Anmeldelser

NÅR MAN VENDER DEN SIDSTE SIDE I MODIANOS ROMANER, ER DET SOM AT VÅGNE AF EN UROLIG DRØM ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
To nyoversatte romaner af den franske nobelpristager Patrick Modiano inviterer til at synke ned i et melankolsk glemselsmørke.

“Modianosk er ikke alene udtryk for en skrivestil, en særlig dunkel prosa, det er også og måske mest af alt en sindsstemning. Når man træder ind i Patrick Modianos verden, synker man samtidig ned i et melankolsk glemselsmørke.
Et sært stadium mellem dagklar virkelighed og sløret drømmesøvn, som den franske nobelpristager har gjort til sit særkende.
Nogle ville nok sige, at han skriver den samme bog igen og igen, om identitetens ustadige karakter, om erindring og eksistentiel tomhed, og det er da også temaer, der går igen i de to nye udgivelser fra forlaget Batzer & Co. Vi er tilbage i Modianos Paris med den næsten neurotiske oplistning af adresser, avenuer, boulevarder, gadenumre, der får lov at stå som et sitrende koordinatsystem af utydelige tegn. Alt har et eksakt ydre, men intet er, hvad det ser ud til at være. Vi er i Paris, men Paris er et sted i fortællerens indre.
(-)
Sådan glider fortæller og læser altid umærkeligt, mesterligt sammen i Modianos romaner. Man forventer at finde en mening, følger spor og samler handlingstråde, men taber overblikket undervejs, taber sig selv af syne.
Derfor er det også fortvivlende at læse Modiano. Med sine genretræk fra detektivromanen loves der jo en forløsning; øjeblikket, hvor sammenhængen åbenbares, og trådene samler sig. Men sådan er det ikke her. Trådene får lov at flagre, sporene forsvinder i en tåge, som vil teksterne vise tidens utålmodige hjerter og alt for ivrige hoveder, at de på forhånd godt kan give op. At tilværelsen er tømt for store fortællinger og prisgivet et mylder af tilfældige sammentræf.
(-)
Imponerende er dog hans mesterlige beherskelse af tvetydigheden.
Det dokumentariske og drømmeagtige i ét.
Sådan holder Modianos prosa sig levende og gribende – også i Lone Bjelke og Ane-Grethe Østergaards smukke oversættelser. Når man vender sidste side, er det som at vågne af en urolig drøm. Så gådefuld og tilfældig som et levet liv.” – Kathrine Maria Amann, Kristeligt Dagblad

ÆRKE MODIANO – UMULIG AT GLEMME, UMULIG AT HUSKE ❤️❤️❤️❤️❤️
”Da Patrick Modiano i 2014 fik Nobelprisen i Litteratur, kom mange af os på erindringsarbejde.
Hvad var det nu, han havde skrevet? Hvad var det nu, vi havde læst? Man har det med Modiano som med Wagners musik: Umulig at glemme og håbløs at huske.
Vi er lovligt undskyldt. Det er akkurat om erindring og glemsel, forfatterskabet kredser. Og kredser helt eksistentielt: Hvem var det nu, jeg var? Hvem er det nu, jeg er? De to små romaner fra 1970′ erne, som Batzer og Co. nu udsender på dansk, er ærke-Modiano. Den ene, ‘ Memory Lane’, er en charmerende Marcel Proust-agtig opsats om en lille flok mennesker, som engang var – ja, »en lille flok«. Ligesom den lille klan hos madame Verdurin i ‘ På sporet af den tabte tid’. (-)
Hos Modiano er der altid gamle bøger, notesbøger, lommebøger og krøllede sedler stukket ind her, der og alle vegne.
I ‘Usynligt blæk’, den anden af de to aktuelle udgivelser på dansk, falder fortælleren Jean over en notesbog, som han engang for 20-30 år siden tog med sig fra en lejlighed, hvor der vistnok havde boet en kvinde ved navn Noëlle. (-)
De to stykker potentiel litteratur, som nu foreligger i smukke nye oversættelser, er ligesom resten af forfatterskabet indskrevet temmelig nøjagtigt i det parisiske gadenet. En af hans sene romaner har titlen ‘ Så du ikke farer vild i kvarteret’, og det kunne sådan set være titlen for hele forfatterskabet.
Ikke fare vild i kvarteret, ikke fare vild i livet.” – Bjørn Bredal, Politiken

MODIANO SKRIVER IKKE ALTID GODE BØGER. MEN NÅR HAN GØR, SÅ SIDDER DE LÆNGE I SINDET.
“Sproget er smertefuldt upræcist, i konflikt med sig selv om, at det godt ved, at det ikke kan indfange det, det jager. (-) Ingen kan vide besked, skriften må fortsætte med langsomt, langsomt, at fremkalde sig selv. Det er håbefuldt og smukt. Modiano skriver ikke altid så gode bøger som Usynligt blæk. Men når han gør, så sidder de længe i sindet.” – Bodil Skovgaard Nielsen, Information

FUNKLENDE OG UBESVÆRET
“Sproget er funklende og ubesværet, og fortællingen efterlader læseren med en stærk stemningsfuld følelse, snarere end med fornemmelsen af et plot.
Fortælleren Jean fortæller om en oplevelse fra perioden, da han som ung mand var ansat hos en privatdetektiv. Han skulle efterspore Noëlle, en ung kvinde, der var forsvundet, og spurgte vidner, der kunne have truffet hende. Kan man overhovedet tro på menneskers erindring, og kan han tro på sin egen erindring fra dengang?
(-) Modiano … fortæller så genkendeligt, det er som at være der selv. På samme måde oplever man hans beskrivelser af kvarterene i Paris, jeg synes, jeg selv har siddet ved netop dét cafebord. Måske vi også i høj grad kan takke oversætteren.” – Beth Høst, Litteratursiden