1. kapitel

Da jeg var en lille pige på syv år eller mindre, var jeg altid bange når vi kørte forbi løverne på vej fra byen. Jeg var sikker på at Lucifer følte som jeg, for han satte ekstra fart på lige der, og først langt senere forstod jeg at det var fordi min bedstefar gav ham et ordentligt rap på vej ned ad den lille bakke forbi indkørslen hvor løverne var, og det var fordi bedstefar var en utålmodig mand. Det var kendt viden om.
Løverne var gule og jeg sad bag på vognen og dinglede med benene alene eller sammen med min bror Jesper med ryggen til bedstefar og så løverne blive mindre deroppe. De vendte hovedet og stirrede efter mig med gule øjne. De var af sten, og af sten var soklerne de lå på, og alligevel stirrede de så det brændte i brystet og jeg blev hul indvending. Men jeg kunne ikke slippe dem med blikket. De gange jeg prøvede at se ned på grusvejen i stedet for, fik jeg kvalme og havde en fornemmelse af at falde.
– Nu kommer de! Nu kommer de! råbte min bror der vidste hvad det var med de løver, og jeg så op igen og så at de kom. De rev sig løs fra stenblokkene og voksede, og jeg sprang ned fra vognen uanset farten, skrabede knæene mod gruset og løb ud på den nærmeste mark. Der var rådyr og hjorte i skoven bagved marken, og jeg tænkte på det mens jeg løb.
– Kan du lade tøsen være i fred! skreg bedstefar. Jeg holdt op med at løbe, der var dug i græsset og vådt rundt om anklerne, og jeg kunne mærke halmstubbe og kviste og knudret jord mod mine nøgne fødder. Bedstefar trak i tømmerne og råbte til hesten og vognen stoppede, og han vendte sig og ud af skægget kom en strøm af skældsord grimme som den onde selv ned over hovedet på Jesper. Bedstefar var en mand med megen vrede og jeg endte altid med at støtte min bror, for jeg kunne ikke leve ham foruden.
Jeg gik gennem græsset og ud på vejen igen og satte mig op bag på vognen og smilede til Jesper. Bedstefar smældede med pisken og Lucifer trak og Jesper smilede tilbage.

Jeg går den samme vej med min far. Det er jul. Jeg er ni år. Det er usædvanlig koldt den dag, rimfrost og nøgne popler langs markerne ved vejen. Noget gråt i det grå skovbryn bevæger sig, tynde ben med stive skridt og frostrøgen kommer i stød ud af de bløde muler, og jeg kan se det helt derfra hvor jeg går. Luften er til at tage og føle på, som glas, og der er kortere afstand til alting. Jeg har hue og halstørklæde på, hænderne har jeg dybt begravet i frakkelommerne. Der er hul i den ene lomme, jeg kan mærke foret fra indersiden. Indimellem ser jeg op på ham. Ryggen har en bule øverst, næsten som en pukkel. Den har han fået ude på markerne og han vil aldrig tilbage dertil, har han sagt. Min far er snedker i byen. Han fik et værksted af bedstefar da han rejste fra gården.
Han presser kæberne sammen. Han går barhovedet og ser direkte frem for sig med rødrandede øjne, ørerne er hvide af frost, og jeg kan ikke lade være med at se på dem. De er som porcelæn. Hans arm hæver sig og stopper før den er oppe, og han tvinger den nærmest ned igen. Da vi er halvvejs tager jeg min hånd op af lommen for at tage ham i hånden, og han tager imod uden at se ned og gnider den let, men jeg gør det jo fordi det er ham der er kold.
Da vi passerer løverne vender vi os ikke om, han fordi han kun ser lige frem ligegyldigt hvad og jeg fordi jeg ikke vil. Vi skal ud til gården. Min mor er der allerede, og mine onkler og Jesper er der, og min far går stift og ikke hurtigt. Det er tre kilometer fra byen, det er 24. december, og så vender jeg mig alligevel. Løverne ligger blanke på soklerne i et gråhvidt hylster. Det regnede i går og så blev det frostvejr, og nu er de lukket inde og ser ud som min fars ører, to porcelænsløver på vagt foran alléen op til Bangsbo Hovedgaard hvor H.C. Andersen boede de gange han kom så langt nordpå i landet, den høje hat og de lave stuer, en sort streg af en mand der altid måtte bukke sig, på vej ind, på vej ud.
