Anmeldelser

EN GENERØS GAVE TIL LÆSEREN
Titlen ’Mit Abruzzo’ er helt konkret en hilsen til den jødisk-italienske forfatter Natalia Ginzburg og hendes af Per Petterson højtelskede ’Familieleksikon’. Ginzburg og hendes mand var antifascister og blev under Mussolini sendt i internt eksil i den fattige provins Abruzzo. Også Per Petterson befi.nder sig i en slags eksil. Som bymenneske på landet og som skriveblokeret forfatter.
’Mit Abruzzo’ medtager mange ting, man normalt ville have redigeret ud af en skønlitterær tekst. Dagens begivenheder ned til den mindste fl.åt. Detaljerigdommens henkastede karakter og fraværet af filter gør ’Mit Abruzzo’ til noget andet end autofiktionens virkelighedslitteratur. Den har ingen ’dobbeltkontrakt’ mellem liv og værk. Den er ligefrem og in your face med alle knaster og kvababbelser i behold.
I ’Mit Abruzzo’ skriver Petterson sandt, »ikke i litterær betydning sandt, en roman kræver digtning for at blive sandfærdig, men sandt om det faktiske«. Det er en vigtig skelnen. Sandheden skal sætte dig fri, og det smukke paradoks er her, at det netop er ved at fraskrive sig den litterære sandhed, at Per Petterson nærmest bagom ryggen på sig selv og litteraturen får skabt et værk af stor menneskelig og litterær sandhedsværdi. Befriende er det også, at så meget i Per Pettersons verden er utidssvarende. Han insisterer meget norsk på, at klasse betyder noget. Betragter stadig verden med klassebevidsthed. Eller klasseselvbevidsthed, som han flere gange kalder dét, han har fået arv i fra sin danske mor, den belæste og knivskarpe rengøringskone.
Klassekampen udgør en slags kamp i kampen, hvis man med rod i arbejderklassen i kraft af sit gode hoved foretager en klasserejse. Der er en kamp med selvtilliden dér, som er livslang.
’Mit Abruzzo’ bliver en journal, der åbner op for seismografisk registreret fortid, indfølte læsninger af forfatterskaber og hele tiden med denne vibrerende nutidsfølelse af, hvor svært selv de mest tossede småting kan føles. Fordi man er forfatter, forventes det, at man kan skrive fødselsdagskort. Hvilket så bliver helt umuligt. Kan du ikke bare stille op til et forfatter-arrangement? Nej, det kan du ikke, hvis selv det mindste skridt på forhånd svulmer op til uformelige dimensioner. Sig nu bare nej. Hvorfor i alverden sagde du ikke bare ja? Frem og tilbage.
’Mit Abruzzo’ er et projekt, der i udgangspunktet var tænkt som håndsrækning fra forfatteren til sig selv. Men som så tager form og får fremdrift med skriften, der løber ud på papiret. Tilbage på bundlinjen står ’Mit Abruzzo’ som en enormt generøs gestus. Et helt igennem ulogisk og uventet skridt fra en forfatter, der kun greb ud efter journalen af bitter nød, men føjede en ny dimension, et på en anden måde sandt værk, til sit forfatterskab. – Kim Skotte, Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️

MIT ABRUZZO ER ET UFILTRERET INDBLIK I EN STOR FORFATTERS LIV OG TANKER
Per Petterson og hans kone bor på en gård. Når sorgen sætter kløerne i ham, og det sker ofte, er han nødt til at vriste sig fri, fordi den arrige vædder skal kløes bag øret, høet køres i lade, og hunden luftes.
Øjebliksbillederne af livet på gården fra januar til juli er registrerende og stemningsfulde. Per Petterson skriver som altid stilfærdigt, afdæmpet sansende. Det er nemt at se for sig, hvordan sneen afløses af et tæppe af blå anemoner, hvordan elgene græsser nederst på grunden, hvordan de vilde roser gror hæmningsløst overdådigt.
De praktiske gøremål udgør en nødvendig modvægt til de tunge erindringer, modløsheden og den brændende uro, som plager forfatteren konstant.
»Jeg sidder altid yderst på stolen,« skriver han om den rastløshed og paniske tilstand, som ofte jager ham fra roman til roman, fra stuehus til skrivehytte.
Han elsker den uforstyrrede ro i det mørke køkken, inden solen står op. Han har det svært med at optræde og give interviews. Mere end en gang er han blevet ramt af en kvælende panikangst. Han har det bedst i sit Abruzzo, sit selvvalgte eksil.
Man må beundre Per Petterson for hans bundløse ærlighed, når han indvier læseren i sin hyppigt tilbagevendende dødsangst, sine nærmest tvangsneurotiske vaner og det melankolske koketteri omkring sin alder. Heldigvis sker det med en god portion selvironi.
”Mit Abruzzo” består kun af et halvt års dagbogsoptegnelser, men indholdet rummer essensen af helt liv. Dog er bogen ikke overdrevet privat; Per Petterson har ikke hugget hovedstolen til pindebrænde. Der er noget tilbage, som kun er hans. – Henriette Bacher-Lind, Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

