Beskrivelse
A. S. Byatt kalder bogen “et mesterværk” og spørger: “Hvordan gør hun det?” Mens Doris Lessing kort kalder den “en magisk lille bog”. New York Times Book Review skrev: “Det er en aldeles forbavsende bog, et mesterværk, som mange engelske kritikere allerede har gjort opmærksom på (-) Det er en undersøgelse af formålet med livet og kærlighedens væsen, som har fundet det perfekte omdrejningspunkt i form af en tysk yngling som skulle blive en stor poet.”
Den tyske digter der her er tale om er Friedrich von Hardenberg, bedre kendt som Novalis, en af de store romantiske digtere og ophavsmand til udtrykket poesiens blå blomst.
Penelope Fitzgeralds Den Blå Blomst foregår i slutningen af det 18. århundrede og handler om den unge begavede Fritz von Hardenbergs forelskelse i den tolvårige Sophie. Fitzgerald genskaber ned i mindste detalje verden som den så ud for 200 år siden: romantikkens levesæt, den politiske turbulens, intellektuelle opvågnen og moralske tvetydighed. Romanen beskriver dette arketypiske geni, som studerede mineralogi og blev uddannet bjergværksingeniør, men for hvem poesien var det væsentlige, virkelighedens kerne.
Romanen er ligeledes en charmerende og vittig bog om Fritz’ forarmede adelsfamilie, som har set bedre tider og tyr til pietismen. Ved et embedsbesøg hos familien Rockenthien på slottet Grüningen, en republikansk-sindet, munter, livsglad og gæstfri familie, forelsker Fritz sig i den charmerende og yndefulde Sophie, som bliver hans ledestjerne, hans “Filosofi”.
Den Blå Blomst er en roman om romantiske drømme, ulykkelig kærlighed og alt for tidlig død. Digteren Novalis udgav sine Hymner til Natten, men fortællingen Den Blå Blomst – der nu hedder Heinrich von Ofterdingen – blev aldrig afsluttet.
Anmeldelser
Forlaget Batzer & Co. har fået fat i en ægte perle i den nyligt afdøde Penelope Fitzgeralds roman ‘Den Blå Blomst’. Dette lille mesterværk er letlæst, lærd, meget alvorligt, meget sørgeligt og meget, meget morsomt, og det er virtuost skrevet og fremragende oversat.
Peter Mortensen, Fyens Stiftstidende
I sin lille perle af en bog bringer den engelske forfatter Penelope Fitzgerald os 200 år tilbage i tiden og til Tyskland . Fitzgerald har samlet alle fakta om digterens korte liv – han blev kun 29 år – og har derudfra skabt en vidunderlig roman, hvor von Hardenberg, hans familie, og de miljøer og mennesker, han færdes iblandt, står så lyslevende, at man kan både se, høre og lugte det.
Pernille Bramming, Aktuelt
I Novalis’ stærke og inderlige følelser er både fængslende og nuanceret beskrevet. Man følger med stor forventning hvordan forholdet udvikler sig i et stykke litteratur der både er enkelt og stærkt og med ret få virkemidler suger læseren til sig. Man kommer faktisk til at tænke over kærlighedens væsen . En magisk lille bog har Doris Lessing kaldt den. Jeg ville ikke kunne sige det bedre. Jeg har faktisk allerede lyst til at læse den igen.
Michael Halskov Christensen, Kulturnyt/DR
Den nyligt afdøde britiske forfatter Penelope Fitzgerald har skrevet en vellykket roman om den unge Fritz, det hurtigsnakkende geni med det strålende blik, der var under uddannelse til saltmineingeniør, men samtidig besat af poesi og filosofi. Fitzgerald søger ind til kernen af de begivenheder i hans liv, der førte til, at Hardenberg trådte i karakter som digter og begyndte at udgive sine værker under navnet Novalis … Penelope Fitzgerald følger de foreliggende biografiske fakta om Fritz tæt, men skønt hun er barn af Freuds århundrede og udnytter sin viden om undertrykte drifters veje i skildringen af spillet mellem de elskende, undergraver hun ikke sine personers selvforståelse. Derfor er hendes skildring af de rystelser, der gjorde en ung mand til digter, både overbevisende og fascinerende.
Rigmor Bækholm, Weekendavisen
Stemningen fra slutningen af 1700-tallet er gengivet, så man føler at bogen snildt kunne være samtidig, og den lette, friske skrivestil med masser af detaljer, vid og lune gør den levende og læseværdig … Bogen er nydelig trykt og udstyret med lidt baggrundshistorie om personerne, samt relevante, samtidige illustrationer, også på omslaget.