Jeg prøver at gå hurtigere, jeg er bekymret for hans ører, jeg har hørt de kan falde af, men han holder samme tempo. Jeg trækker ham i armen og så bliver han vred.
– Kan du så lade være! siger han skarpt og rykker mig hårdt på plads og har sagt noget for første gang siden vi gik ud ad døren i Asylgade. Min far holder af Jesper. Jeg holder af min far. Jesper holder af mig, men han kan godt lide at drille mig, skræmme mig i mørket med dødninge, trække mig under vandet om sommeren. Jeg kan godt tåle det, det får mig til at være som han. Jeg går alene med min far, det er jul og hans ører er af porcelæn. Jeg er bange for at de skal falde af, og han rører ikke ved dem de fem kilometer ud til gården.
Der ligger fire gårde i Vrangbæk, og de hedder alle sammen Vrangbæk, det er en hel lille landsby. Der bor flere børn der, de går på Vangen skole i Understed. Jeg kunne have været en af dem, men det er jeg ikke, og det skal du være glad for, plejer Jesper at sige. Vi går ned til venstre i krydset hvor vejen lige frem svinger ind over markerne til Gærum og den til højre fører om til Nørre Vrangbæk. Vi passerer den første lade af kampesten og mursten, min far går om muligt endnu langsommere og stivere og han holder mig hårdt i hånden. Vejen slynger sig smalt med en brat skråning på den ene side der er kantet med runde sten på det nederste stykke, det ser ud som et stengærde, men det er lavet for at jorden ikke skal skride ud efter regnvejr og lukke passagen. Vi skal til den sidste gård, de ligger tæt ved hinanden og tæt ved vejen så det er bare at gå direkte ind på gårdspladsen som er brolagt og stor, og i midten ligger møddingen. Alt er frosset til med et lag af blank glasur. Det er glat på brostenene over til døren.
Det første jeg får øje på er Jesper der har set os fra vinduet. Han står i døren til stuen og venter. Bag ham ser jeg juletræet og vinduet på den modsatte side med isblomster halvvejs op ad ruderne. Det er pænt. Jeg hører min mors stemme. Hun er kristen, hendes stemme er kristen. Hun har et ben på jorden og et i himmelen. Jesper smiler som om vi har en hemmelighed sammen. Måske har vi det også, jeg kan ikke huske det. Min far går direkte hen til kakkelovnen. Det buldrer i den, jeg kan se den er varm fordi det dirrer i luften omkring den og jeg kan mærke det i ansigtet, og han går så tæt på at jeg er bange for at han skal lægge panden mod fliserne. Jeg tager frakken af, og han løfter armene som en marionetdukke og presser hænderne mod ørerne. I stuen synger min mor Kimer, I Klokker, og Jesper stirrer på mig og hen på ham der står foran kakkelovnen. Jeg har frakken i armene og ser den krumme ryg og kæbebenet der buler og det hvide tykke der løber ud mellem hans fingre.

Kvistværelset på gården var iskoldt og lå som oftest i halvmørke med kun en petroleumslampe jeg skulle slukke straks jeg kom op ad trappen. Der var et lille vindue mod øst og under vinduet stod sengen. På knæ i den kunne jeg snakke med Jesper om aftenen når det var sommer og se ud på stjernerne når det var vinter og en granhæk og en kinesisk have af en anden verden, og resten var bare bølgende marker helt ud til havet. Nogle gange om natten vågnede jeg under den tunge, råkolde dyne og mente jeg hørte havet fylde rummet, og jeg åbnede øjnene og da var det lige så sort som når de var lukkede. Mørket lå tæt mod ansigtet, og jeg tænkte, det gør ingen forskel om jeg ser eller ikke ser. Men der var forskel, og jeg kunne blive bange, for mørket var stort og tungt og fuldt af lyde, og jeg vidste at hvis jeg ikke lukkede øjnene hurtigt, ville jeg blive kvalt. Men når jeg ikke var bange, var det som at blive løftet og svæve i rummet med en vind gennem brystet.