INDSIGT I PER PETTERSON
   Men netop på grund af dagbogs-reportageformen får læseren selvfølgelig meget at vide om Per Pettersons egen baggrund. Vi stifter bekendtskab med hans bror Steen, der er kunstmaler, og som langt hen ad vejen er hans sparringspartner, når det gælder om at rede trådene ud i, hvad der faktisk skete i fortiden.
Vi får også et prægtigt portræt af hans stolte, danske mor, der arbejdede som rengøringskone, men som ikke drømte om at bøje nakken eller optræde ydmygt. Tværtimod var hun belæst og ejede også en skrivemaskine. Men mens hun levede, spekulerede sønnen ikke på, hvad hun mon havde planer om at bruge den til, tværtimod eksproprierede han den, da han flyttede hjemmefra. I erindringen vokser hans mor imidlertid til det myndige menneske, hun viste sig at være.
I de mange tilbageblik får vi til gengæld indsigt i en opvækst, hvor Per Petterson selv var præget af nervøsitet og rastløshed:
»Jeg var det, man førhen kaldte et nervøst barn, jeg var en nervøs voksen, jeg er en nervøs ældre mand,« konstaterer han. På et tidspunkt får han en ADHD-diagnose, som han bliver medicineret for, hører vi.
»Men jeg kan ikke slappe af, jeg kan ikke tage den med ro. Og den eneste ro jeg nok kunne have opnået, ville have været uproduktiv på en forkert måde. Mere som apati,« mener han.
Nu skriver han journalen, blandt andet for at knytte båndet til sig selv som 17-årig: »Man kunne jo forestille sig, at vores blikke kunne mødes på denne måde. Når jeg ser tilbage.«
»Men det er skønlitteratur,« afbryder han straks sig selv. I journalens nutidsrum hører vi om det daglige liv sammen med kæresten Pia på den gård, hvor de bor. At disse omgivelser skulle være Per Pettersons Abruzzo, får mig umiddelbart til at studse, idet titlen hentyder til en af hans yndlingsforfattere, Natalie Ginzburgs forvisning til de italienske Abruzzer under fascismen. Man får ikke indtrykket af, at Per Petterson på nogen måde føler sig forvist til det sted, hvor hans liv udspiller sig. Snarere må man nok læse titlen som et passioneret udtryk for hans identifikation med Ginzburg, som han betragter som ’sin’ forfatter, i en grad, så hun bliver en del af ham selv, »helt ureflekteret, bare en del af det rum jeg har inde i mig, som en slags ekstra hukommelse.« Hun bliver ’mit’. Hun bliver ’mig’. – Karen Syberg, Information

EN MAND I FULD FIGUR
DA JEG FIK Mit Abruzzo i hænderne, blev jeg først bange for, at den foregik i Italien. Jeg kan bedst lide, at forfatterne befinder sig hjemme i det land, de kender til bunds. At der ikke går feberhed eksotika i den.
Og heldigvis: Pettersons Abruzzo er en parallelisering til en af hans yndlingsforfattere, Natalia Ginzburgs, eksilering under Anden Verdenskrig, da fascisterne forviste hendes familie til den afsidesliggende italienske bjergkæde. Corona har isoleret Petterson på gården i Øvre Dalsroa, Norge. Han ser næsten ingen mennesker.
Når han endelig skriver, »hvor jeg dog glæder mig!«, er det en lettelse, også for mig. Han glæder sig til at læse en særlig bog eller møde venner og tale om bøger. Han glæder sig over at fælde træer og køre høet ind, stable baller og se ned over den tomme, jævne, lyse eng bagefter. En slags orden.
Mit Abruzzo handler om at skrive og læse og leve sit bøvlede og i virkeligheden uglamourøse liv med det. At sørge over de døde, selv blive gammel og mærke tegn på forfald og sørge over det også. Mærkeligt nok er det ikke deprimerende læsning, det er genkendeligt som menneskeligt, selvom hans liv ikke ligner ens eget. – Pernille Stensgaard, Weekendavisen

PER GØR STATUS
“Det er en bog, som også som underliggende forudsætning ikke bliver dårligere af, at du faktisk har læst i det mindste et par bøger af halvfrederikshavneren. Så det er da bare at komme i gang.
Du kunne begynde med ”Ud og stjæle heste”, oversat til 50 sprog, solgt i over en million eksemplarer, eller erindringsromanerne ”Til Sibirien”, om en ung dansk kvindes opvækst i havnebyen Frederikshavn i 30-erne og 40-erne, eller ”Jeg nægter” og ”I kølvandet”. Eller måske ”Jeg forbander tidens flod”, som gav ham Nordisk Råds litteraturpris i 2009.
Forfatterskabet er ikke måske ikke sidemæssigt voldsomt stort, men interessen for at bore ind bagved og finde ud af, hvordan du selv er blevet formet af samfund, familie og klasseforhold, er altid lysende sandhedssøgende og klar.
(…)
Bogen er skrevet og tænkt som en slags hjælp til selvhjælp til den ordløse, strandede fiktionsforfatter, men ender hurtigt med at blive gevaldigt interessant også for os andre – os læsere.
Netop med sin direkte skildring, hverdagstonen, det ”ulidelige” direkte fokus på egen navle, som så løfter sig op og bliver farvet af erindringer, læseoplevelser og egne bud på, hvad der er vigtigt her i livet.
Mageløst!” – Bent Stenbakken, Kulturen.nu