Anmeldelser

EN STOR LÆSEOPLEVELSE ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Norske Ole Robert Sunde har skrevet en smuk, svær og rørende bog om en mand og hans hustru, der ligger for døden. (-) Der gemmer sig en stor læseoplevelse i norske Ole Robert Sundes tætte, lille roman “Penelope er syg”, men læseren bør holde tungen lige i munden, for her er ikke tale om en roman, som der går 12 af på dusinet. (-) Sunde skriver med stilistisk overskud og minder mest af alt om en nutidig skandinavisk James Joyce med sine bevidsthedsstrømmende stil. (-) Sunde skriver med en lethed så elegant og flydende, at man ikke kan lade være med at lade sig rive med af hans bølgende ekskurser.” – Katrine Boysen, Jyllands-Posten

EN FANTASTISK ROMAN
“Hvordan er det at være inde i hovedet på et andet menneske? Nordmanden Ole Robert Sunde kommer med et godt bud i sin fantastiske lille romanPenelope er syg. (-)

Fortid og nutid står side om side i Penelope er syg. Man mærker historiens vingesus, når Napoleons felttog på østfronten beskrives med en sådan indlevende kraft, at man skal bladre mange støvede historiebøger igennem for at finde eksempler på noget, der er lige så tiltalende og med så megen fortællermæssig pondus.

Sunde minder os om vores egen forgængelighed og om uendelighedens rækkevidde. At noget er sket, og at noget fortsat vil ske.

Det er ikke altid, at Sunde kan præcisere, hvor han har en bestemt oplysning fra. Og man kender det selv. Hovedet kan være et rod, men også smuk og underfundig. Fuld af underlige informationer, rørende erindringsglimt, sjove indfald og alt mulig andet. Og sådan er det med Penelope er syg. Man genkender sig selv i det skrevne, igen og igen, side efter side. (-)

Sundes roman er rørende på en måde, man ikke ser så mange andre steder. Og det er svært at forklare, hvordan og hvorfor det rører. Man kunne tale om en slags usynlig signatur, som også gør sig gældende i alle andre aspekter af det, der er en eminent lille roman, som man ikke glemmer lige foreløbig.

Ole Robert Sunde har fortjent stor opmærksomhed herhjemme. Med oversættelsen af Penelope er syg er der taget et vigtigt skridt i den retning. Lad det ikke blive det sidste.” – Philip Martinussen, Arbejderen

HUN KLAGER ALDRIG, JEG KLAGER HELE TIDEN
“For tre år siden påstod den norske forfatter Finn Lunker i et underligt essay, at kollegaen Ole Robert Sunde ikke er i stand til at udtrykke sig skriftligt. Det var, synes jeg nok, udtryk for et helt utroligt litterært snæversyn. Jeg kom i tanke om frontalangrebet, mens jeg læste Ole Robert Sundes dybt rørende og ganske enestående Penelope er syg, der er skrevet i hans helt særlige og meget karakteristiske stilart, hvor digressive associationsrækker hele tiden afløser hinanden – som når mennesker tænker.

Da Penelope er syg udkom i 2017, vidste anmelderne udmærket, at Ole Robert Sundes kone var død af kræft året før. Man kunne dårligt opfatte bogen som andet end det, nordmændene kalder »virkelighedslitteratur« (vi siger »autofiktion« ). Alligevel blev bogen ofte omtalt som en »roman«. Men fiktion er det ikke. Penelope er syg har ingen genrebetegnelse. Den nøjes med at være litteratur.