Jeg ligger i sengen og ser ind i mørket og alt er sort og så bliver det gråt, for månen er fremme. Havet kan jeg ikke høre. Det er frosset som alt andet er frosset og stille. Jeg tror ikke jeg drømmer længere.
Det banker. Det er derfor jeg er vågen, jeg kan huske det nu. Jeg venter og det banker, og jeg står op fra dynen som omsider er blevet varm og går over det kolde gulv i natkjolen mod det sted hvor jeg ved døren er. Det banker igen. Det er ikke døren, det er vinduet. Jeg vender mig og ser en skygge bevæge sig mod månen foran vinduerne. Det er Jesper. Jeg ved det er Jesper.
– Luk op, hvisker han højt og ånder varmt mod ruden. Jeg løber hen til sengen og hopper op i den med knæene først og åbner vinduet. Et koldt vindpust slår ind, det løber som is ned ad brystet og maven og tankerne får skarpe kanter. Jeg kan huske det hele, porcelænsløver og porcelænsører og bedstemors lige nakke og bedstefar og min mors spæde stemme der flagrer i rummet som et tyndt slør alle har vænnet sig til at se direkte igennem. Jesper hænger med én hånd i tagskægget og har én fod i vindueskarmen. Om halsen har han mine støvler med snørebåndene knyttet i nakken.
– Klæd dig på og kom med, siger han.
– Javel, siger jeg.
Jeg har min egen vilje, jeg gør ikke alt hvad der bliver sagt til mig, men jeg vil med Jesper. Han gør ting der er anderledes, jeg kan lide det, og jeg er lysvågen nu. Han svinger sig ind og sidder i sengen og venter, og han smiler hele tiden. Jeg skynder mig med tøjet. Det ligger på en stol og er helt koldt. Månen skinner gennem det åbne vindue og laver sølvcirkler på sengestolperne, på en kande, på et vækkeur hvor viserne altid har stået.
– Hvad er klokken? siger jeg.
– Har ingen anelse. Han smiler så tænderne lyser i halvmørket. Jeg begynder at le, men så lægger han pegefingeren mod læberne. Jeg nikker og gør det samme, og så finder jeg det uldne undertøj og tager det på og den tunge nederdel og en ulden trøje. Frakken har jeg med på værelset, den hænger over stoleryggen. Jesper giver mig støvlerne, og da jeg er færdig, klatrer vi ud.
– Vær ikke bange, gør bare som jeg, siger han.
Jeg er ikke bange, jeg gør bare som han, og det er ikke svært når vi gør det i takt, han først og jeg efter, som i en dans kun vi kender, og vi danser langs taget til vi kommer til enden hvor en birk stikker op med kraftige grene, og der klatrer vi ned. Jesper først, og jeg efter ham.
Vi holder os væk fra vejen og længen med de voksnes soveværelser og går gennem den kinesiske have i månelyset for at komme ud på markerne. I haven er der smalle stier og frosne prydbuske og døde blomster og en snirklende uægte bæk hvor vandet er frosset, og over bækken er der flere små broer af træ. Der er karper i bækken om sommeren og måske er de der også nu, under isen. Da vi går over broerne knirker det så højt i træværket at jeg bliver bange for at de skal vågne i huset. Da månen går bag en sky, stopper jeg og venter.
– Jesper, vent, råber jeg lavt, men han venter ikke før han er gennem haven og ude på den første mark. Der vender han sig og månen kommer frem og jeg skynder mig efter.
Vi går over markerne først i en bue opad og så ned på den anden side til vi kan se havet og vi kaster skygge når vi går. Jeg har aldrig været ude på den måde, aldrig haft skygge om natten. Min frakke er oplyst foran og Jespers ryg er helt mørk. Da vi stopper og ser ud over isen er den først hvid og så blank og så kun det åbne hav.