Annemette Sørensen, IBC
Om forfatteren
Penelope Fitzgerald (1916 – 2000) var en britisk forfatter og digter. Hun blev nomineret til Man Booker-prisen fire gange. I 2008 inkluderede The Times hende i en liste over de 50 største britiske forfattere siden 1945 og i 2012 beskrev The Observer Den blå blomst som en af ”de ti bedste historiske romaner “.
Forfatterprofil
Tekstuddrag
1. kapitel: Vaskedag
Jacob Dietmahler var ikke så enfoldig at han ikke kunne se at de var ankommet til hans vens hjem på vaskedagen. De burde ikke være ankommet noget sted, i hvert fald ikke til dette store hus, det tredjestørste i Weissenfels, på sådan et tidspunkt. Dietmahlers egen moder forestod storvasken tre gange om året, derfor havde hele husstanden kun linned og undertøj til fire måneder. Selv ejede han niogfirs skjorter, ikke mere. Men her i Hardenbergs hus i Klostergasse kunne han – på grundlag af det store, smudsighvide snefald af lagner, pudebetræk, hyndebetræk, undertrøjer, kjoleliv og underbukser fra de øverste vinduer ned på gårdspladsen, hvor dystert udseende tje-nere af både han- og hunkøn samlede dem op i store kurve – konstatere at man her kun vaskede én gang om året. Det behøvede ikke at betyde velstand, faktisk vidste han at det ikke gjorde i dette tilfælde, men det var afgjort et udtryk for en social position der gik langt tilbage i tiden. Det var også en stor familie. Børn og unge menneskers undertøj, så vel som mere omfangsrige størrelser, flagrede gennem den blå luft som om børnene selv var begyndt at flyve.
– Fritz, jeg er bange for at du har taget mig med hjem på et ubelejligt tidspunkt. Du skulle have fortalt mig det. Her står jeg, en fremmed for din ærede familie, op til knæene i jeres undertøj.
– Hvordan skulle jeg kunne vide hvornår de vasker? sagde Fritz. – I hvert fald er du altid tusindfold velkommen.
– Den unge herre tramper på de usorterede klædningsstykker, sagde husholdersken der lænede sig ud ad et vindue i stueetagen.
– Hvor mange er der i din familie, Fritz? spurgte Dietmahler. – Så mange ting? Så råbte han pludselig: – Der findes ikke noget begreb som tingen i sig selv!
Fritz førte an over gårdspladsen, standsede, så sig omkring og råbte derpå med autoritet i stemmen: – Mine herrer! Se på vaskekurvene! Lad jeres tanke være vaskekurvene! Har I tænkt vaskekurvene? Og nu, mine herrer, lad jeres tanke være det der har tænkt vaskekurvene!
Inde i huset gav hundene sig til at gø. Fritz råbte til en af de kurveslæbende tjenerne: – Er min fader og moder hjemme? Men det var overflødigt, moderen var altid hjemme. Ud på gårdspladsen trådte en lavstammet ung mand der så ud til endnu ikke at være færdigudviklet, og endnu yngre end Fritz, samt en lyshåret ung pige. – Her er i hvert fald min broder Erasmus og min søster Sidonie. Når de er her, behøver man ikke andet.
De styrtede sig begge over Fritz. – Hvor mange er I alt i alt? spurgte Dietmahler igen. Sidonie rakte ham hånden og smilede.
“Her midt i alt dækketøjet forvirres jeg af Fritz Har-denbergs lillesøster,” tænkte Dietmahler. “Det var netop sådan noget jeg skulle undgå.”
– Karl er her et eller andet sted, og Anton og der Bernhard, sagde hun, – men vi er naturligvis endnu flere. Inde i huset og tilsyneladende endnu mere uhåndgribelig end skyggerne, befandt Freifrau von Hardenberg sig. – Moder, sagde Fritz, – dette er Jacob Dietmahler som har studeret i Jena samtidig med mig og Erasmus, og nu er han assi-stent under professoren i medicin.
– Endnu ikke helt, sagde Dietmahler. – Men en skønne dag, håber jeg.
– Du ved at jeg har været i Jena for at besøge mine venner, fortsatte Fritz. – Jeg har opfordret ham til at blive hos os nogle dage. Die Freifrau så på ham med noget der lignede et glimt af forfærdelse, en hares forvildede blik. – Dietmahler kunne trænge til en slurk brændevin, bare for at holde sig i live i nogle timer.
