Anmeldelser

EN BOG JEG ALDRIG VIL GLEMME
Grufuld men samtidig smuk beretning om en gruppe mennesker, der kort mødes i et hus udenfor Jalalabad i Afghanistan. Det handler om uendelig krig men allermest om kærlighed. (-) Kontrasten mellem de grusomme optrin og de eksotiske og farverige passager gav bogen netop den skarphed, som gør, at jeg aldrig vil glemme den.
Beth Høst, Litteratursiden

EN ROMAN I MESTERKLASSEN
Læseren skal dog ikke forvente nogen krigsroman. Vi har at gøre med et værk, der
kan læses på flere planer, ikke mindst som en kærlighedshistorie, der nok udspiller sig under en krig, hvor alle kæmper mod alle, men hvor det er moralske forpligtelser, personlige savn og længsler, som styrer et lige så skæbnebestemt og ubøjeligt forløb som handlingen i en græsk tragedie og lige som disse båret af en hallucinerende lyrisk skønhed.
Samtidig er mange scener så forfærdelige, at man må tage en dyb indånding for at læse videre. Ekstreme voldshandlinger veksler lynhurtigt med sjælfulde naturbilleder, der virker som en indføring i klassisk persisk poesi for atter at forsvinde i bragene fra islamisternes selvmordsbomber og amerikanernes hovedløse massakrer.
Alt, hvad jeg tidligere har læst af artikler, reportager og bøger om Afghanistan de sidste ti år med undtagelse af Atiq Rahimis romaner, blegner i sammenligning. Den er en illusionsløs kærlighedserklæring til et land, hvis skønhed og rige kultur konstant provokerer religiøse og politiske galninge til at ødelægge det. Samt til de fantastiske mennesker, der trods alle odds gør modstand.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

POESI OG ONDSKAB ★★★★★
I det moderne Afghanistan flås ofrene levende, øjne brændes ud med blæselamper, kvinder stenes for et godt ord, rådnende menneskekød skrabes af militærkøretøjernes bælter, når det lugter for stramt, og der stikkes ild til børnene, indtil forældrene angiver deres naboer. Alligevel formår forfatteren at holde læserens optimisme ved lige gennem sine poetiske skildringer af et smadret land i total opløsning, med poetiske skildringer af landskabet og ved at trække kulturens lange tråde til den kunst og kultur, der insisterer på at overleve og afgive håb under den totale menneskelige fornedrelse. (-) Forfatteren åbner ingen veje til den fredelige civile opbygning af det krigshærgede land, hvor alle udspionerer og mistænker hinanden og hævner sig på modstanderne på de mest bestialske og pinefulde måder. Uden pegefingre sætter han imidlertid fingeren på den uforsonlige fundamentalisme, som i hele verden i øvrigt sætter kors for tanken om mennesker i dialog og et politisk system uden vold og korruption. De blomstrende syrener og sommerfuglenes farvepragt rækker ikke ind i ondskaben som argument for en bedre fremtid. Men de er der på naturens og poesiens egne vilkår – og på trods af det menneskeskabte kaos.
Niels Houkjær, Berlingske

KRIG OG KÆRLIGHED I AFGHANISTAN
Britisk-pakistanske Nadeem Aslam har skrevet en poetisk og brutal kærlighedsroman, der uanstrengt favner 30 års krige og kulturelle misforståelser i Afghanistan. (-) Krige og komplicerede konflikter af den art kommer der som regel sjældent god skønlitteratur ud af før mange år efter, at de er endt. Men ingen regler uden undtagelse: Britisk-pakistanske Nadeem Aslam (født 1966) har med Vågenatten skrevet en uafrystelig, poetisk og brutal roman, der med stor overbevisning understreger, hvor kompleks verden er og samtidig fanger både gruen i den afghanske konflikt og landets eksotiske duft af sandeltræ og parfume.
Tonny Worm, Information

ELSKENDE I MINEFELTET
Der er episoder i bogen der er så intense, så grusomme, at man er nødt til at lukke den og trække vejret før man kan gå videre. Ligesom der er poetiske billeder så overvældende at man må holde en pause og læse det en gang til for at nyde sprogets skønhed. Den vil blive læst som en roman om Afghanistan, men den bør læses som en bog om kærlighed.
Mohammed Hanif, The Independent