Jesper tager noget op af lommen og stikker det i munden og stryger en tændstik. Og så puster han ud. Der lugter af cigar. Han siger:
– Om ikke så længe vil jeg gøre som Ernst Bremer. Skaffe en hurtigbåd og tage til Sverige og komme tilbage med sprit nok til alle der vil drikke sig ravende fulde. Jeg vil tjene penge og ryge cigar. Men drikke vil jeg kun gøre om lørdagen. Og kun to glas.
Jesper er tolv år. Ernst Bremer er smugler. Han er den største af dem alle og alle ved hvem han er. En kort mand fra Göteborg som har et hus i gaden lidt fra vores hvor han bor når der ikke er nogen efter ham. Jeg har set ham gå forbi med grå frakke, midterskilning i det mørke hår og alpehue. Der har stået om ham i avisen mange gange, en gang med en tegning af Storm P. hvor han peger fingre ad toldvæsenet, og når drengene er ude om aftenen leger de ikke røvere og soldater, men Ernst Bremer og toldere. Han er bedre end Robin Hood. Min far købte en flaske af ham en sommer, men da min mor blev klar over hvor den kom fra, måtte han hælde den ud i blomsterbedet. Ingen af blomsterne døde, selvom hun sagde det var gift.
Jesper blæser grå røg ud mod havet, og så hoster han og spytter.
– Badr! siger han, – men så må jeg nok øve mig lidt først.
Min mor er fløjl, min mor er jern. Min far siger som regel ingenting, og ved middagen tager han nogle gange den gloende varme kedel i jernhåndtaget og holder den mens jeg forsyner mig, og når han sætter den på plads kan jeg se de røde mærker i hans hånd.
– H.C. Andersen har boet på Bangsbo, siger jeg selvom jeg ved at Jesper ved det og han siger:
– Jeg ved det, og vi går et stykke langs vandet og op ad en stejl klit og tilbage igen over markerne. Vi har månen i ryggen og skyggen er foran og det er straks værre. Jeg kan ikke lide det selvom jeg tydeligt kan se husene da vi er på toppen. Nede ad skråningen er der mørkt. Det begynder at blæse, jeg holder hånden mod den ene kind, for det er isnende koldt og så kommer der skyer og jeg kan kun lige se. Vi går uden om haven i stedet for igennem den og kommer op til huset hvor laden står vinkelret på, og Jesper går helt hen til laden langs granhækken og lægger ansigtet mod det nærmeste vindue. De kalkede vægge er matte som tåge, og han skygger med den ene hånd som var der genskin og sol herude, men det er mørkt og jeg kan ikke se hvad det er han ser og han siger:
– Herre, Jesus, bedstefar har hængt sig i stalden.
– Nej! råber jeg og ved ikke hvorfor han valgte at sige netop det, men jeg har tænkt på det ofte siden, gennem alle de år der er gået helt frem til nu.
– Jo, siger han, – kom herhen og se. Jeg vil ikke se, jeg får kvalme selvom jeg ved det ikke er sandt, det er bare Jesper som altid og alligevel løber jeg hen og lægger ansigtet ved siden af hans. Det er helt mørkt, jeg kan ingenting se.
– Jeg kan ingenting se. Du har ikke set noget, det er jo helt mørkt. Jeg presser ansigtet mod ruden, der lugter af stald derinde, der lugter af kulde og Jesper begynder at klukle. Pludselig kan jeg mærke hvor koldt det er.
– Jeg fryser.
– Så går vi ind, siger han og ler ikke længere.
– Jeg vil ikke ind endnu. Det er koldere derinde. Jeg kan heller ikke sove.
– Jeg mener ind i stalden. Der er det varmt.
