Beskrivelse
Ekkoland fra 1989 handler om Arvid Jansen som vi mødte i Aske i munden, sand i skoen. Arvid er blevet tolv år og tilbringer sommeren hos bedsteforældrene i Nordjylland. Her bor faren, moren, Gry og Arvid i en lille lejlighed oven over bedstemorens mælkeudsalg. Det er først i tresserne, mælk er på flaske og Arvid hjælper bedstefar med at bringe den ud på budcykel om morgenen. Arvid er en dreng der tager livet alvorligt, og der er meget han spekulerer på. Hvorfor græder bedstemor så ofte inde bag døren til det lille kammer? Hvad skete der mellem hans mor og far før han og søsteren blev født? Hvorfor tænker Arvid så meget på Bruno Angelini, den italienske bagersøn og brobygger som de siger han ligner.
Arvid er en gennemgående person i Per Pettersons bøger. I debutbogen Aske i munden, sand i skoene befinder vi os i halvtredserne, og Arvid er omkring 6 år. I Ekkoland, der foregår i tresserne, er Arvid 12 år og tilbringer sommeren hos bedsteforældrene i Nordjylland. I Det er okay med mig er Arvid bedste ven med hovedpersonen Audun, vi befinder os i halvfjerdserne, stedet er Veitvedt, en forstad til Oslo, og Audun drømmer om at blive forfatter. I romanen I kølvandet er jegfortælleren forfatteren Arvid Janson der befinder sig i et eksistentielt tomrum i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. Både i Aske og iEkkoland møder vi Arvids danske mor. Hendes historie er fortalt i romanen Til Sibirien, hvor den navnløse jegfortæller er en kvinde som ser tilbage på sin barndom i Nordjylland omkring anden verdenskrig og sit opbrud og sin rejse til København, Stockholm og Oslo.
Klip fra norske anmeldelser:
«Lad det være sagt med det samme. Det her er stor diktning.»
PAAL-HELGE HAUGEN, FÆDRELANDSVENNEN
«Han språkbruk er tett, intens og levende, og de konflikter han beskriver på sin maskuline, tøffe og blyge måte er dramatiske og kompliserte.»
IDA-LOU LARSEN, NATIONEN
«Både i stil og nærhet til sine personer er han helt spesiell. Petterson har bragt litteraturen om barn et stort skritt fram.»
JANNEKEN ØVERLAND, KLASSEKAMPEN
«Et genuint, finsnekret stykke sentralprosa.»
MERETE ALFSEN, DAGBLADET
Bøger af Per Petterson
Anmeldelser
MISSION ACCOMPLISHED
Nu foreligger hele Per Pettersons fiktive forfatterskab på dansk. Vi bøjer os og takker. (-) Per Petterson fanger i sin roman Ekkoland hele den gryende, drengede pubertet. Få kan som han se så illusionsløst og ømt, hvilket fuldkomment og skrøbeligt, stærkt og sart, vredt og vemodigt sted det er at befinde sig. Midt i livet og uden for alting alligevel. Modsætningerne stikker frem som en kniv mellem de tynde skulderblade, mens solen skinner på det bare bryst fuldt af hemmelige løfter. Tænk blot på den mørkhårede kvinde ved stranden. For nu ved han det godt, allerlængst inde, at man skal bolle for at få børn.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen
DRENGELIV ★★★★★★
For godt en måned siden udkom debutbogen “Aske i munden, sand i skoen” fra 1987 og allerede i dag udkommer romanen “Ekkoland” fra 1989. Med oversættelsen af disse bøger har forlaget Batzer & Co. lavet en flot cirkel om det lille, men i kunstnerisk forstand store norske forfatterskab. (-) Begge romaner er små perler, der nuanceret og fint fanger et drengeliv. Fra hans undren over, hvilken magi der hver eneste dag sørger for, at det våde nattøj under kommoden igen er væk, til den 12-åriges helt fantastiske levende sansende væren i sin voksende krop, ét med springet gennem klitten. Fra den seks-åriges trygge fornemmelse af, at far holder ham under bruseren og vasker nattens angst af ham, til den 12-åriges kontante afvisning af de voksnes intimidering: »Du rører mig ikke!« Fra gisningerne omkring, hvorfor bedstemor altid græder, og hvorfor mors stemme er blank og stram som ståltråd, til en viden om, at de voksne ikke har mere styr på tingene, end han selv har. Fra drengevenskabets følelse af ukrænkelighed og til at blive vraget af vennen til fordel for ens egen søster. Fra erkendelsen af døden ved mødet med en død fugl til mødet med lysten ved synet af en badende kvinde. Alt det, der gør et barneliv. Her fortalt så klokkeklart, hvor ikke ét eneste ord synes overflødigt, hvor læseren kan ånde med, føle sig berørt uden at skulle holde med nogen og mod andre. Sommeren er begyndt nu, og når man selv har haft glæden, kan man kun ønske at videregive den til andre: En dag i solen med lille Arvid. LÆS MERE!
