde fast på en stol og min far til at stå hele dagen, og ikke én gang så de på hinanden. Min mors stemme var mere flydende end normalt og selvom der var så mange gæster samlet var det hende jeg hørte bedst.
Men i Skagen var turisterne rejst hjem til København for det år. Ikke en fin kjole var at se i hovedgaden, ikke en stråhat eller parasol, og selvom jeg vidste at vi tog denne tur for min skyld, blev jeg skuffet. Min far havde ret, der var ikke meget andet end sand. Det blæste fladt og fygende mellem de lave, gule huse hvor de fleste holdt sig inde bag lukkede døre, min mor holdt på hatten, og Jesper gik med ryggen skråt mod vinden, og så hårdt blæste det på Grenen at vi ikke kunne tage ud med hest for at se havene mødes som planen var, og sand og salt satte sig i håret, i tøjet, i munden når jeg ville sige noget og det var svært at gå uden at føle det sved mellem lårene.
Det var togturen jeg syntes om. Den tog én time og det var nok til at jeg kunne læne mig tilbage i sædet med lukkede øjne, mærke skinnesammenføjningerne slå op og dunke gennem kroppen og en gang imellem misse med øjnene ud ad vinduerne og se forblæste lyngklædte bakkedrag og tænke at det var Den Transsibiriske Jernbane jeg rejste med. Jeg havde læst om den, set billeder i en bog og besluttet at uanset hvornår og hvordan mit liv blev, ville jeg én gang rejse fra Moskva til Vladivostok med det tog, og jeg øvede mig på navnene: Omsk, Tomsk, Novosibirsk, Irkutsk, de var svære at sige alle sammen med hårde konsonanter, men fra og med rejsen til Skagen var alle de ture jeg tog med tog en mulig start på min egen store rejse.
Jesper skulle til Marokko. Det blev for varmt for mig. Jeg ville have en åben himmel som var kold og klar hvor det var let at trække vejret og let at se langt, men hans billeder var mystiske og lokkende i sort og hvidt med nøgne bjerge i det yderste fjerne og solsvedne ansigter og solsvedne byer bag takkede mure og flagrende kjortler og palmer der pludselig steg op af ingenmandsland.
– Jeg kommer dertil hvis jeg vil, sagde Jesper. – Og jeg vil. Han så på billederne og kortene i bogen og læste højt:
– Marrakesh, Fes, Meknès, Kasba. Han formede munden rundt om vokalerne og holdt på dem og de blev til trylleformularer i hans stemme og vi lovede hinanden at det var noget vi nok skulle klare. Han gik ud efter kniven og vi skar rifter i håndfladerne og blandede det blod der var blandet tidligere, men nu var det som en cirkel, sagde Jesper.
Vi stod i skjul bag huset og holdt hinanden i hånden, det blev næsten for alvorligt, Jesper lo ikke som normalt, det sved i håndfladen, og jeg kunne høre regnen mod bølgebliktaget og i træerne derude, og på den anden side af regnen var der en stilhed så stor at den fyldte hele Danmark.
Men i Skagen var det vinden vi hørte og den dunkede mod alt hvad der stod ude på vejen hvor vi gik tæt sammen som en familie på et avisudklip på flugt fra kanoner. Vi havde prøvet alle steder, men der var ingen steder at gå hen. Kioskerne var lukket på grund af dårligt vejr, om søndagen var caféerne aldrig åbne, og ved havnen slog bølgerne langt ind over land. Og så begyndte det at regne. Det kom alle steder fra i fuld fart og ikke på os, men mod os med vinden direkte i ansigtet, og vi prøvede at vende os om, gå sidelæns for ikke at drukne og Jesper gav op og løb midt ud på vejen og begyndte at danse med armene i vejret.
– Kom og se! Kom og se! Folket fra himmelen er kommet for at erobre den nye verden. Kom og se! Kom og se! råbte han og lo højt. Det løb fra hans hår og i flere vinduer blev gardinerne trukket til side, og der stod de indfødte og gloede ud mens de bevægede læberne til en eller anden i skyggerne bagved og de rystede på hovedet.
– Kom og se jeres overmænd! råbte Jesper. – Vi har perler af glas og sværd af stål!