Penelope er syg rekapitulerer de oplevelser og tanker, som udspiller sig for forfatteren under en kort indkøbstur i Bislettkvarteret i Oslo. Det regner. Han skal købe brød og sushi. Snus. Derhjemme venter hans kone, dødssyg af kræft. Mere er der ikke at sige om »handlingen«. Den sorgmodige titel sætter en litterær kædereaktion i gang. Trofaste Penelope var jo gift med den omflakkende Odysseus, som James Joyce omskabte til Leopold Bloom i Ulysses. Han gik en topografisk korrekt tur gennem Dublin. Nu gør Ole Robert Sunde det samme gennem Oslo. I begge tilfælde venter konerne derhjemme, den utro Molly og den dødssyge Penelope, og i begge bøger er litteraturen en brusende tankeflod fuld af bifloder og ekskurser. (–) At læse Ole Robert Sunde er som at flyde på en bevægelig bølge af bevidsthed. Hvis man ikke er åben og modtagelig for sprogstrømmen og digressionerne, er stilen garanteret enerverende. Det ved forfatteren godt. Han citerer en dame, der råber ham an på gaden: »Du skriver mærkelige bøger, de er jo næsten ikke til at læse…« Hun tager fejl.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen

AT TÆNKE DET UTÆNKELIGE
“Ole Robert Sunde står bag et af de mest besynderlige og konsekvente forfatterskaber i norsk litteratur.
Siden begyndelsen af 1980′ erne har han udgivet romaner, essays og kortprosa bestående af usædvanligt lange sætninger. Plot, karakterer og stringente argumenter er der ikke meget af; i stedet former Sundes skrift sig som utrættelige associative bevægelser. (-)
Sundes prosa kan læses som et stort ‘ Ja’ til verden, hvor alt er potentielt interessant for det modtagelige sind, der har en fest med at opdage, udpege og suge til sig. Netop fordi skriften er præget af begejstring, intensitet og vitalisme, virker det ikke urimeligt at læse Sundes afsmag for punktummet som en slags vægring mod døden. Mens punktummet standser, fører hans yndlingstegn, semikolonet, skriften, tanken og livet videre. (-)
Men når han er allerbedst, er Sunde en fænomenal skildrer af sindets bevægelser.
Det er underholdende at lade sig rive med af de besynderlige associationer. Det er fascinerende at se, hvordan tankerne nærmest magnetisk drages mod den syge kone derhjemme. Mest af alt er det rørende, når fortælleren endelig erkender sin afmagt og giver sig selv lov til at tænke det utænkelige.
Penelope er syg er et rablende og originalt stykke sorglitteratur, der nok ikke er for alle, men til gengæld vil være betagende for dem, der kan holde ud at hænge på.” – Martin Bastkjær, Information

EN STOR LÆSEOPLEVELSE
“Ole Robert Sundes essayistiske skrivemåde, fyldt med associationer, gør romanen helt usædvanlig og uforglemmelig. En hel verden udtrykkes i en enkelt sætning.
Ligesom i James Joyces Ulysses foregår det hele i hovedet på fortælleren i indre monologer. (-) De mange indtryk af bittesmå og store ting fylder fortællerens tanker, og den ene iagttagelse fører den anden med sig. Han kalder sig selv for et omvandrende leksikon af ufuldstændige citater, og meget må han huske at slå op, når han kommer hjem. Hans tanker bringer ham vidt omkring, der er masser af associationer til den nordiske gudeverden , til verdenshistorien, kunsten og verdenslitteraturen, til Homers Odysseus, Shakespeare, Goethe og Imre Kertesz.
De vilde tankespring er indimellem meget overraskende og fulde af humor. Forfatteren møder en tidligere skolekammerat, som nu er blevet begravelsesagent, og tanken fører ham videre til agent 007, og hvad nu hvis han begynder at skyde vildt om sig på parkeringspladsen med sin automatpistol. Synet af fem mødre og en far med hver sin barnevogn fører til billeder af et drabeligt slag med barnevognstanks, der skyder med modermælk, og derfra bliver der skabt billeder med engelske missionærer, som sidder i store gryder omgivet af kannibaler. (-)
Bogen er en stor læseoplevelse, som også kræver noget af sin læser. Mange af de lange, snoede og indskudte sætninger skal læses flere gange, det er en hel verden, der bliver udtrykt i en enkelt sætning.” – Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden LÆS MERE!