Mai Misfeldt, Berlingske Tidende
INTET ER SÅ GODT SOM AT VÆRE 12
Længe inden norske Per Pettersons internationale succes ’Ud at stjæle heste’ havde han skabt sit helt eget univers og fundet tonen. Det ses i romanen ’Ekkoland’, der er en lille perle om drengelivets sansninger af himmel og hav, krop og kraft og om en families uudtalte spændinger.
Per Pettersons roman er fyldt med voldsomme begivenheder, der ligger som minefelter under den dagligdags sommerferieoverflade. Men over det hele står den lysende livskraft, der hører alderen til: »Intet er så godt som at være 12 år, intet«. Oplevelsen af at være dreng og »have kroppen tæt, tæt omkring sig« er formidabelt forstået og gengivet. Dette her er simpelthen en sand skildring, tænker man under læsningen. Petterson er tit nok blevet sammenlignet med Hemingway, som han også selv anfører at stå i gæld til. Men han har sin egen varme.
På et tidspunkt i romanen siger moderen til Arvid: »Du som er så glad for at læse burde jo blive til noget med ord, når du bliver voksen«. Det er Per Petterson så sandelig blevet. Først blev han boghandlermedhjælper. Så udgav han vel modtagne bøger om Arvid, og så kom ’Ud at stjæle heste’, der blev en megasucces hos både anmeldere og publikum og fik alle mulige priser, herunder verdens største pris for et enkelt værk, Impac-prisen, i 2007. Oversat til 37 sprog.
Det lyder som et eventyr. Det egentlige eventyr er, at det er et forfatterskab som Pettersons, der er kommet på det litterære verdenskort. Umiddelbart er hans bøger nemlig slet ikke, hvad man traditionelt forbinder med bestsellere. Han skriver om at vokse op i en familie med spændinger og mangel på penge. Om fædre og sønner. Han skriver om det almindelige, som han forankrer et konkret sted – ikke mindst det giver hans prosa et enestående nærvær. LÆS MERE!
May Schack, Politiken
PORTRÆT AF FORFATTEREN SOM UNGT MENNESKE
For godt en måned siden udkom debutbogen “Aske i munden, sand i skoen” fra 1987 og allerede i dag udkommer romanen “Ekkoland” fra 1989. Med oversættelsen af disse bøger har forlaget Batzer & Co. lavet en flot cirkel om det lille, men i kunstnerisk forstand store norske forfatterskab. (-) For Arvid er litteraturen og læsningen en måde, hvorpå han kan værne sig mod familiens ubehagelige konflikter. Når han læser bøger, kan han gå ud af sig selv og dermed blive urørlig for omverdenen. Læsningen af litterære klassikere bliver et tilflugtssted, han benytter så ofte, at moderen foreslår ham at blive forfatter en dag. Man kan meget vel læse “Ekkoland” som et portræt af Per Petterson som ungt menneske. Det er absolut levende romankunst.
Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
ANBEFALINGER ★★★★★
Per Petterson skriver ofte som en drøm, og han gør det meget svært ikke at tage den knuselskelige og hårdt prøvede Arvid til sig.
Jesper Skov, Euroman
SANSELIG OG HUMORISTISK
Historien om Arvid er sanselig, humoristisk og sprudler af små hverdagsscenarier … Læs den selv og bliv bevæget af Arvid og familien i sommerlandet. Alle familier har deres hemmeligheder og historier – Arvids er ingen undtagelse – og de serveres lunt med følelse og poesi. Sproget er tilmed let og lækkert. Værsgo.
Zenia Johnsen, Litteratursiden
UOVERTRUFFEN
For unge og voksne der kan lide en velskrevet, identificerbar barndomsskildring, der er smukt og umiddelbart sanset og med højt til loftet. (–) Pettersons evne til at skildre det enkle og dog store i det nære er uovertruffen.
Helle Winther Olsen, DBC
EKKO FRA BARNDOMMENS LAND
Aske i munden, sand i skoen og Ekkoland er bøger, der skyr al unødvendig ornamentik. Som hos Hemingway er princippet at vise frem for at fortælle. Dette betyder ikke, at der ikke er et væld af uudtalte følelser og historier under overfladen, men at disse i høj grad må iagttages mellem linierne.
Det grundlæggende tema i bøgerne er, hvordan mennesker, der er tæt på hinanden, alligevel kan være som fremmede.
Ægteskabet, hvad enten det er mellem Arvids forældre eller bedsteforældrene, er en skrøbelig konstruktion, der gemmer på megen smerte og alligevel skinner kærligheden igennem overalt i Arvids forhold til forældrene, søsteren og vennen Mogens. Man mærker gennem hovedpersonen, at livet er værd at leve og dette kommer til udtryk ikke bare i relationerne mellem menneskene, men også i det sansningens sprog, der gør især debutbogen til en stor oplevelse.
Det kan anbefales at læse bøgerne kronologisk, da de i høj grad bygger videre på hinanden, og som læser kan man følge Arvids videre færd i de bøger, der kommer efter Aske i munden, sand i skoen og Ekkoland. Disse to første bøger viser, at Petterson er meget mere end succesromanen Ud at stjæle heste. Forfatteren skrev fra begyndelsen med gnist og glød.
Jakob Bækgaard, Sentura
NORSK SOMMER I JYLLAND
Det er stærkt og smukt om magtesløse drømme, om en vrede, hvor ordene former sig i munden på ham, klare som glasskår, men hvor de også knaser mellem tænderne og bliver til pulver. Der er på den måde atter aske i munden og strandsand i skoene, et norsk vejr hen over Vendsyssel, som genlyder af familiens frustrationer og blæser ham fri af omklamringer i hans forsøg på at opbygge en integritet. Arvids tid kommer og kan studeres videre i romanen I kølvandet.
Torben Brostrøm, Information
Tekstuddrag
1. kapitel. KYSTEN STEG, MEN IKKE SÅ HØJT
De rejste over havet til Danmark. Bålene lyste langs fjorden den sommeraften og Arvid stod ved rælingen og missede med øjnene mod land og lod som om det var stjerner. Lysene steg og faldt og spejlede sig i vandet og han hørte latter og sang, men på båden var der stille.
Båden hed Vistula og var opkaldt efter en flod i Polen. Arvid havde aldrig været i Polen, men før de var forbi Nesodden havde far fortalt om manden der skulle til Amerika med Stavangerfjord. Den fik motorskade med det samme og måtte sejle rundt om Hovedøya tilbage til Vippetangen og der stod en mand på dækket og råbte:
– Lever min gamle mor endnu? med tykke l’er og r’er til dem der stod inde på kajen, men Arvid havde hørt historien mange gange før og det var kun far der lo.
