Tekstuddrag

Da en af mine brødre fortalte mig at min mor var rejst til Danmark så snart hun fik at vide at hun var syg, at de ikke havde nået at få fat på hende før hun forsvandt, for at tale ordentligt med hende, eller for at give hende de trøstende ord med på vejen som de syntes de burde give, tog jeg en hurtig beslutning og en hurtig telefonopringning, og nøjagtig to dage efter at hun gik i land, var det mig der kom ned til den nordjyske kystby en tidlig morgen om bord på den gamle og uretfærdigt udskældte færge Holger Danske. Jeg havde sovet for længe, jeg nåede ikke morgenmaden i cafeteriet, der stod en dame og hamrede på døren til min kahyt.
– Vi er i land nu! råbte hun, – vi er i land, du må se at komme ud, råbte hun, og hamrede på døren, og jeg spekulerede et øjeblik på om det var en af dem jeg havde truffet i baren aftenen før.

Der havde været fuldt i den lille bar da aftenen før randt langsomt ud og blev til fugtig nat, og de fleste var jo mænd, men der var også nogle kvinder, om end ikke så mange som der ville have været i dag, og jeg talte længe med flere af dem. Jeg syntes de var pæne.
Pladsen var trang for den der havde lyst til at drikke. Vi der havde meget lyst, stod klos op og ned ad hinanden med vores cigaretter vertikalt og forsigtigt mellem fingrene på den ene hånd og ølglassene eller glassene med dobbelte whiskyer holdt tæt ind til brystet med den anden, og vi førte glasset helt langsomt op langs skjorteflippen og forbi hagen for at få de slurke vi så gerne ville have.
Der var en mand jeg ikke kunne lide. Jeg kunne ikke lide hans ansigt når han så på mig. Det var som om han vidste noget om min person som jeg ikke selv kendte til, men som for ham var let at få øje på, som om jeg stod der nøgen uden spejl med mine gevækster og pletter og ingen kontrol havde over det han så, og ikke kunne se i hans øjne hvad han så i mine. Men det han så og det han vidste, fik ham til at føle sig overlegen i forhold til mig, og på en mærkelig måde med fuld ret. Sådan føltes det. Det kunne jo ikke være sandt, jeg havde aldrig set ham før, det var jeg sikker på, han vidste ingenting om mit liv. Men alligevel var hans blik alvidende og nedladende hver gang han vendte sig i min retning, og han vendte sig ofte. Det gjorde mig urolig, jeg kunne ikke koncentrere mig, og da han én gang masede sig forbi på vej til toilettet eller til sin kahyt for at hente noget han måske havde glemt, stødte han ind i min skulder på en måde jeg syntes var provokerende. Noget af øllet i mit næsten fulde glas sprøjtede ud over den skjorte jeg for nylig havde købt og syntes var usædvanlig pæn. Jeg var sikker på at han puffede til mig med vilje, og det gjorde at jeg følte mig truet. På livet, faktisk, jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev bange. Jeg satte ølglasset fra mig på hjørnet af et bord og gik derfra.
Først gik jeg op på dækket for at blive mere klar i hovedet, og det var mørkt langs rælingen da jeg skubbede den tunge dør op og gik ud. Over mit hoved svævede redningsbåde tunge og zeppelineragtige i det svindende lys fra gangen jeg forlod, og bag mig smækkede døren på en skæbnesvanger måde. Jeg hørte susen fra havet og vinden der peb og trak langs båden på vej gennem bølgerne. De gik ikke højt, men de gik heller ikke lavt, det var november, og det var koldt. Holger Danske krængede let fra den ene side til den anden i den sorte nat hvor kun det hvide skum på bølgetoppene kunne ses helt tæt på båden og gløden på den cigaret jeg havde tændt. Den smagte ikke godt. Jeg mærkede efter om jeg var ved at få kvalme, men havet havde ikke større kraft end hvad min krop kunne håndtere uden at blive dårlig, og jeg smed cigaretten ud over rælingen, ud i vinden, og den blæste ind mod skroget så der sprang gnister, og så forsvandt den i mørket. Jeg bevægede mig med forsigtige skridt til jeg kunne mærke den kolde væg mod ryggen og lænede mig mod den og blev stående og stirrede lige frem for mig til nattesynet kom. Jeg følte mig bedre tilpas. Vi havde passeret Færder fyr, der var åbent hav på begge sider, og havet, det var som en gammel bekendt, og så slog det mig pludselig at manden fra baren kunne finde på at komme herud, og hvis han kom, var jeg færdig. Han var større end mig og helt sikkert stærkere og kunne smide mig over bord hvis det var det han havde lyst til, og så ville jeg blive borte for altid, og ingen ville nogensinde få at vide præcis hvor. Tanken blev så stærk at jeg var nødt til at gå ind fra dækket igen, selvom jeg mange gange i livet har stået sådan på dækket og set ud over havet om natten, der er en ro i det som jeg til tider har haft brug for.