Vi går rundt om laden over brostenene og hen til stalddøren. Den knirker da vi åbner den og jeg tænker at måske hænger bedstefar der, måske går jeg direkte ind i hans ben, måske vil de svinge frem og tilbage. Men han hænger der ikke og det er straks lunere, lugten er en lugt jeg kender. Jesper går ind mel-lem båsene. Der er mange, der er femogtyve køer, det er ingen lille gård, den har tjenestefolk. Bedstemor arbejdede i køkkenet før hun blev gift med bedstefar. Hun gik med hvidt forklæde dengang og har aldrig gjort det siden. Hun er min fars mor, ikke hans brødres, og det gik hurtigt det bryllup da først Hedvig var i graven, har min mor fortalt. Bedstemor og bedstefar befinder sig næsten aldrig i samme værelse og når de gør det, holder bedstemor hovedet højt og nakken stiv. Det er noget alle kan se.
Jeg står og vænner mig til det tunge mørke. Jeg hører Jespers skridt derinde og køerne der bevæger sig i båsene, og uden at se det ved jeg at de fleste ligger ned, de sover, de tygger, de dunker ind mod de lave skillevægge med hornene og fylder mørket med dybe lyde.
– Kom så, siger Jesper, og nu kan jeg lige akkurat se ham allerlængst væk, og jeg går langsomt ind mellem båsene, forsigtigt så jeg ikke træder i møget der ligger langs siderne af midtergangen. Jesper ler lavt og begynder at synge om dem der ad den smalle sti skal gå og ikke ad den brede vej vandre mod de himmelske porte i det blå, og han efteraber min mors stemme, og det ligner så meget at jeg skal lige til at le, men så tør jeg ikke inde i et rum med så mange dyr.
– Kom nu, søstermor, siger Jesper, og jeg tager de sidste skridt helt derhen og han holder mig i frakken. – Fryser du stadig?
– Ja lidt.
– Så skal du gøre sådan, siger han og vælger en af båsene og kanter sig ind mellem væggen og koen der ligger der. Han sætter sig på hug og stryger hende over ryggen og taler med en lav stemme jeg sjældent hører ham bruge, og først vender hun hovedet og manøvrerer uroligt over til den modsatte væg, men så bliver hun stille. Han stryger hårdere og hårdere og lægger sig forsigtigt ned på hendes ryg helt stift i starten og da han føler at det går, slapper han af og ligger der bare som en stor sort klat på den brogede ko.
– Store dyr har meget varme, siger han, – som en kakkelovn, prøv du også. Hans stemme er søvnig og jeg ved ikke om jeg kan, men jeg er også søvnig, så søvnig at hvis jeg ikke snart lægger mig ned falder jeg om.
– Prøv i båsen ved siden af, siger Jesper, – der ligger Dorit, hun er sød.
Jeg står i midtergangen og kan høre Jesper trække vejret roligt og ser ind på Dorit i båsen indtil den brede ryg bliver tydelig, og så skridter jeg over grebningen og klumrer lidt, men jeg er ligeglad nu, jeg er for søvnig. Jeg bøjer mig ned og stryger Dorit over ryggen.
– Du skal sige noget, du skal snakke, siger Jesper på den anden side af væggen, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, alt hvad jeg kan komme i tanke om er sådan noget som jeg ikke kan sige højt. Der er trangt i båsen, hvis Dorit vender sig bliver jeg klemt mod væggen. Jeg stryger hende over nakken og læner mig længere frem og begynder at fortælle eventyret om den standhaftige tinsoldat ind i hendes øre, og hun lytter og jeg ved Jesper lytter bag væggen. Da jeg er i gang med slutningen hvor tinsoldaten står i flammer og smelter, lægger jeg mig ned og holder hende om halsen bagfra og fortæller hvordan vindpustet kommer fra vinduet og løfter danserinden gennem værelset ind i ilden hvor hun lyser op som et stjerneskud og slukkes, og da jeg er færdig tør jeg ikke trække vejret. Men Dorit er sød, hun rører sig dårligt nok og tygger bare og varmen fra hendes krop trænger ind gennem min frakke, jeg kan mærke den mod maven, og langsomt begynder jeg at trække vejret igen. Det er julenat 1934 og vi ligger der Jesper og jeg i hver sin bås på hver sin ko i en stald hvor alting ånder og måske falder vi i søvn, for efter det husker jeg ikke det hele så klart.