De hvide huse sank og forsvandt inde på land og langsomt åbnede fjorden sig. Vistula var forbi Drøbak med sundet hvor Blücher lå på bunden ved Oscarsborg. De havde sejlet over den og måske var de døde der endnu. Det blev mørkere, men ikke meget, for det var sankthansaften, og så kom det han havde ventet på. Den lille båd fra Horten dukkede frem bag en ø og tøffede over fjorden i en stor bue. Motorlyden inde fra Vistula stilnede af så han kun lige kunne ane den, og skumsprøjtene forsvandt fra boven. Vistula gled frem i vandet og ventede og Arvid ventede. Den lille båd nærmede sig og svingede rundt så den lå på linje med den store. Arvid kunne se skipperen ved roret og hans hvide kasket og på dækket stod et par med en kuffert mellem sig. Manden holdt på sin hat og damen så ned.
Det klang fra skibssiden da landgangsporten blev åbnet. Arvid lænede sig længere frem for at se, en hånd stak ud dernede og pludselig mærkede han et greb om låret. Han blev kold i hele kroppen og vendte sig hurtigt om. Der stod en mand og smilede.
– Har du lyst til en svømmetur så sent? Du må være forsigtig, sagde han og smilede endnu mere. Han havde hat og frakke på og så almindelig ud. – Kig du bare, jeg skal nok holde dig.
Arvid så længe på ham. Til sidst sagde han:
– Det skal du ikke, og så vendte han sig om igen. Den lille båd lå helt tæt på nu og de vippede til og fra hinanden med bølgerne de selv havde lavet og manden med kufferten bestemte sig for at skridte over. En hånd tog imod og hjalp ham om bord og så vinkede den efter damen. Hun stirrede på den smalle stribe hav der skilte bådene.
– Nej, sagde hun højt, men hånden vinkede bare ivrigere.
– NEJ, DIN IDIOT! råbte hun. – JEG VIL IKKE! og så kunne Arvid se ham der var håndens ejermand, for han lænede sig langt ud og greb damen i skulderen og trak hende over.
– IDIOT! skreg hun.
Manden bag Arvid lo og sagde:
– Sikke en start på ferien. Der må da være enklere måder at komme til Danmark på. Han stod lige bag ved Arvid og Arvid rettede sig op og gik væk fra rælingen.
– Hvad hedder du så?
– Arvid Jansen.
– Hvor gammel er du?
– Tolv år. Næsten.
– Du er en god dreng, sagde manden og strøg ham over håret og Arvid gik et skridt baglæns.
– Det er jeg ikke, jeg er italiener.
– Nej da? sagde manden og løftede øjenbrynene, for han vidste ingenting om Bruno Angelini, bagersønnen fra Napoli der syntes gaderne i Napoli var så varme at han ikke også skulle stå i farens bageri. Der var det varmt som ind i helvede og Bruno ville ud i det fri hvor luften ikke stod stille og øjet så længere end den nærmeste brødstabel. Han kunne blive fisker eller løsarbejder og valgte det sidste, sytten år gammel. Han byggede veje i flere år og så byggede han jernbaner, for det var nu jernbanen bredte sig ud over Italien for at binde den nye stat sammen. Til det var der brug for en stærk mand som ville knokle. Bruno var lille, men han var stærk, og han ville arbejde. Længere og længere væk fra Napoli, og det eneste han af og til længtes efter var den glitrende bugt med Capri langt derude.
Mod nord blev floderne flere og der var dale og dybe kløfter og broer måtte bygges. Bruno byggede broer. Der var snart ikke den bro han ikke havde været med til at opføre, og da der var bud efter kyndig arbejdskraft til at bygge en jernbanebro over Limfjorden i det fjerne Danmark mod nord, var Bruno en af dem der meldte sig. Arvids historiebog fortalte om et Europa på vej ud af flere krige og det at rejse nordpå var ikke helt ufarligt. Men Bruno rejste, og foråret 1874 blev han indlogeret i byen Aalborg ved Limfjorden.