Med stort besvær fik jeg den tunge dør op som vinden med stor kraft pressede mod dørkarmen, og så gik jeg hen ad gangen og ned ad trappen til min kahyt.
Jeg havde kun lige sat mig ned på sengen for at tage skoene af da det bankede hårdt på døren. Jeg blev stiv af skræk, som det så rammende hedder, og jeg rejste mig langsomt op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg blev stående og lyttede, og så bankede det igen med en skarp, tør lyd, og så vidste jeg nøjagtigt hvad jeg skulle gøre. Jeg knyttede højre hånd hårdt og gik hurtigt de få skridt hen til døren, flåede den op med et smæld og slog alt hvad jeg kunne. Der var halvmørkt i gangen, og jeg så ikke hans ansigt, jeg så egentlig ikke noget som helst, men ramte ham alligevel på kæben lige under øret, jeg kunne mærke det i hånden, og han faldt over mod væggen på den anden side af gangen med et brag. Mere af chokket måske end af kraften i mit slag. Men da jeg smækkede døren i og fik drejet låsen om i en fart, fór en sviende smerte gennem knoerne. Jeg blev stående næsten uden at trække vejret og lyttede et stykke tid, men jeg kunne ikke høre noget ude fra gangen, og jeg stod der lidt længere, og stadigvæk var der stille, og så lagde jeg mig på sengen og blev liggende og lyttede til jeg ikke orkede længere, og så faldt jeg i søvn, og dagen efter blev jeg vækket af en dame der bankede og bankede på min dør og råbte:
– Vi er i land, vi er i land! Du må se at komme ud! Og det var som om det der var sket for blot nogle timer siden, var foregået i en drøm jeg allerede var ved at glemme. Men min hånd var stadig øm, og det var svært at åbne og lukke den helt.

Nu gik jeg smårystende gennem vinden over havnepladsen. Jeg havde lidt kvalme. Jeg var lidt svimmel. Jeg havde den gamle sømandsjakke på og en taske der lignede en køjesæk over skulderen og fortsatte videre op ad den skæve Lodsgade med så mange minder, forbi Bar Sinatra som nu lå der hvor Færgekroen havde ligget da jeg var dreng og længe efter det.
Jeg blev stående uden for vinduet til den lille vin- og tobaksforretning lige ved det der tidligere var Colosseum Kino i den lange Danmarksgade. Jeg var ofte på Colosseum som barn, min mor og jeg så Mytteriet på Bounty der, med Marlon Brando i hovedrollen som Fletcher Christian. Hun satte stor pris på Brando, hans mutte spillestil, uformuleret, men tydelig, og den unge Paul Newman kunne hun også godt lide, især i The Hustler, de havde begge to noget ekstra, noget eksplosivt, sagde hun, mens James Dean var sød nok. Hun kunne egentlig ikke lide James Dean, han var for klynkende, han var umoden, han havde ingen rygrad, mente hun, og ville hurtigt blive glemt. Montgomery Clift var under alle omstændigheder den største, i Herfra til evigheden, i The Misfits: hans sårbarhed, hans øjne, hans værdighed.
