Anmeldelser

DET BLIVER IKKE MEGET BEDRE ★★★★★★
Historien fænger fra første linje, og Jeg nægter er trods sin tilsyneladende realisme en nærmest magisk litteraturoplevelse. Hvilket ikke mindst skyldes Pettersons sublime beherskelse af sproget. Det her er Petterson, når han er bedst. Og så bliver det altså ikke meget bedre.
Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

LYKKELIG ER DEN LÆSER SOM HAR PER PETTERSON TIL GODE ★★★★★★
Han skriver en prosa, der skønt enkel i både tone og sætningsopbygning er gennemlyst af klar og indsigtsfuld menneskekundskab. (-) Underspillet, stilfærdig, lavmælt konstaterende, nøgtern og så alligevel af sjælden kraft og troværdighed. Det er de præcise registreringer, tilføjet pausen, mellemrummets magi, når han lader læseren selv fylde det usagte og usigelige ud. Alt det som står mellem linjerne, og som vi egentlig godt ved. Men har glemt. Eller fortrængt. Bevidst eller ubevidst.
På den måde minder Pettersons metode om en anden stor forfatter, Hemingway. Fortæl ikke det hele, fortæl kun det du kan registrere.
Petterson er virkelig en mesterlig samtidsskildrer. Hans prosa er præcis, enkel og alligevel så magisk anderledes, at den hele tiden giver ny indsigt og både betagende og skræmmende ah-ha-oplevelser til den, der læser ham.
Lykkelig den, der har Petterson til gode.
Bent Stenbakken, Nordjyske

SLÅR BENENE VÆK UNDER EN
Efter det blændende mesterværk Ud og stjæle heste har Per Petterson meget at leve op til – i hvert fald hos denne læser. Og det gør han: lever op. Præcis som hans andre bøger slår Jeg nægter benene væk under én med sin styrke, sin sårbarhed, sin hjerteskærende klarhed. (-) Få forfattere kan skrive så stor, stilfærdig og livsbekræftende ømhed og ja, endda humor, ind i selv de mest tragiske situationer – og omvendt. (-) Petterson har i denne roman beriget verdenslitteraturen med et par nye skikkelser, der er kommet for at blive. Det er ordkunst, når den er aller-allerbedst.
Signe Pallisgaard, Villabyerne/Gentoftebibliotekerne

MÆLKEBØTTEBARNET OG DEN SARTE PLANTE ♥♥♥♥♥♥
PER PETTERSONS realisme blev kaldt stillegående og poetisk, da han fik Nordisk Råds Litteraturpris for sin forrige roman, Jeg forbander tidens flod. Sådan er stilen i den nye roman også, men hans maskuline prosa er også kras og voldsom, og bag den nøgterne aflæsning af konkrete detaljer gemmer der sig ligesom altid en helt særlig ømhed for personerne. Den nye roman er forsynet med et motto fra en Bob Dylan-sang: »Oh sister, am I not a brother to you/ and one deserving of affection«. Jeg kunne godt tænke mig at citere et par andre linjer fra den sang: »Time is an ocean but it ends at the shore/ you may not see me tomorrow«.
Sangens melankoli er også Pettersons. Han fandt vejen til den sande sætning lige
fra sin første udgivelse i 1987, og han holder sig stadig på sporet. Det er pure Petterson, det her. Til læserens udelte glæde.
May Schack, Politiken

NORSK LITTERATURS LYSENDE STJERNE
Per Petterson, norsk litteraturs klarest lysende stjerne, har skrevet en mesterlig roman om venskab, vold, fortabelse og en kulsort melankoli, der kræver, at vi nægter, ikke én gang, men to.
Thomas Thurah, Information

ENDNU ER PERLE
Jeg nægter er fuldt ud lige så god som Pettersons andre bøger, og jeg er lige ved at synes, at han endda overgår sig selv i denne roman. I hvert fald føjer endnu en perle sig til et suverænt forfatterskab! LÆS MERE!
Pernille Lisborg, Litteratursiden

TO MÆND PÅ EN HÆNGEBRO ★★★★★★
Alt udtrykkes lavstemt, fåmælt, ukunstlet. Per Petterson er mageløs, når det handler om at lægge de største problematikker ind i de mindste skæbner. Dér – i fri flugt gennem almindelighed og virkelighed – får de lige præcis en form, som får eksistensen til at skælve.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

EN KLASSISK PER PETTERSON
Jeg nægter er Per Pettersons første roman siden Jeg forbander tidens flod fra 2008, der fuldt fortjent modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Og jeg kan berolige alle læsende fans: Dette er en til benet klassisk Per Petterson!
Og hvad vil det så sige, dette særlige Pettersonske ’blueprint’? Først og sidst er det tonefaldet, der altid fanges nedefra. Det er et mørke i klangen, en næsten bundløs udsathed, som synes at have været generationer om at samle sig. Og samtidig er det en helt særlig maskulin fremdrift, der som en hjerteskærende modsætning mellem magt og afmagt, tavshed og tale sætter sig i hvert ord på siden. Og i læserens sjæl.
Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad

DEN ULTIMATIVE GRÆNSE ★★★★★★
På sin egen lavmælte facon folder Per Petterson sin storslåede roman ud. Historien er oprørende, men vinklen er livsbekræftende.
Mikael Busch, Jyllands-Posten

PÅ VEJ MOD OSLOS LYS
Hver eneste sætning hos Petterson står mejslet, som om den aldrig havde været skrevet før, og det er kriteriet for mesterskab i en tid, hvor sproget giver efter for slitage. (-) Jeg nekter (er) en betydelig samtidsroman i krønikeform, der, som titlen lægger op til, underfundigt undsiger død, undertrykkelse, meningsløshed og lægger mørket bag sig på vej mod Oslos lys.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

LÆS, LÆS, LÆS
“Bogens titel ‘Jeg nægter’ er flertydig – personerne fornægter sig selv, deres egne instinkter og deres dybeste følelser. De taler meget lidt med hinanden, og mange af personerne flakker rastløst rundt på landevejene og rundt omkring i verden. En rastløshed, der i sidste instans medfører stor ensomhed. Med den store Pettersonske indfølelse beskrives det moderne menneskes livsvilkår og deres hjerteskærende ensomhed.
Det er fremragende læsning, og Petterson understreger nok engang, at han er mesteren i Nordic Noir. Læs, læs, læs.”
Anne Wehner, bogblogger.dk LÆS MERE!