– Men så hold da mund, knægt! brølede min far, – se at komme på plads! Han havde vand i øjnene og vand i stemmen, og Jesper svarede:
– Vuf, vuf, og gispede som en hund og kom tilbage i flokken, og vi fortsatte ned ad vejen mod jernbanestationen. Vi tumlede blåfrosne ind i stationsbygningen hvor manden i lugen fortalte at toget ikke gik før om tre timer. Han så skråt op på os under kasketten og var vant til finere folk. Hele turen faldt sammen som et korthus. Vi pressede os sammen under halvtaget på perronen, min far bed kæberne sammen så de bulede og så ud i luften og havde ikke noget at sige. Han havde planlagt det hele og det blev ikke som han havde tænkt sig og nu var vi fanger her. Min mor trak sjalet tættere om skuldrene og jeg tænkte at det gjorde ikke noget at jeg var skuffet. Den eneste fejl ved den her rejse var jo alligevel kun at den var for kort.

Da vi kommer ned ad Asylgade på vej fra stationen står Lucifer foran huset. Jeg har stadig toget i kroppen, og vinden og de gule huse, mit lange hår er samlet i en fletning bagtil som min mor har lavet, og den er klistret at røre ved, fuld af sand og salt regn og stiv som en trosse. Jeg fumler med den og prøver at få den op, men det er ikke muligt uden hjælp. Lucifer går frit over vejen og napper græsstrå langs kanten af grusrabatten ved et hus på den anden side med vognen på slæb. Det er kun bedstefar der må tage Lucifer ud, men onkel Nils sidder på trappestenen med ansigtet i hænderne, han har en pæn sort jakke på og arbejdsbukser med store pletter og træsko på fødderne. Vi fryser alle sammen og går hurtigere end normalt, og da onkel Nils får øje på os rejser han sig med armene ned langs siderne og knyttede hænder. Han åbner dem og knytter dem igen. Jeg kan se at min far ser på hans hænder, og han ser på hesten.
– Der er sket noget, siger Jesper.
– Hold mund, knægt, siger min far.
Min mor vender sig. – Men Magnus dog.
– Hold mund, sagde jeg.
Jeg tager hans hånd, men han mærker det ikke og lukker den ikke. Onkel Nils er hvid i ansigtet selvom han arbejder ude det meste af året på markerne syd for Vrangbæk. Bedstefar er død, fortæller han. Han har hængt sig i stalden. Vi står helt stille. Vi skal ikke høre det, Jesper og jeg, og jeg ser ikke på ham, jeg ser stalden med alle båsene på rad og række i halvmørket og alle bjælkerne derinde og Dorit der ligger i båsen og tygger med sin store varme krop mod min frakke, og jeg bliver varm når jeg tænker på det selvom vinden isner ned ad Asylgade og jeg fryser så jeg hakker tænder, men jeg føler mig overhovedet ikke kold.
– Kom, siger Jesper, – vi går ind. Han trækker mig i armen hen mod døren, hvor min mor allerede er på vej ind. Hun synger lavt en sang for sig selv og går ud i køkkenet, sænker salmetæppet mellem sig selv og os andre, og Jesper og jeg går ind i stuen og stiller os ved vinduet og ser ud på vejen. Onkel Nils holder min far i frakken og stirrer ned i jorden mens han taler hurtigt, vi kan høre hans stemme, men ikke hvad han siger. Min far puffer hans hånd væk og går over vejen mod Lucifer og tager hesten i bidslet. Lucifer bakker og rejser sig på bagbenene, min far holder fast og følger med op så han må stå på tå på den ene fod alene og onkel Nils kommer løbende efter i klaprende træsko. Sammen får de beroliget hesten nok til at de kan sætte sig i vognen, og min far tager tømmerne. Lucifer stejler igen og min far skriger så det smælder hårdt og koldt i husmurene og Lucifer starter i trav ned ad vejen. Det sidste vi ser er min fars brune alpehue før de forsvinder om hjørnet og forsvinder i Danmarksgade på vej ud af byen mod Vrangbæk.
– Hvordan kunne jeg vide det, siger Jesper. – Jeg kunne ikke vide det.
– Selvfølgelig kunne du ikke det.
– Måske har jeg mørke evner. Måske kan jeg se gennem tiden at det onde kommer, som Sara i skoven.
Men Sara i skoven er en gammel dame der bor i et gammelt hus i udkanten af skoven ved vejen til Vrangbæk, og Jesper er ikke som hun. Hun kan læse i kaffegrums, spå i hænder, hun kan navnene på alle stjerner og planter og ved hvad de skal bruges til alle sammen og nogle siger hun slog sit eget barn ihjel fordi det ikke havde nogen far. Aldrig havde en mand været sammen med hende, og derfor var det ikke et menneskebarn hun fødte. Hun er Jespers yndlingsspøgelse, og han råber altid at hun kommer! hun kommer! når vi cykler forbi der om aftenen og jeg træder alt hvad jeg kan i pedalerne. Hun kan se gennem mørket, mener Jesper.
– Det tror jeg ikke du kan. Du har bare fantasi. Det er noget alle ved.