Vin- og tobaksforretningen var ikke åben endnu, og jeg havde ikke noget specielt behov for de varer de havde inde på hylderne, ikke efter den nat på båden, men jeg havde kastet et blik derind og standsede op på grund af tre flasker der var udstillet i vinduet, tre forskellige flasker som alle indeholdt den franske drik calvados, af tre forskellige kvaliteter, kunne man forestille sig, og jeg kom pludselig i tanke om at jeg aldrig havde smagt calvados. Jeg fandt ud af at jeg kunne købe den midterste af de tre flasker, som sikkert var god nok til mig, hvis jeg gik ud til sommerhuset i stedet for at tage en taxa som planen var. Jeg havde jo selv bil, men den stod i Norge på et værksted med en defekt drivaksel og var måske repareret for længe siden, men jeg havde ikke fået taget mig sammen til at hente den endnu. Derfor gik jeg, eller tog bussen mellem alle mulige steder derhjemme. Det passede mig egentlig godt, fordi jeg kunne sove i bussen, og det gjorde jeg også. Meget, faktisk. Jeg sov så ofte jeg kunne. Der var ikke noget jeg hellere ville. Men nu var jeg her, og det jeg tog mig råd til, var den ene af de tre flasker calvados, og så måtte jeg altså gå. Sådan var jeg. Jeg havde ikke lyst til at gå, jeg var træt, jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde været så træt, jeg var så træt at det næsten var lidt dejligt, og jeg talte på knapperne og ventede de ti minutter til butikken åbnede dørene og gik så ind og bad om den flaske der stod i midten og fik den i en brun papirpose. Lidt som på film, tænkte jeg, og det gjorde jeg fordi jeg er norsk, fordi vi aldrig får brændevinsflasker i brune papirposer i Norge, og jeg kunne lide den fornemmelse af film. Jeg kunne være en mand i en film. Det ville nok være lettere at gå den lange vej ud, hvis jeg var en mand i en film.

Vi havde talt grundigt om calvados for år tilbage, min mor og jeg, da jeg på hendes opfordring læste Triumfbuen af Erich Maria Remarque.
– Det er en god bog, sagde hun, – lidt sentimental måske, men fin for dig i din alder, sagde hun, og jeg var stadig under tyve og blev ikke engang fornærmet, for jeg vidste ikke helt hvad sentimental var, ikke rigtigt, og forstod ikke at det måske kunne være lidt nedladende sagt, at noget var sentimentalt og samtidig passede til en knægt på under tyve år. Men det var slet ikke sådan ment, ikke fra hendes side, blot en konstatering af hvad hun troede jeg ville have udbytte af at læse, og det havde jeg også, af den bog, den fes ind på lystavlen, ung som jeg var. Vi sagde til hinanden, min mor og jeg, at hvor ville det være godt engang at smage den drik, en drik som for mig blev til selve trylledrikken, en gylden substans som flød gennem hele den roman Remarque havde skrevet og videre derudad i flere strømme og fik en mærkelig stor betydning, og det netop fordi den var uopnåelig, selvfølgelig, fordi de kun havde ét mærke på vinmonopolet, og det var uden for enhver økonomisk rækkevidde. Men i Triumfbuen bestilte de hele tiden calvados, vennerne Boris og Ravic, som var flygtninge fra henholdsvis Stalin og Hitler, i Paris, i årene før den tyske armés indmarch, og den stod på dommedag overalt dengang, både forud og bagud i tid, og deres samtaler om livet fik den samme bismag som det giver at synge den salme der siger: Tak for minder, tak for håb, tak for smertens bitre dåb, hvad jeg faktisk gjorde til en begravelse for ikke så længe siden. Sang den salme.
Og så gik jeg ud ad den lange Danmarksgade i halvlyset, i halvmørket, med flasken under armen så den kunne ses i sit brune papir, og jeg var en mand der lige havde købt den flaske fransk brændevin meget tidligt om morgenen da butikken åbnede sine døre, en mand der kun findes på film og i visse bøger, især i ældre bøger skrevet omkring anden verdenskrig eller lidt før, hvor realiteterne i handlingen er knyttet til en tid som er forsvundet, og samtidig gik jeg der lige i det øjeblik, fejlplaceret i tid og rum.

Ude på vores grund kom jeg gående over plænen forbi udhuset under de tunge, mørke fyrregrene med tasken over skulderen og flasken under armen, men min mor var ikke inde i sommerhuset, selvom døren ikke var låst. Hun låste aldrig, ikke når hun var der, ikke før hun rejste hjem til Norge igen, og så lukkede hun jo for det hele, vand og el, det var min far der låste. Han låste alt muligt hele tiden, kufferter, cykler, døre, og bagefter ledte han som bare fanden efter nøglen mens vi andre stod og ventede og trippede og måske frøs røven i laser, hvis det var et sted vi skulle ind, og tænkte, typisk ham, altså, typisk ham. Man kan aldrig være forsigtig nok, sagde han så, med en irriteret rødme i ansigtet.