Næsten fem år tog det. Da broen stod færdig var fire italienere døde, fem franskmænd, og mange andre var skadet for livet. Bruno var leder af et sjak på fem mand og det meste af tiden arbejdede de under vand, i trykkamre hvor tre af dem gravede mudder og to sendte mudderet op gennem elevatorrør. Over dem blev de store piller muret af hårdt brændte mursten i store stålskakter, langsomt blev de sænket ned i fjorden og jo længere ned de kom, jo tungere var pillerne på Brunos skuldre og nakke. Sådan føltes det.
I 1879 tog alle gæstearbejderne hjem, undtagen Bruno. Han ville se den danske konge åbne broen, og han var blevet glad for landet med de lave kyster selv om respekten for de danske ingeniører havde lidt et knæk.
Kong Christian kom og kørte med toget fra Aalborg til Nørresundby på den anden side af Limfjorden. Han skulle spadsere tilbage og på den måde åbne broen, men det begyndte at regne og blæse, så han kunne lige så godt køre med toget tilbage igen og på stationen i Aalborg gik han over i en karet som bragte ham tørskoet til festlokalet.
– Satans Monark! sagde Bruno da han stod sammen med de danske arbejdere og så på.
Nu var det slut med broer. Bruno ville ikke mere. Men han rejste ikke hjem, han tog endnu længere nordpå. I fiskerlejet Bangsbostrand mødte han en pige der var blond og hed Lotte, og så blev han alligevel fisker. Men det var i orden, for der var ikke så varmt her og selv en lille mand kunne se langt i Nordjylland og luften stod aldrig stille. I hver generation efter ham var der altid én italiener, og når Arvid tænkte på ham, så han et firkantet, åbent og solbrændt ansigt med mørke krøller og det han ikke vidste om Bruno fandt han selv på. Og han tænkte, man behøver ikke være norsk, man kan være noget andet, et andet sted end i Oslo. Man kan være italiener i Danmark. Man kan gå ud af sig selv og være hvad man vil og så er der ingen der kan nå en. Det var ikke alle der turde det, men Arvid turde og intet af det kunne manden med hat og frakke forstå. Arvid gik endnu et skridt baglæns og så råbte Gry på ham fra dækket ovenover, hvor hun stod sammen med mor. Manden så op på dem og ned på Arvid igen og tog sig til hatten som om han hilste på en voksen og forsvandt ind i cafeteriet.
– Hvem var det? sagde Gry bagefter.
– Bare en mand.
Han fik lov til at være oppe til de havde passeret Færder Fyr, som var skummelt og ensomt og tiltrækkende som det stod der og svingede armene rundt i natten og bagefter skulle han ned i seng. Men der var varmt indenfor og trapperne var stejle og havde gelænder af mahogni og messing, der lugtede af maskinrum og hakkebøf i gangene og i kahytten var der porcelænspotter i skabet under vasken. De skulle bruges til at tisse i om natten, men efter Færder kom de mest frem når nogen skulle kaste op.
Da mor slukkede lyset blev der bælgmørkt og han vidste ikke om han sov eller var vågen, for når han åbnede øjnene så han lige så lidt som når de var lukket. Han lå der i natten som voksede rundt om ham og blev til en hel verden og mærkede båden løfte ham højt op, pres- se mod maven og slippe ham ned i et luftigt svæv, han smilede i mørket og hørte far jamre sig i underkøjen. Det knirkede hver gang han vendte sig for ikke at kaste op.
– Jeg ved godt du ligger og fniser, Arvid, hold op med det! sagde fars stemme og Arvid kunne ikke holde sig længere og lo højt.
Om morgenen stod han op og gik op på dækket sammen med Gry. De lænede sig ud over rælingen og lod vinden blæse i håret indtil det føltes som om det var fuldt af vaseline og håret var stridt at røre ved som tvisttotter, de kastede mariekiks ud til mågerne der fløj over båden som hvide kors og mågerne styrtdykkede og kun én gang faldt en kiks i havet.