– Er han da ikke rask? spurgte die Freifrau bestyrtet. – Jeg sender bud efter husholdersken. – Hende behøver vi ikke, sagde Erasmus. – Du har sikkert dine egne nøgler til spisestuen på dig. – Det er jo også rigtigt, sagde hun og så bønfaldende på ham.
– Nej, det er mig der har dem, sagde Sidonie. – Jeg har haft dem lige siden min søster blev gift, og jeg skal nok føre jer alle sammen til anretterværelset, tænk ikke mere på det. Die Freifrau fattede sig og bød sin søns ven velkommen i huset. – Min mand kan ikke tage imod Dem lige nu, han holder andagt. Lettet over at prøvelsen var forbi ledsagede hun dem ikke gennem de lurvede værelser og endnu mere lurvede korridorer fulde af simple, gammeldags håndværkermøbler. På de blommefarvede vægge var der misfarvede firkanter hvor der engang måtte have hængt billeder. I anretterværelset skænkede Sidonie brændevin op, og Erasmus udbragte en skål for Jena.
– Stosst an! Jena lebe hoch! Hurra!
– Hvad dette hurra skal gøre godt for, ved jeg ikke, sagde Sidonie. – Jena er et sted hvor Fritz og Asmus har ødet penge bort, fået lus og hørt på filosoffers sludder og vrøvl. Hun gav sine brødre nøglerne til anretterværelset og gik tilbage til moderen, der stod på nøjagtigt samme sted som hun var blevet efterladt og stirrede ud på forberedelserne til storvasken. – Moder, du må give mig nogle penge, en fem-seks Taler, så jeg kan træffe yderligere foranstaltninger for vor gæst. – Hvilke foranstaltninger min kære? Der står allerede en seng i det værelse han skal have. – Ja, men tjenerne bruger det til opbevaring af lysene og holder bibeltimer derinde når de har en ledig stund. – Jamen, kære, hvorfor skulle denne mand ønske at opsøge sit værelse i løbet af dagen? Sidonie mente at han kunne tænke sig at udføre noget skrivearbejde. – Skrivearbejde! gentog moderen, ganske fortabt. – Ja, og dertil behøver han et bord. Sidonie udnyttede sin fordel. – Og hvis han skulle ønske at vaske sig, en kande vand og et vandfad. Samt en servantespand. – Jamen, Sidonie, ved han ikke hvordan man vasker sig under pumpen? Sådan vasker alle dine brødre sig. – Der er heller ikke nogen stol i værelset som han kan lægge sine klæder på om natten. – Sine klæder! Det er stadig væk alt for koldt til at tage tøjet af om natten. Jeg tror ikke jeg haft mit tøj af om natten i tolv år, ikke engang om sommeren. – Og dog har du født alle os otte børn! udbrød Sidonie. – Gud fri mig for et ægteskab som dit!
Die Freifrau ænsede hende knapt nok. – Der er også en anden ting du ikke har tænkt på – din fader kunne finde på at hæve stemmen. Dette bragte ikke Sidonie ud af fatning. – Denne Dietmahler bliver nødt til at vænne sig til min fader og den måde vi gør tingene på, ellers kan han pakke sammen og rejse hjem omgående.
– Jamen, kan han så ikke også vænne sig til vore gæsteværelser? Fritz burde have fortalt ham at vi fører et jævnt og gudfrygtigt liv.
– Hvorfor er det gudfrygtigt ikke at have en servantespand? spurgte Sidonie.
– Hvad er det for tale? Skammer du dig over dit hjem, Sidonie?
– Ja, jeg gør. Hun var femten og brændte som en flamme. Utålmodighed omdannet til åndelig energi gennemstrømmede alle de unge Hardenberger. Fritz ønskede nu at tage sin ven med ned til floden så de kunne spadsere langs trækstien og tale om poesi og menneskets kald. – Det kunne vi have gjort hvor som helst, sagde Dietmahler. – Jamen, jeg ønsker at du skal lære mit hjem at kende, forklarede Fritz. – Det er gammeldags, vi er gammeldags i Weissenfels, men vi har ro og fred, det er heimisch. En af tjenerne som havde været i gang nede på gårdspladsen og nu var iført en mørk klædesjakke, kom til syne i døråbningen og sagde at det ville glæde Herren at træffe sin søns gæst i studereværelset inden middagen.
– Den gamle fjende sidder i sin hule, råbte Erasmus.
Dietmahler følte sig en kende forlegen. – Det skal være mig en ære at træffe din fader, sagde han til Fritz.
Oversat af Ole Husted Jensen