Der lå en bog på bordet, det var ikke Günter Grass denne gang, men Somerset Maugham, på engelsk, en gammel penguinudgave af The Razor’s Edge, om en amerikansk pilot der rejste til Indien efter første verdenskrig og gennemgik en åndelig forvandling, og den bog havde altid irriteret mig, det er da en hippiebog, tænkte jeg, er i hvert fald blevet det, hvorfor fanden læser hun den nu? Jeg satte tasken fra mig og gik ud igen med flasken i hånden og ned ad fyrretræsalléen og hen ad grusvejen, ned for enden hvor hybenroserne stod tæt i svinget, og lige efter drejede jeg fra vejen og gik ned ad stien gennem marehalmen til stranden. Det blæste temmelig meget, og jeg så hende med det samme. Hun sad på en lav klit med den varme frakke trukket tæt om kroppen og kraven slået op i nakken, men uden noget på hovedet. De mørke krøller piskede frem og tilbage i vinden, hun er ikke blevet gråhåret endnu, tænkte jeg, ikke ret meget i hvert fald, selvom hun er over tres, og hun sad der alene med hovedet næsten unaturligt højt hævet som hun altid havde holdt det, på en måde som nogle syntes var arrogant. Men egentlig var hun bare åndsfraværende og skuede drømmende ud over havet og tænkte formodentlig på noget helt andet end det hun så foran sig, mens hun røg en cigaret: en Cooly eller en Salem, eller nok snarere det billige danske mærke Look.
Jeg er sikker på hun hørte mig komme, men hun vendte sig ikke om. Da jeg var næsten fremme sagde jeg lavt:
– Hej.
Hun vendte sig heller ikke om nu, sagde bare: – Begynd nu ikke at snakke med det samme.
– Det er mig, sagde jeg.
– Jeg ved godt hvem det er, sagde hun. – Jeg kunne høre dine tanker skramle helt oppe på vejen. Er du flad?
Fandens også, jeg vidste jo at hun var syg, at hun måske ville dø, det var derfor jeg var her, det var derfor jeg var rejst efter hende, det mente jeg bestemt, og alligevel sagde jeg:
– Mor. Jeg skal skilles.
Og det er muligt jeg så det, på hendes ryg, at hun tog sig sammen og møjsommeligt flyttede vægten fra ét punkt til et andet inde i kroppen et sted, fra der hvor hun var, til der hvor hun tænkte at jeg måske var.
– Kom så og sæt dig, sagde hun. Og hun flyttede sig lidt for ligesom at give mig plads, men der var masser af plads, og hun klappede på det tjavsede græs og sagde i en næsten utålmodig tone:
– Kom nu, og jeg gik helt frem og satte mig ved siden af hende på den lille hylde. Jeg tog flasken op af den brune papirpose og anbragte den mellem mine fødder, skruede den ned i det hvide, finkornede sand så den ikke skulle vælte, men jeg tror ikke hun lagde mærke til det. Hun så overhovedet ikke på mig, og det gjorde mig usikker.
Mange år tidligere, i begyndelsen af halvfjerdserne, gik jeg på en skole ved Dælenenga i Oslo, på hjørnet af Dælenenggata og Gøteborggata. For at komme dertil havde jeg en næsten latterlig kort strækning at gå hver morgen, for jeg boede tæt på skolen, ved Carl Berners Plass. Jeg var lige fyldt tyve, det var det første sted jeg boede som ikke var hjemme i Selvaaghuset på Veitvet, hvor jeg voksede op i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne, og jeg flyttede hjemmefra i samme øjeblik jeg fik studielån. Sådan var det dengang, det var det man gjorde, hvad enten man ville eller ikke, hvis man fik lov til at gå videre, som det hed dengang, i vores gade, og i mange andre gader.
Det første jeg foretog mig på det nye sted var at tage ned til centrum for at købe mig et stereoanlæg for nogle af pengene, en tr 200 Tandberg forstærker, en Lenco pladespiller og et par 20 liters højttalere af et mærke jeg ikke husker navnet på nu, men lyden var suveræn, og det hele var ikke mere originalt end at det var identisk med det stereoanlæg min ældste bror havde komponeret og købt for sit studielån. Der var en periode hvor jeg efterlignede ham temmelig meget. Ikke i alt, ganske vist. Jeg var kommunist på det tidspunkt, maoist, det var han ikke, og han var så god til at lave alt muligt med sine hænder, snedkerere, tegne og male, at det end ikke faldt mig ind at prøve at gøre ham kunsten efter. I stedet læste jeg bøger. Mange bøger, og det så nok så intenst og lokkende ud, måden jeg forsvandt ind i de bøger på, at han nogle gange prøvede at ligne mig, og det gjorde mig glad, kan jeg huske.