Så gik de ind og spiste morgenmad i cafeteriet og der sad de og talte og tænkte til de kunne se øen med fyrtårnet gennem vinduerne. Så gik de ud igen og så på kølvandet, hvordan båden styrede direkte ind mod land. Kysten steg, men ikke så højt, for det var Danmark og båden gled stille ind gennem åbningen i molen, forbi fiskekutterne med master som en vinterskov, ribbet for sejl, og på kajen stod bedstefar fra Danmark med brun baskerhue og overskæg i samme farve. Den blå knallert var parkeret ved havneskuret og da bedstefar fik øje på dem løftede han armen og vrikkede forsigtigt med håndleddet. Arvid havde aldrig set ham gøre en pludselig bevægelse.
De vinkede tilbage og far så på knallerten og fik det udtryk i ansigtet og alle vidste hvad han skulle til at sige.
– Ja, og hvad så med dig, du har jo ikke engang en knallert, sagde Gry og det lukkede munden på far og Arvid syntes knallerten var fin og byen var lille så hvad skulle bedstefar med en bil?
De fik cyklerne og kufferterne ud af Vistula og bedstefar surrede den største kuffert fast på bagagebæreren på knallerten. Så kørte de over havnepladsen, forbi Færgekroen som var en værre bule, ad Lodsgade de få karréer op til huset hvor der stod LODSGADES MÆLKEUDSALG over butiksvinduerne i stueetagen. Det var bedstemors butik, den havde hvide fliser på væggene og på disken og i vinduet var der udstillet ost som Arvid aldrig ville drømme om at spise, bare tanken gav ham kvalme. Men langs den ene væg stod der krukker i en lang række med kandiserede frugter og lakridsfrøer og det var en god følelse at stå bag disken når de danske børn kom ind gennem døren med deres femører, for han vidste at de troede han bare kunne tage hvad han ville.
Bedstemor stod i porten da de kom, med et blik så lyseblåt at det kunne se tværs igennem dem og ud på missionsmarkerne i Afrika og hun smilede let da hun gav Arvid et knus. Det var fordi de kom så tidligt at hun ikke havde fået sat gebisset i endnu. Arvid opdagede det og syntes det var ulækkert. Han gik forbi hende og op ad den stejle vinkeltrappe til første sal hvor det lille køkken lå inde til venstre, stuen lige ud og soveværelset bag stuen og så var der ikke mere.
– Velkommen, velkommen, alle mine kære, sagde bedstemor.
– Jo tak, sagde mor og hendes stemme var blank og stram som ståltråd og Arvid blev stående for at lytte, men hun sagde ikke mere som han kunne høre.
Hver gang de kom med båden flyttede bedstefar ind på divanen i stuen og bedstemor ind i kammeret bag mælkeudsalget der var så lille at de kaldte det Akvariet. Dér var næsten alt helt hvidt, der var hvide blondegardiner og hvidt rullegardin i vinduet, hvidt hæklet betræk med frynser på divanen og i en ramme på væggen stod der JESUS LEVER med hvidbroderede gotiske bogstaver.
Alle var glade for at Arvid var holdt op med at tisse i sengen. Hele familien plejede nemlig at ligge i den store dobbeltseng som havde hovedgærde med udskæringer, for bedstefar var møbelsnedker, og det var ikke sjovt at vågne om morgenen og måtte lade som om han stadig sov og høre far hvæse lavt:
– Fandens også, hvornår holder det her op! og mærke mor stryge ham over håret, for hun vidste altid hvornår han ikke sov og høre hende svare:
– Jamen Frank, du ved da godt at han ikke kan gøre for det. Han vokser snart fra det. Desuden har han det ikke så nemt, det skulle du hellere tage at tænke på!
Arvid spekulerede længe over det med at han ikke havde det så nemt, men han forstod ikke hvad hun mente og til sidst glemte han at tænke på det.
Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
Per Petterson (f. 1952 i Oslo) debuterede i 1987, og er blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og Hamsun. Han har modtaget en lang række litterære priser, både i Norge og i udlandet. Det helt store internationale gennembrud fik han med romanen Ud og stjæle heste der blev tildelt Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. Romanen er oversat til 50 sprog og er solgt i mere end en million eksemplarer verden over. I 2009 fik Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod.
